Naked | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

S E K S

Rebekkas synsvinkel

Efter skole gik Marcus og jeg sammen ned til pizzeriaet. Han havde virket meget genert, da vi var kommet ud på gangen og havde startet på opgaven. Men efter vi fik snakket om opgaven, blev han for hvert minut mere livlig og smilende. Han sad ikke og gemte sig.

Han var virkeligt en sød dreng. Jeg havde også fornemmelsen af, at inden under den generte overflade gemte der sig en sprudlende og kærlig person, der bare ventede på at blive opdaget. Inderst inde håbede jeg på, at han ville stole nok på mig til at lade mig være en af dem, han viste sine indre værdier til.

"Jeg giver," sagde han, da vi stod og kiggede på menukortet.

"Er du sikker?" spurgte jeg. Ikke, at jeg havde noget imod det. Det var ret sødt, at han gerne ville give, men jeg følte måske lidt, at det blev til en date og ikke bare to mennesker, der prøvede at lære hinanden at kende. Det fik en undertone af noget, der var mere end venskab, og det var jeg ikke interesseret i. Jeg havde jo Noah.

"Helt sikker," svarede han: "hvad skal du have?"

"En salatpizza med kebab," sagde jeg muntert: "det er den bedste pizza. Udover pepperoni selvfølgelig."

"Det er simpelthen løgn," grinede Marcus: "det er også mine yndlingspizzaer."

"Tænk, at vi endda også kan lide de samme pizzaer," grinede jeg: "vi kunne seriøst blive de perfekte venner."

Han smilede, men kiggede genert ned i gulvet. Igen fik jeg fornemmelsen af, at det her ikke bare var to mennesker, der prøvede at lære hinanden at kende og oprette et venskab. Men jeg skød hurtigt tanken fra mig igen. Det var nok bare noget, jeg bildte mig ind.

Det endte med, at vi bestilte en familiepizza, hvor halvdelen var pepperoni og den anden halvdel med kebab og salat. Mens vi sad og spiste, gik snakken livligt. Det var, som om vi havde været venner hele livet og ikke bare naboer, der knap nok hilste på hinanden.

"Hvad laver du i din fritid?" spurgte jeg: "altså ud over at være i studiet og lave musik."

"Jeg spiller fodbold," svarede han.

"Er du god til det?"

"Det synes jeg selv," sagde han: "jeg vil i hvert fald ikke mene, jeg er dårlig til det."

"Jeg kan ikke engang ramme bolden," grinede jeg: "og når det sker, så triller den altid den modsatte vej af, hvad der var meningen."

Marcus kom til at grine. Og det samme gjorde jeg. Det føltes faktisk utroligt naturligt at sidde her og grine sammen med ham.

"Hvad synes du egentligt om den musik, Martinus og jeg laver?"

"Jeg kan godt lide den," svarede jeg: "jeg hører det faktisk ret meget. Jeg har måske også set et par videoer. Du danser altså virkeligt godt. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre det samme."

"Jeg kunne lære dig det," sagde han, og jeg kunne mærke varmen stige i mine kinder, uden jeg vidste hvorfor.

"Du kan godt prøve," svarede jeg: "dans er ikke et af mine talenter."'

Timerne fløj forbi, uden jeg lagde mærke til det. Da jeg opdagede det, var jeg ærgerlig over, at jeg var nødt til at gå. Jeg ville langt hellere blive her sammen med Marcus. Jeg skulle også nå at lave lektier til i morgen.

"Jeg er desværre nødt til at gå," sagde jeg: "jeg har nogle ting, jeg skal nå."

Han nikkede bare, og vi satte kursen hjemad. Vi skulle jo alligevel samme vej. På hele turen var der ikke rigtigt nogen af os, der sagde noget. Han virkede nedtrykt over, at jeg skulle hjem allerede. Vi nåede alt for hurtigt hjem.

"Det har været rigtigt hyggeligt, Marcus," smilede jeg: "jeg vil rigtig gerne gøre det igen. Jeg synes, du er rigtig sød, og jeg tror, vi to bliver rigtig gode venner."

"Vi kunne også fortsætte det nu?"

"Hvad mener du?"

"Vi kan tage hjem til mig," sagde han: "hvis du har lyst?"

Jeg overvejede hurtigt tingene. Lektierne kunne vel godt vente. Jeg havde ikke lyst til at afbryde vores hyggelige dag sammen.

"Og hvad har du så i tankerne, vi skal lave?"

"Du kunne prøve at banke mig i FIFA," grinede han.

Jeg smilede med det samme. Jeg var nemlig god til FIFA. Min bror havde lært mig alle knebene i spillet, og jeg havde banket alle hans venner en efter en.

"Se, det er jeg helt med på," sagde jeg: "gør dig klar til at tabe!"

Marcus grinede og lagde en arm om mine skuldre, mens vi gik sammen ind i hans hus. Jeg lagde også armen om ham, og stemningen blev igen løftet. Han var glad igen. Havde jeg virkeligt så stor en påvirkning på hans humør?

Jeg bankede ham i FIFA. Tre ud af tre gange, og han sad bare med åben mund og stirrede på mig. Derefter måtte jeg forklare ham, at min bror havde lært mig at spille det. Han endte med at invitere mig på aftensmad, hvilket blev utroligt hyggeligt. Under hele middagen havde Martinus siddet med et smil på. Jeg ville gerne have vidst hvorfor, men det fik jeg nok aldrig et svar på.

Efter maden fulgte Marcus mig hjem. Selvom det kun var ind til huset ved siden af.

"Føler du, at det er akavet at være sammen med mig?" spurgte han, da vi stod foran hoveddøren.

"Kun lidt i starten," svarede jeg: "men fordi vi snakkede så meget, så lettede det ligesom hele stemningen."

"Jeg håber, du ved, at du kan stole på mig?"

"Det ved jeg," sagde jeg: "og det gør jeg også."

Inden han gik, gav han mig et lagt kram. Et meget tæt et af slagsen. Jeg var næsten helt ærgerlig over, at han var nødt til at gå. Det var nemlig et af de slags kram, man gerne ville have haft, havde fortsat for evigt.

"Jeg ser allerede frem til at være sammen igen," smilede han genert, og så gik han. Inden jeg nåede at svare ham. Jeg glædede mig også. Faktisk glædede jeg mig allerede til at se ham i morgen i skolen. 

*****

Så lille Marcus er glad for at være sammen med Rebekka ;))

Hvad tror I, de tænker om hinanden? 

Kan de lide hinanden mere end venner?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3