Naked | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

T R E

Hver sød at læse forfatterbeskeden i bunden! <3

Marcus' synsvinkel

Jeg kunne jo ikke fortælle hendes det, men jeg havde næsten tabt underkæben, da jeg havde set hendes nøgenbillede. Rebekka Grandahl havde en utroligt smuk krop. Måden, hendes lange brune hår havde faldet ned over hendes skuldre, gjorde, hun næsten lignede en gudinde. Jeg hadede at indrømme det, fordi hun jo havde en kæreste, men det billede havde gjort mig helt blød i knæene, og der var andre dele af min krop, der også havde fået en reaktion. Mine joggingbukser havde i hvert fald strammet, men jeg vidste ikke, om dette var en god ting. Jeg kunne jo aldrig få hende alligevel.

Jeg havde egentligt altid syntes, at hun var en smuk pige. Også inden vi var begyndt i klasse sammen på gymnasiet. Men jeg var typen, der blev forfærdeligt genert, når jeg syntes, en pige var sød, så jeg havde aldrig turde tale til hende, og dermed var vi aldrig blevet venner og havde lært hinanden at kende.

Da Rebekka var gået, kom Martinus ind på mit værelse. Han smilede skævt til mig og løftede spørgende sine øjenbryn. Han ville vide, hvad hendes formål med at komme var. Alle vidste jo, at hun var sammen med Noah fra 3.g. Den mest populære dreng på gymnasiet. Der var så mange piger, der savlede efter ham.

"Hvad synes du egentligt om Rebekka Grandahl?" spurgte jeg Martinus, da han havde sat sig i min seng. Lige der, hvor Rebekka havde siddet for bare fem minutter siden.

"Hun er en sød pige," svarede Martinus.

"Ja, det er hun," sagde jeg forsigtigt og smilede lidt for mig selv.

"Er du forelsket i hende?" spurgte han.

"Nej," svarede jeg: "det tror jeg i hvert fald ikke."

"Det kan du heller ikke være. Det må du ikke," sagde han alvorligt: "hun er jo sammen med Noah."

"Jeg ved det," svarede jeg: "men Martinus, jeg kan jo ikke gøre for, at jeg synes, hun er sød. For det er hun."

"Du kunne blive venner med hende?"

"Og hvordan skulle jeg gøre det, når jeg ikke engang tør tale med hende?"

"Du har da lige talt med hende i dag."

"Jo... men hun kom jo selv til mig. Jeg kontaktede hende ikke selv, og det er det, jeg ikke kan."

"Og hvorfor så ikke det?" spurgte han.

"Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv, når jeg ser hende. Jeg er bange for at sige noget forkert til hende. At tingene bliver akavet."

Martinus løftede igen sine øjenbryn og gav mig et seriøst blik. Jeg vidste, han tænkte noget, men om han ville sige det, det var en helt anden sag.

"Marcus, indrøm det nu bare. Du kan jo godt lide hende."

"Selvfølgelig kan jeg lide hende. Ellers ville jeg jo ikke overveje at prøve at blive venner med hende."

"Det er ikke det, jeg mener," sagde Martinus: "og det ved du også godt."

"Jeg prøvede at ignorere det faktum, at du sidder og spørger mig, om jeg er forelsket i vores nabo, som i forvejen har en kæreste," kommentererede jeg.

"Du virker bare, som om du godt kan lide hende."

Jeg ville ikke selv mene, at jeg var vild med hende på den måde, Martinus hentydede til. Jeg syntes jo bare, hun var pæn. Og sød. Jeg havde aldrig tænkt på hende som mere end det. Men på den anden side, så anede jeg heller ikke, hvordan det føltes at være forelsket. Jeg havde aldrig prøvet det. Jeg kunne lide hende. Det var sikkert. Hun var altid sød mod alle. Og hjalp alle. Jeg havde været i gruppe med hende i timerne flere gange, og hun var altid sød af forklare folk ting, de ikke forstod; og hun var god til det.

"Marcus, hvis du gerne vil have, at hun skal være din ven, så må du altså gøre noget ved det. Sådan noget sker ikke af sig selv."

"Jeg ved det," svarede jeg bare. Jeg havde stadig ingen ide om, hvordan jeg skulle kunne tale normalt med hende efter det, der var sket denne morgen. Jeg havde jo set hende uden tøj på. Hvorfor skulle hun dog gide at være venner med mig?

"Du kunne spørge, om hun ville hjælpe dig med en eller anden opgave," sagde Martinus: "du har sagt, hun er ekstremt dygtig til matematik, ikke?"

"Jo, men hun ved også godt, jeg aldrig har problemer med at forstå det. Jeg synes jo bare ikke, det er specielt interessant."

"Og det er så ulempen ved at gå i klasse sammen," sukkede Martinus: "jeg tror desværre bare, du må gå hen og snakke med hende. Også selvom det kan være svært."

Jeg nikkede. Jeg vidste jo godt, han havde ret. Men jeg var nødt til at tænke en hel del over det, før jeg gjorde noget som helst, så det ikke blev mere akavet, end det allerede var i forvejen på grund af det billede. 

***** 

Hej med jer!

Jeg ville bare lige fortælle, at jeg også har fået mig en engelsk wattpadprofil, hvor alle mine fremtidige engelske bøger og skriverier kommer til at være. Jeg skriver nemlig RET MEGET på engelsk, når jeg ikke skriver fanfiction.

Jeg har bl.a. fjernet min "Trials of Love" og puttet den derind i stedet. 

Hvis I har lyst til at følge med i de ting, jeg skriver på engelsk, ville det betyde meget.

Min engelske profil hedder: 

annasofie_mattson

Håber, I har lyst til at følge med :))

Og det ville da betyde ekstremt meget, hvis I også ville følge mig derinde og blive en del af squaded (fuck, det lød cringe... men ja, I ved, hvad jeg mener) <3

Der kommer for det meste til at være "steamy romances" derinde - med ret så mange grafiske sex-scener, drama og masser af romantik; både komisk og alvorlige. Og masser af lækre bad boy, som bare ikke kan finde ud af at gøre det rigtige.

Dette betyder selvfølgelig ikke, at jeg stopper med at skrive på min danske. Jeg har bare adskilt dem ;))

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

Og tjekke min nye profil ;))

- Mathilde <3