Naked | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

O T T E

Marcus' synsvinkel

"Er du okay?" spurgte jeg, da jeg så, hvor nedtrykt Rebekka så ud. Der var tydeligvis sket et eller andet, som havde påvirket hendes humør i en ekstremt negativ retning. Hendes øjne var hævede, og randene under dem var tydelige. Hun lignede ikke en, der havde sovet i nat.

"Nej," svarede hun med dirrende stemme, som var hun på randen til at græde.

"Vil du snakke om det?"

Hun rystede på hovedet. Jeg nikkede bare som svar. Jeg ville ikke presse hende til noget. I stedet satte jeg mig ned ved siden af hende. Jeg kiggede hurtigt rundt i klassen for at se, om der var nogen, der kiggede på os. Det var der heldigvis ikke. Stille sneg jeg min hånd ned til hendes, der lå placeret på hendes lår. Jeg lagde min egen oven på og klemte den blidt. Hun kiggede på mig og gav mig et svagt smil. Ud af hendes blik strålede en taknemmelighed, der ikke var til at tage fejl af. Hun vidste, jeg var der for hende.

"Skal du noget efter skole?" hviskede hun.

"Nej, det skal jeg ikke."

"Vil du med hjem til mig?"

Hun kiggede håbefuldt på mig. Jeg havde virkeligt ingen planer, og hvis jeg havde haft, havde jeg aflyst alt for det blik, hun gav mig.

"Det havde du ikke engang behøvet at spørge om," svarede jeg.

"Mener du det?"

"Ja, jeg ville have spurgt dig, hvis du ikke havde spurgt mig. Du ligner virkeligt en, der brug for at smile lidt. Og hvis du vil, så snakke om det, der går dig på."

*****

Efter skole tog vi som aftalt hjem til Rebekka. Det var kun hendes storebror, der var hjemme. Jeg havde aldrig hilst på ham. Kun set ham, når han var gået forbi mit hus. Han havde altid virket som en ret dunkel type. Fræset rundt på knallert. Havde hængt ud med de forkerte typer. Eller det var i hvert fald, hvad jeg havde observeret, den gang han havde gået i folkeskole. Men med tiden så det ud til, han havde ændret sig. Hvorfor, anede jeg ikke.

"Er det ikke naboen?" spurgte han, da Rebekka og jeg trådte ind i stuen.

"Jo," svarede Rebekka: "eller han er min ven nu. Det er Marcus."

Hendes bror rejste sig fra sofaen og kom hen til os. Han rakte hånden frem, og jeg tog den.

"Mit navn er Håkon," sagde han: "er det dig, der har en tvillingebror, du laver musik med?"

"Ja, det er mig. Han hedder Martinus."

"Hvordan kender man forskel på jer?"

"Han har en skønhedsplet på læben, og jeg er den med knolden," svarede jeg og pegede akavet på den lille knold, mit hår var opsat i.

"Spiller du ikke fodbold?" spurgte Håkon: "jeg tror i hvert fald, jeg har set dig og din bror nede på banen ind i mellem."

"Jo, det gør jeg," sagde jeg: "det er nok det, jeg bruger mest tid på ud over musikken og skolen."

"Måske, du har lyst til at spille med mig en af dagene?" sagde Håkon.

"Det vil jeg da rigtig gerne."

"Og tag endeligt din bror med. Så kan jeg også hilse på ham."

Vi endte med at aftale, at Martinus og jeg skulle ud og spille fodbold med Håkon og hans venner om torsdagen.

Rebekka vendte sig om for at gå. Jeg skulle lige til at følge efter hende, da Håkon lagde hånden på min skulder.

"Du er i hvert fald meget velkommen," smilede han: "pas på min søster. Hendes kæreste er dårligt selskab, og hun har endnu ikke indset, at hun ikke bør være sammen med ham. Han er ikke noget godt menneske."

"Du lyder, som om du kender ham?"

"Ham og jeg har en fortid sammen. Han var engang min bedste ven, men tingene gik skævt mellem os, og jeg fandt mig et bedre selskab."

"Ved du, om det har noget med Noah at gøre, at hun er så trist i dag?" spurgte jeg alvorligt. Det var i hvert fald min fornemmelse. Jeg vidste, de havde været sammen i går. Jeg havde set dem. Noahs bil kom kørende forbi i går efter skole. Jeg havde dog også set, at han var kørt alt for hurtigt igen. I meget høj fart. Da jeg havde set Rebekkas ansigt i morges, havde jeg været sikker på, det havde noget med ham at gøre.

"Hun har ikke villet snakke om det," sagde han: "men det er jeg næsten hundrede procent sikker på, at det har."

Jeg nikkede. Håkon og jeg fik snakket færdig, og så gik jeg ud i køkkenet, hvor Rebekka var ved at lave kakao til os.

"Jeg ser, du er faldet i snak med min bror," smilede hun.

"Ja, jeg kan allerede vældig godt lide ham," svarede jeg.

"Det er jeg glad for," sagde hun: "vil du have skumfiduser i? Eller flødeskum? Du kan også få chokolade eller karamel oven på."

"Du skal bare overraske mig," sagde jeg smilende: "du skal bare lave den, som du bedst kan lide den."

"Fint, så får du nemlig det hele i," grinede hun: "det er den bedste blanding."

Jeg kiggede på, mens hun lavede det. Med sikker hånd puttede hun flødeskum, skumfiduser, chokolade og karamel på i hvirvler som en professionel. Gad vide, om der var noget, denne pige ikke kunne?

"Jeg skal nok bære dem," sagde jeg hurtigt, da hun var færdig: "så kan du vise, hvilken vej dit værelse ligger."

Mens vi fulgtes op af trappen, tog jeg en beslutning. Jeg var nødt til at finde ud af, hvad der foregik. Jeg havde bange anelser om, at forholdet mellem Noah og Rebekka langt fra var så rosenrødt, som det så ud til på skolen. Der var jo en grund til, at Rebekka var så trist. Og jeg var sikker på, at den grund var Noah. 

*****

Tror I, at Rebekka fortæller Marcus, hvad problemet er? 

Eller tier hun stille og lader Noah fortsætte sin opførsel?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3