Almost Lover (Danish/Dansk)

Kapitel 90: Jeg kan komme videre.

Avas synsvinkel 

"Kasserne inde i det her rum, er det eneste der er tilbage." Jeg peger rundt i rummet, for at vise hvad der skal tages ud.

"Og du har adressen, som det hele skal sendes til?"

"Ja, her." svarer jeg og rækker ham et stykke papir hvor adressen står skrevet på.

Han nikker og samler et par kasser mere op, før han går ud af lejligheden.

Jeg kigger mig omkring, det føles som om, at jeg er i gang med at afslutte en del af mit liv. Jeg ville ønske, at Poppy kunne have været her, men jeg kunne ikke lade hendes aflyse hendes studier i udlandet. Jeg er ikke ved at dø, jeg er bare ved at flytte. Jeg kommer til at se hende om et par uger, når hun kommer for at besøge mig.

"Jeg tror, at det var det hele frøken."

Jeg vender mig rundt og nikker, "Mange tak. Jeg ved godt, at det var med meget kort varsel og jeg er virkelig glad for, at du ville hjælpe mig."

"Intet problem." Han smiler til mig og tager de to sidste kasser med sig, før han går og lukker døren efter sig.

Jeg tjekker tiden og det går op for mig, at jeg bliver nød til at tage af sted nu, hvis jeg skal nå mit fly.

Jeg tager mine tasker, det eneste der er tilbage af mit liv her i London og går ud af døren. Jeg tager et sidste kig rundt i lejligheden og smiler af minderne, der kommer til mig. Der var mange gode i den her lejlighed.

Jeg lukker døren bag mig og låser den, før jeg ruller mine kufferter ned af gangen ned mod elevatoren.

Jeg er nået omkring halvvejs derned, da elevatordørene åbner og afslører en person, som jeg havde håbet, jeg kunne have undgået ved at tage hurtigt af sted.

Harry.

Jeg vidste, at han ville følge efter mig. Jeg tror bare, at jeg ikke havde regnet med, at det ville være så hurtigt efter.

Han går tøvende hen mod mig og jeg kæmper mod trangen til at løbe tilbage ind i lejligheden, så jeg ikke skal stå ansigt til ansigt med ham. Men jeg kan ikke bevæge mig. Jeg er frosset, mens jeg ser ham komme hen til mig og stoppe foran mig.

Vi står bare der og stirrer på hinanden. Spændingerne mellem os føles kvælende og jeg har svært ved at trække vejret.

"Du... du flytter." siger han endelig, hans stemme er så lav, at jeg næsten ikke kan høre ham.

Jeg svarer ikke, mens han fortsætter med at kigge ind i mine øjne. Han prøver at læse mig, det kan jeg se. Men jeg kan se ud for ærgrelsen i hans ansigt, at han ikke kan. Mit ansigt er udtryksløst, fordi det er præcis det jeg føler. Ingenting.

"Er der overhovedet noget jeg kan sige, for at ændre det her? Bare sig det og jeg vil gøre det. Jeg tager med dig. Jeg vil fucking ligge alt det her bag mig og tage med dig, hvis det er det, jeg skal. Jeg ved, at jeg har lavet rav i den... på den mest forfærdelige måde, jeg nogensinde kunne. Jeg ved, at du ikke burde tilgive mig. Jeg burde ikke en gang spørge dig om at gøre det. Jeg fortjener ikke at blive tilgivet. Jeg ved, at jeg ikke fortjener din kærlighed. Men jeg sværger, at jeg vil prøve at være den mand, som du fortjener hvert eneste sekund af hver eneste dag. Jeg sværger. Jeg elsker dig Ava... Jeg er forelsket i dig."

Hans øjne er bedende med mig, da han tager fat i mine hænder og holder dem stramt i sine. "Jeg kan ikke miste, hvad vi havde sammen Av."

"Du skal ikke kalde mig det." siger jeg endelig. Jeg kan se smerten i hans øjne, da han hører mine ord, men jeg kunne ikke være mere ligeglad.

"Jeg er så ked af det." Hans stemme knækker. "Please bare... jeg... Hvor tager du hen? Hvad gør du nu?"

Jeg tager en dyb indånding, før jeg fortæller ham sandheden, "Jeg vil holde mig selv beskæftiget. Hvert eneste øjeblik jeg er vågen, vil jeg holde mig selv beskæftiget. Fordi hvis jeg stopper i bare et sekund, vil jeg tænke på dig. Og først vil jeg smile. Jeg vil tænke på dine øjne og dit smil og alle de grunde til, at du fik mig til at smile. Men så vil jeg tænke på alle de grunde, der fik mig til at græde og jeg vil være tvunget til at føle smerten en gang til. Så vil jeg fortælle mig selv hver eneste dag, at jeg er kommet mig over dig. Og en eller anden dag, så vil jeg mene det."

Hans øjne mister alt liv, da han hører mine ord, "Jeg kan ikke miste det her... kan ikke miste det, vi havde. Please Av... Please..."

"Men hvad var det egentlig vi havde? Vi var aldrig ikke noget. Men vi var heller aldrig rigtig noget. Vi var altid kun... næsten."

"Måske for dig." Han kigger ned på sine fødder og jeg kan se, at han prøver at holde sine tåre tilbage. "Tanken om ikke at skulle snakke med dig hver dag... piner mig."

"Også mig."

"Tanken om ikke at vågne op ved siden af dig..." Hans stemme knækker, mens han kigger ind i mine øjne.

"Det ved jeg." Jeg kan mærke en tåre trille ned af min kind og Harry rækker sin hånd op og tørrer den væk med sin tommelfinger.

"Jeg kan ikke forstå, at jeg har ødelagt det her. Jeg kommer aldrig til at tilgive mig selv." siger han stille. "Please skift mening. Please Ava."

"Det kan jeg ikke." Jeg ryster på hovedet.

"Kan du gøre noget for mig?" spørger han.

"Hvis du vil gøre noget for mig."

Han nikker, før han ligger begge hænder på mine kinder og hiver mig ind mod ham.

"Kys mig." siger han, før han presser sine læber mod mine. Han kysser mig blidt og langsomt farvel.

Vi trækker os væk fra hinanden og han kigger ind i mine øjne og venter på, at jeg fortæller ham det, jeg ville have.

"Du skal ikke følge efter mig igen. Slet mit nummer fra din telefon, så du ikke kan ringe eller skrive til mig." siger jeg, selvom jeg godt ved, at mine ord er meget hårde.

"Please lad vær... Du må ikke spørge mig om at gøre det." beder han. Han vil gerne holde fast i hver eneste lille tråd, som er tilbage af os.

Men der er ikke noget tilbage. Nogle gange bliver man bare nød til at slette beskederne, slette numrene og komme videre. Jeg behøver ikke at glemme, hvad han betød for mig, jeg bliver bare nød til at acceptere, at han ikke er den person mere.

"Du ved godt, at jeg bliver nød til det." Jeg hiver min hånd ud af hans og samler mine tasker op.

Han bevæger sig ikke, da jeg går rundt om ham og går ned mod elevatoren. Jeg går ind i den og trykker på knappen til gadeplanen, før jeg kigger op.

Jeg ville ønske, at jeg ikke havde gjort det. Der midt i gangen står en Harry, som ser fuldstændig ødelagt og alene ud, mens han ser mig forsvinde.

"Jeg elsker dig Ava McCain." råber han, da dørene lukker.

Jeg kigger på mit spejlbillede i døren, da jeg kører ned. Jeg kan ikke kende mig selv. Jeg tænker på, om en person kan holde til at føle så meget smerte, uden at blive fysisk såret.

Harry ændrede mig så meget, at jeg aldrig vil kunne fortryde ham.

Men jeg kan komme videre.

Fordi det er præcis det, som jeg har brug for.

Slut. 

Note:

Husk at stemme og kommentere!

Det her var sidste kapitel af 'Almost Lover'.

Hold øje med 'All of Me'!

All the love, R.