Almost Lover (Danish/Dansk)

Kapitel 29: En ikke så god start

Harrys synsvinkel 

Jeg kører gennem de velkendte veje i Cheshire, glad for at være hjemme, men jeg føler mig tom indeni.

Det er tre dage siden Ava og jeg har snakket sammen. Jeg er stadig sur på hende. Jeg kan ikke gøre for det.

Jeg troede bogstavelig talt, at hun var druknet. Jeg har aldrig følt så meget panik i mit liv, som i det øjeblik hvor jeg hev hendes krop op på bassinkanten. Jeg lænede mig ned for at ligge mit øre mod hende bryst og hun trak ikke vejret. Da jeg begyndte CPR begyndte tårrene at løbe ned af mine kinder. Jeg kunne ikke stoppe dem.

Og så spyttede hun grinende vand i hovedet på mig. Vrede flød ind over mig så hurtigt, at jeg ikke kunne se ordentligt. Jeg kunne ikke begribe, at hun ville gøre sådan noget mod mig.

Hun prøvede at stoppe mig, da jeg gik væk fra hende. Da hun trak mig tilbage havde jeg lyst til at råbe ind i hendes ansigt, men jeg kunne ikke en gang holde ud at se på hende. Hvorfor forstår hun ikke, hvad jeg føler for hende? Hvorfor ved hun ikke, hvad det ville gøre mod mig, hvis jeg troede, at hun var død?

Fordi hun ikke føler noget for mig. Jeg har været nød til at minde mig selv om det, specielt de sidste tre dage hver gang jeg har set hende og bare haft lyst til at slå mine arme om hende. Hun føler ikke noget. Det lader hun ikke sig selv gøre.

Og jeg føler alle ting der står i fucking kærligheds-bogen, når det kommer til hende. Hver gang jeg ser hende, bliver jeg nød til at skubbe følelserne væk. Den energi jeg ligger i det, får mig til at ligne en idiot. Her er jeg, jeg bruger hvert eneste sekund på at tænke på hende, mens hun bruger hvert eneste sekund på at overbevise sig selv om, at hun ikke føler noget for mig. Det er fucked up.

Jeg banker mine hænder mod rattet i frustration. Det pisser mig kun mere af, når jeg kan mærke den stikkende smerte komme tilbage, fra at have slået til en stenmur den dag.

Jeg kører ind i indkørselen til mit gamle hjem. Ava burde være her sammen med mig nu. Jeg burde have taget hende med hjem for at møde min familie i ferien. Tænker hun overhovedet på de her ting? At møde min familie en dag?

Selvfølgelig gør hun ikke det, minder jeg mig selv om. Hun tænker ikke en gang på nuet sammen med dig, tror du virkelig, at hun sidder og tænker på fremtiden med dig?

Jeg prøver at slappe af da jeg hiver mig taske ud af bagagerummet og går mod hoveddøren. Den åbner før jeg når hen til den, min mor græder og rækker ud efter mig. Jeg slår hurtigt mine arme om hende. Fuck, hvor har jeg savnet hende. Robin dukker op bag hende og giver mig et kram og trækker mig med ind i huset.

Huset har ikke ændret sig. Møblerne forandre sig aldrig, det dufter altid af kanel og mit værelse ligner det samme, som den dag jeg tog af sted til x-factor. Og jeg elsker det. Jeg går ind i huset og alt det lort, der flyver rundt i mit hoved, forsvinder. Her er jeg aldrig i tvivl om folks intentioner eller følelser for mig. Her er jeg bare mig selv.

Jeg er kun lige nået ind af døren, da jeg hører Gemma komme løbende ned af trapperne. Hun hiver mig ind i et kram og kigger derefter bag mig.

"Hvor er hun så?"

Fuck. De troede rent faktisk, at jeg ville have Ava med mig hjem. Jeg bebrejder dem ikke, ikke med den måde jeg har snakket om hende.

"Hun er på ferie i Rhossili sammen med de andre." Jeg trækker på skuldrene.

Min mor og Gemma kigger på hinanden, før de begge to løfter et øjenbryn af mig.

"Hvorfor er du så ikke på ferie i Rhossili?" spørger min mor.