Almost Lover (Danish/Dansk)

Kapitel 89: Et slag i hovedet og en flyvetur

Harrys synsvinkel 

Elevatordørene lukker, mens jeg glider ned langs væggen og sætter mig på gulvet.

Jeg har ødelagt det hele. Jeg har fucking ødelagt det hele. Hun var rent faktisk ved at tilgive mig for det åndsvage lort, jeg har lavet. Hun ville rent faktisk gerne være sammen med mig.

Døren til mit værelse åbner sig overfor mig og pigen, hvis navn jeg ikke kan huske, kommer ud af den, heldigvis i hendes eget tøj denne gang.

"Jeg går nu. Vi ses lige pludselig Harry."

"Det tvivler jeg på." mumler jeg tilbage.

"Du kan ikke huske mig, vel?"

Jeg kigger op på hende uden at svare.

"Jeg er en del af mad personalet på touren." svarer hun, "Jeg hjælper med at mætte alle scene folkene."

"Fantastisk." svarer jeg sarkastisk. Før var hun bare et ansigt i mængden, en af mange som jeg aldrig gav min opmærksomhed. Men nu er hun det ansigt, som altid vil fange mit øje, lige foran mig til at minde mig om, hvor stor en idiot jeg er.

Jeg får det med det samme dårligt over, at jeg har været så uhøflig overfor hende. Det er ikke hendes skyld, at jeg drak mig pisse fuld og fuckede alt fuldstændig op.

"Undskyld." siger jeg og hviler mine albuer på mine knæ og mit hoved i mine hænder.

"Det går nok. Hvis du har lyst til at gøre det igen, så sig bare til. Og bare rolig, jeg kan ikke lide at være sammen med en fyr mere end en gang. Jeg kommer ret hurtigt til at kede mig." siger hun og finder sin telefon frem, mens hun går ned ad gangen. Jeg er lettet over, at hun virker til at være fuldstændig ligeglad med, hvad der skete i går aftes. Et rod mindre, som jeg skal tænke på.

Jeg hiver min telefon op af min lomme. Jeg har ignoreret den konstante brummen, som er kommet fra den, siden jeg satte mig ned. Jeg kan se, at jeg har misset nogle opkald fra Louis i går aftes.

12 Nye Tekstbeskeder

Louis

- Hvor er du mate?

- Haz, tag din fucking telefon nu.

- Hvad fanden mate! Jeg går ud for at finde en taxa og så forsvinder du? Hvor er du?!

Jeg slukker min telefon, jeg har ikke lyst til at læse mere. Ikke nok med, at jeg fuckede mit forhold op med Ava i går aftes, jeg skred åbenbart også fra min bedste ven, som også lige har fået knust sit hjerte.

Fået knust sit hjerte.

Nu forstår jeg, hvorfor de kalder det det. Mit hjerte gør bogstaveligtalt fucking ondt i mit bryst. Det pådrager mig en smerte, som jeg aldrig har følt før.

Jeg kan ikke bare efterlade det sådan her. Jeg elsker hende alt for meget til ikke at kæmpe for hende. For os.

Jeg tvivler på, at hun vil tilgive mig. Det ved jeg, at hun ikke vil. Men jeg kan ikke leve med mig selv, hvis jeg ikke prøver.

Jeg hiver mig selv op fra gulvet og går ned i lobbyen.

Jeg formår at overbevise pigen ved skranken om, at fortælle mig hvilket værelse Ava bor i og giver mig nøglen til det. Jeg ved, at hun aldrig ville svare mig, hvis jeg bare bankede på og desperate tider kalder på desperate handlinger.

Efter jeg har taget elevatoren op til sekstende etage, finder jeg mig selv foran Avas dør. Jeg banker på. Jeg har ikke lyst til at brage ind, med mindre jeg bliver nød til det. Jeg ved, at det ikke vil gøre hende glad, hvis jeg bare går ind, men hvis det er det, som jeg bliver nød til, så er det også det jeg gør.