10 reasons why I love you(AFSLUTTET)

Marcus Pov.....

Jeg har forsøgt at lytte efter hvad det er de snakker om den sidste time, men det er som om det bare er en summen jeg lytter til.
Abby vil ikke så meget som se på mig, jeg fatter ikke hvad det er jeg har gjort, vi havde jo snakket det hele igennem efter alt det med Alba men lige pludselig svarede hun mig bare ikke mere.

Jeg ville ønske jeg kunne komme videre som hun siger, men jeg elsker hende, hvilket også gør det lidt kompliceret når vi nu skal arbejde sammen igen.
Hvis bare hun ville forklare mig hvad fanden det er jeg har gjort så....

Marcus er du enig? 

øh hvad? jeg kigger op på far, som ikke ser helt tilfreds ud med jeg endnu engang er faldet ind i  mine egne tanker igen. øh jeg.... det gør det hele lidt nemmere at du følger med, så man ikke skal gentage det hele igen. jeg nikker ja undskyld, Marte smiler lidt, måske vi skulle lade de unge mennesker få fri idag og tage den videre igen i morgen?

I morgen? Abby ligner en der mest har lyst til at løbe skrigende væk, ja vi bliver nød til at få det her på plads inden weekenden, også skal vi igang med den sang i skal synge og.... øh stop lige en gang, det vil sige at alt andet arbejde bare er lagt på hylden ind til det her er færdigt?

Carrie?

Carrie nikker ja det er, det her har vores fulde fokus,

øh okay...

Abby sætter sig tilbage i stolen, jeg troede ikke det ville sætte alt andet på stand by? men Abby hvor vil du sætte mere arbejde ind? hvor vil du få tiden til at lave andet? vi skal jo passe på dig søde ven, Carrie lægger armen om hende, vi kan jo ikke have du bliver helt væk igen,

hahah dårlig joke Carrie, jeg troede vi havde en aftale?

Marte smiler lidt anstrengt,  jeg tror det her er noget i to skal snakke igennem, Carrie nikker og gør tegn til at de kan gå ind på kontoret og snakke om det, tak for idag allesammen og i morgen møder vi lige lidt mere friske og kampdygtige ik? jeg smiler for jeg  ved hun mener mig.

jo i morgen er vi friske og klar til at arbejde hårdt, godt marcus så husk lige det gode humør... jeg nikker men ved det blive svært når Abby er her.

Carrie og Abby rejser sig og går mod hendes kontor, jeg rejser mig og går lidt væk for mig selv, jeg kan høre de andre stadig snakker, men jeg er træt og kan mærke det er hårdt at være her, sammen med hende. Hvordan kan vi nogen sinde komme til at stå på scenen og synge sammen? ja eller skulle være værter sammen, når vi ingen gang kan være i samme rum sammen?

min mobil ringer, jeg kigge ned på den,

Alba.....

Jeg ved ikke hvordan jeg nogen sinde skal få den pige til at forstå hun ikke skal blive ved med at kontakte mig? Jeg har forsøgt en million gange at sige det til hende på en pæn måde, men det er som om hun ikke rigtig vil høre efter og acceptere det, måske det også var dumt at være sammen med hende, men det skete bare jeg var bare så såret efter alt det her med Abby. Jeg faldt ligesom tilbage i den gamle rytme, ned i det mørke hul igen og jeg kan ikke komme op igen.

Tankerne om at blive væk er kommet tilbage, for hvad er meningen med at leve videre hvis ikke jeg kan være sammen med hende? Det er  ikke noget jeg har fortalt nogen noget om, men jeg er sikker på at både far og Martinus kan fornemme at noget ikke er som det skal være. Nogen dage kommer jeg slet ikke op ad min seng, og andre kommer jeg slet ikke i den. Jeg ved det er uholdbart i længden at leve på den her måde men jeg ved bare ikke hvordan jeg skal lave det her om. Hun vil ingen gang fortælle mig hvad det er jeg har gjort jo.....