Forviret

47 1 0
                                    

Jeg er tilbage på hotellet og lægger i senge, jeg er helt bombet i mit hovede det hele er så forvirrende.
Selvom Abby ikke kan huske mig føler jeg alligevel at hun har et behov for at være tæt på mig.
Det er som om hun i sin underbevidsthed godt ved vi høre sammen, men det er så svært at have hende så nær uden at kunne få snakket alt det usagte igennem.

Hun skal hjem idag, hendes far kom lidt inden jeg tog hen til hotellet, jeg trængte til at komme lidt ud fra det hele men jeg lovede hende at jeg ville komme forbi derhjemme senere idag.
jeg er så splittet for på en og samme tid har jeg lyst til at se hende men også lyst til at forsvinde fra det hele.
Lægen kom i morges han snakkede om at hun bare skulle lade tiden gå, for der var ingen skader eller noget der havde forsaget hendes tilstand.
Han mente det var stress realiseret, og når hun nu fik slappet lidt af ville hun måske gradvist få hukommelsen tilbage.
Vi fik afvide at vi ikke måtte stresse hende eller presse på, det var noget det skulle komme selv.

Hun var vågnet i nat og havde husket noget fra hendes barndom, et minde om hulebyggeri og jordbær med sin mor.
Hun havde nærmest været utrøstelig, det er så unfair at hun skal gennemgå den sorg at miste sin mor, for anden gang.
Jeg havde forsøgt at være der for hende, vi snakke længe, hvor jeg fik beroliget hende og nussede hende i søvn i mine arme.

Er du okay? Jeg kigger hen på Martinus der kommer ind af døren, jeg ryster på hovedet nej jeg tror ikke rigtigt jeg forstår hvordan jeg skal agere i det her.
Han sætter sig ved siden af mig, hvad siger lægerne?
At vi skal tage det stille og roligt og de tror det skyldes stress så heldigvis ingen skader i hjerne der har gjort det.
Hvordan tager hun det? Jeg sukker det er så underligt for selvom hun ikke husker noget er hun jo bare den samme Abby, og hun har brug for mig.
Hvad mener du? Hun søger mig, hun siger selv hun ikke kan beskrive det, men hun føler en connection i mellem os.
Men det er da godt er det ik? Jo det er det vel, men der er bare så meget usagt imellem os, så meget jég har brug for at vi får snakket om.
Da vi sidst snakkede sammen blev vi ret uvenner, det er så underligt at den ene person ikke kan huske alt der er sket, hun tror bare jeg er hendes bedste ven.
Jeg kan høre han griner lidt ved siden af, men er du ikke det?
Jeg kigger på ham, jo men på en anden måde end hun tro, 
Ja jeg ved det godt Marcus, du kan ikke gøre så meget ved det, ud over at være dér i det omfang du selv kan være med i.
Jeg nikker ja jeg ved det, men det er så svært jeg har mest lyst til at forsvinde fra det hele....
......

Abbys Pov

Det er så dit værelse, jeg går ind på det men jeg husker intet.
Jeg sætter mig på sengen, hvis du har brug for noget Abbs så er jeg i stuen, jeg sætter dine ting her så kan du få pakket det ud.
Jeg nikker tak far.
Han går, jeg kan høre han taler med min søster i køkkenet, men ikke hvad de snakker om.
Jeg fandt ud af jeg så åbenbart også en bror som jeg har glemt.
Han vil ikke snakke med mig hvilket jeg ikke bebrejder ham for, for hvordan forholder man sig lige til at være den eneste det ikke bliver husket?

Jeg lægger mig i sengen og trækker dynen op om mig, vent den der duft, den virker så bekendt.
Jeg smiler Marcus, det er helt sikkert hans parfume.
Jeg er glad for han er der for mig, tænk at have så god en ven.
Jeg ville ønske jeg kunne huske mere om vores venskab, måske jeg kan se noget i min mobil?
Jeg finder den i tasken, hmmm hvad mon koden er?
Jeg kigger længe på den men intet popper op i min hukommelse.
Jeg smider den i sengen og lægger mig ved siden af, jeg er så træt natten har været hård jeg drømte en masse.
Det er som om at der kommer små brikker på plads i mine drømme.
I nat drømte jeg om min mor, jeg savner hende kan jeg mærke. Om to dage er det tre år siden hun døde, jeg ville ønske jeg kunne huske hende mere, men der er trods alt nogle minder om hende.

10 reasons why I love you(AFSLUTTET)Where stories live. Discover now