Da Megan Davis finder en falsk barbiedukke - der prøver at dræbe hendes kat - i sit hus, går der ikke mere end få dage, før hun er ansat som fuldtids babysitter i en udefra set velfungerende familie.
Men tingene er ikke som de ser ud, og det finder...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Jeg har ikke rigtig noget specielt at sige.
Undtagen at Austins underbukser smager mums.
Og jeg er sulten.
•••
10 år før bogen starter
LARRY DAVIS
Jeg havde været elsket. I et helt halvt år endda. Det var det første halve år, jeg boede her. Emily på 15, pigen der fik mig, snakkede meget med mig, men mest om hendes kæreste, det havde været hende utro med en luder, jeg ved ikke, om det faktisk er en luder, men det kaldte Emily hende altid. Men da den utro kæresten et halvt år senere kom tilbage, stoppede Emily med at snakke med mig.
Faktisk stoppede hun helt med at elske mig, det var ikke lige med det samme, men da jeg havde gnavet i den utro kærestes tå et par gange, smed hun mig ud. Det ikke engang fordi jeg kunne lide tå'en, det var kun fordi, jeg ikke kunne lide ham.
Han stank altid af parfume og andre piger, hvilket rev i næsen. Men nu står jeg så her, halvandet år efter Emilys utro kæreste kom tilbage. Jeg står og kigger op på de lækre Pringles. Nej, ikke dem med sourcream & Onion smag, dem med salt smag. Jeg kan bedst lide sourcream & Onion, men fordi Emilys utro kæreste ikke kan lide dem, skal de åbenbart ikke være i huset. Selvom den utro kæresten ikke bor her, han er faktisk kun på hendes værelse et par gange om ugen. Men den utro kæreste kan godt lide dem med salt, så de er her, i rigelige mængder.
Jeg gør klar til at springe op på køkkenbordet, hvor jeg lige præcis vil kunne nå de salte Pringles. Jeg slikker mig om munden, inden jeg kaster mig op mod bordet. Eller det kan jeg lide at tro. Men i virkeligheden holder min 10-kilos røv mig nede, den er som limet til gulvet.
Så må jeg i gang med plan B, jeg skubber Emilys fars store stol- han altid sidder på, når de spiser, imens han sparker til mig under bordet, hen foran køkkenskabet, sædet er beklædt med et silkestof i lyseblå. Jeg skubber den hen til bordet og kaster mig op på den, mine klør laver en flænge i stoffet, men det tager jeg mig ikke af. I det mindste klipper de ikke mine kløer. Det har de ikke gjort i halvandet år. Jeg kaster mig videre op, jeg for med lidt kradsen og knurren op på bordet, ryglænet får et par ridser, men ellers sker det ikke mere. Tror jeg. Jeg smiler bredt, da jeg ser de salte Pringles, jeg langer smilende ud efter dem. De rammer bordet, men jeg havde helt glemt, at de aldrig lukker bøtten. De salte Pringles flyder ud over bordet og ned i flængen i den silke beklædte stols sæde. Min tunge begynder straks at slikke det hele op. Små slik. Snart er bordet rent, og min tunge er på vej ned på stolens sæde, jeg slikker inde i revnen og sukker glad. Lige inden jeg ser den. Den store fede chokoladekringler der har gemt sig bag bøtten med Pringles. Jeg kaster mig op mod den og sætter begejstret kløerne i den, jeg slikker den glad og på få sekunder er den væk. Gemt ned i min mave. Mhh.
---
Jeg ligger og snorker i min kurv, da jeg høre et brøl.
Emilys fars brøl.
Døren bliver flået op, jeg mærker nogle tage fat i en af mine mange nakke deler og flår mig op. "Emily! Din forbanede, lorte kat har ødelagt min stol! Og mit fucking køkken! Den skal ud! Lige nu!"
Emily kommer ud fra sit værelse, kigger kort på mig, og sukker så. "Fint, giv mig ham, så ordner jeg det." Jeg bliver stukket ned i en pakkasse, Emily tager sko på og går så. Jeg falder i søvn igen, forstår ikke rigtig betydningen af ordene. Lige indtil jeg bliver sat på noget sand og får papkassen over hovedet. Jeg prøver forvirret at komme fri, da jeg høre hende gå, men jeg kan ikke. Jeg er fanget.
Jeg ved ikke, hvor lang tid der går, hvor længe jeg venter på hjælp, eller hvor meget jeg græder af sult, inden en lille pige fjerner papkassen og viner.
"Far! Far! Moar! En kat! Er han ikke sød." Hun trækker mig op og slæber mig derhen. "Skat, pas lige på den." Mumler moren, hun ryster på hovedet. "Må jeg ikke nok få ham?" Plager hun og knuger mig ind til sig. "Han vil forevigt være min elskede ven og aller kæreste ven! Som mit højre ben!"
"Skat, det hedder "højre arm"." retter moren.
"Jeg kan bedre lide "højre ben"." erklære barnet.
"Okay." sukker faren. "Hvis du virkelig gerne vil?"
"YAaay! Jeg elsker dig far! Også dig mor, hvis jeg også må for dig?"
"Ja, okay, fint nok, skat."
Og fra det øjeblik, var jeg hendes højre ben og bedste ven.
•••
DONE, FOREVER
Det tog lang tid. Sorry
Men nu er alle bonuskapitlerne færdige og udgivet!
