Da Megan Davis finder en falsk barbiedukke - der prøver at dræbe hendes kat - i sit hus, går der ikke mere end få dage, før hun er ansat som fuldtids babysitter i en udefra set velfungerende familie.
Men tingene er ikke som de ser ud, og det finder...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Stuen er lille. Ikke mega lille, men mindre end familien Harris, no suprise, de har flere stuer, og den største er enorm.
Det er ikke sundt for mig at bo i så stort et hus, jeg ender jo med at blive en snob.
Min mor sidder i en lænestol og aer Larry, han ligger dovent og spinder. Dagen har været doven, som i rigtig doven, meget doven. Jeg bør fortælle min mor det, nej du gør ej, Meg hold din kæft.
"Åh gud" tårerne begynder at løbe ned over min mors kinder, "jeg er så ked af det lille skat, jeg prøvede virkelig at holde det inde, at lade som ingen ting, men jeg kunne bare ikke mere... jeg burde være forblevet stille for din skyld", hendes krop ryster og en masse ukontrollerede hulk undslipper hende, "jeg er så ked af det Megan", hun snøfter og tørre sine tåre væk, "nej m..." "jeg er så forfærdeligt vred på ham, hvordan kunne han gøre det mod dig? Mod mig! Han havde en familie, og så..." hendes stemme knækker og hun begynder at hulke mod Larrys pels, "nej undskyld skat" hun kigger op og tørre hurtigt sine tåre væk, "undskyld, det er jeg ked af, jeg bør ikke blande dig ind i det", hun snøfter og tager en dyb indånding, "det er jeg virkelig ked af, undskyld" jeg fremskaffer et hurtigt nik med hovedet.
Jeg vidste ikke engang, at hun havde det sådan her...
"Kan du ikke fortæller mig, hvordan han har det?" Jeg burde virkelig ikke fortælle hende det, men han har jo ikke tænkt sig at gøre det, vel? "Jeg ved det ikke... mor" jeg bider mig i kinden og kigger ned på gulvet, "nogle uger efter du var gået... kom han kinda hjem med en meget ung kvinde... han sagde noget med at, at..." måske skulle jeg bare holde kæft? "Med hvad?" Min mors øjne kniber sig mistroisk sammen, "har han slet ikke fortalt dig noget?" Damit Meg, "nej, hvad sagde han?" Spørg hun med skælvende stemme, hvor er vi ynkelige, "at de var forlovede... og så prøvede damen at få ham til at dræbe Larry, så jeg stak af, og nu arbejder jeg som babysitter for en familie... så jeg ved ikke, hvordan han har det, jeg har slet ikke set ham i det lange stykke tid..." Udbryder jeg hurtigt og forvirret, det skal bare overstås det her.
Min mor får blanke øjne igen, hendes underlæbe skælver, og hun sætter Larry fra sig. "Jeg tager en lur, kan du ikke gå i et par minutter? Bare tag Larry med", hun rejser sig og skynder sig ind på sit værelse.
Jeg. Er. Et. Forfærdeligt. Barn.
Hvorfor bliver jeg egentligt ved med at tænke på mig selv som et barn? Jeg mener bare, jeg er jo ikke et barn, men når jeg tænker på mine forældre, føler jeg mig som et barn igen?...
"Kom Larry, vi går en tur", jeg får fat i min mobil og går ud ad huset, "hvor er han dum", mumler jeg lavt, "ser du Larry, det der må man ikke, så når du engang møder din eneste ene, så må du ikke være utro, okay?" Jeg kigger seriøst ned på ham, "hvis vi dog gør det... det tror jeg ikke, at vi gør, jeg tror, at vi er alene for altid", jeg sukker og sætter mig på en bænk, Larry hopper op på mit skød og lukker sine øjne.
