Da Megan Davis finder en falsk barbiedukke - der prøver at dræbe hendes kat - i sit hus, går der ikke mere end få dage, før hun er ansat som fuldtids babysitter i en udefra set velfungerende familie.
Men tingene er ikke som de ser ud, og det finder...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Fuck. Han ramte rent. Hvad er der sket med mit forsvar? Men måske var det klogest, hvis jeg først stritter imod, vil han bruge tid på at vise sin magt. Måske står han alene her, men han har sin egen personlige hær i den lortebil.
Jeg hører ham plapre løs, inden han går, jeg vender først ryggen til ham, da han er kørt væk. Jeg tager ingen chancer med folk som ham, de er upålidelige og bliver styret af minuttet og deres vrede. Intet andet.
Jeg kravler op af gitteret bag slyngplanterne, det værste jeg er stødt på her, var en klam edderkop, første gang jeg så den, faldt jeg ned, næste gang kravlede jeg udenom den, og tredje gang ignorerede jeg den.
Jeg ruller udmattet ind på gulvet, boksning er udmattende, jeg ved ikke hvem fuck han var, jeg så rødt. Det var en hel normal dag, jeg to ud til klubben, boksede, og pludselig bliver jeg stilet op mod den her lille idiot. Han kender til Megan. Og han udnyttede det.
Megan.
Fuck.
Det er fredag. Kan jeg nå det?!
Jeg kigger hurtigt op mod uret, men det er ikke klokken, der fanger min opmærksomhed, det er Megan der sidder på min seng med en sort katte-maske i hånden, løst halv uglet hår, og en lang hvid kjole med noget sort på, blonder tror jeg det hedder. Fuck.
Jeg slår hånden ud efter det hvide pulver, der bør ligge ved siden af mit hoved. Måske har hun ikke opdaget det?
"Spar mig" hendes stemme er kølig og hård, monoton, uden nogen form for kærlig klang. "Me-" "jeg håber, det kan stile dine smerter," afbryder hun mig, det her er værre, end når hun råber. "Er det her, hvad du-" hendes stemme knækker, jeg skubber mig op og stå, "Megan det er ikke til mig," prøver jeg bedene, og jeg taler sandt, jeg er ovre det emne i mit liv. "Så hvad ville du med dem Austin? Sælge dem?" Vrede bobler op i hendes øjne, ja please, råb af mig Megan, skrig, men tilgiv mig. "Så sig dog noget!" Sådan, nu råber hun, "hvad fanden har du egentligt gang i?! Jeg troede du var ærlig! Men du sælger stoffer, gør du ikke?! Du skylder ham manden noget, og jeg har ingen ide, om hvilken sindssyg mængde penge det er! Me-" "piller" retter jeg hende, "du kan lige vove på at afbryde mig! Du er så langt ude! Jeg er ligeglad, ligeglad Austin! Men jeg er fandme ikke ligeglad med at blive løget for! Eller udnyttet," "je-" "Stop, stop! Ikke flere dårlige undskyldninger! Du har lavet hvad? Hvad har du lavet i dag, der var vigtigere end at informere mig om det?! Du løg! Du har løget for mig!" Hun stikker mig vredt i brystet, "je-" hun skubber mig hårdt væk, inden hun snurre rundt og forsvinder ud af værelset, en dør smækker og en nøgle drejes.
Fuck. Nej. Megan.
"Megan" jeg banker blidt på hendes dør, "fucking skrid!" Noget – jeg gætter på en pude, bliver kastet mod døren, "Megan please lad mig forklare", "fuck af" afbryder hun mig, "Jeg..." hvad er min forklaring? Jeg løg, jeg glemte i dag, hun må tro det værste.
