Da Megan Davis finder en falsk barbiedukke - der prøver at dræbe hendes kat - i sit hus, går der ikke mere end få dage, før hun er ansat som fuldtids babysitter i en udefra set velfungerende familie.
Men tingene er ikke som de ser ud, og det finder...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
"Du ringer", fortæller jeg seriøst Caleb, "jeps, i promise," han skæver til Austin der står med Lola, "ring til mig, hvis du finder ud af, at han er gay", hvisker han lavt, Austin himler med øjnene og kigger på sin mobil, "nu Megan" "jeg er ikke din hund Ausi", Austin himler med øjnene, og kæmper mod smilet jeg mærker, er på vej.
o-O-o
Flyet.
Der er vi nu.
Vi er på vej ind i first class, Austin er røv forkælet. Det gør helt ondt. "Og vi vælger selv, hvor vi sidder?" Spørg jeg damen igen, "der er ikke andre, så ja" hun skæver til Larry, inden hun forsvinder. "Her Lola" jeg rækker hende Larry, hvilket hun tilfredst tager imod, "tak" hun sætter sig med Larry i en af de der bokse. Altså fire stole, to overfor hinanden. Austin sætter sig i en ny og smider sine ben oven på det lille bord, "hej" jeg dumper ned ved siden af ham med et smil, "du ved godt, at du kan vælge din egen boks, ik?" Spørg han og kigger ned på mig, "i know, men jeg vil gerne sidde her", svare jeg med et smil, han giver op og vender blikket mod flyets vindue.
Kort efter er vi i luften, eller det tager faktisk tid, jeg hader det, men det er okay.
Luften. Vi flyver. Og mine ben er ikke lange nok, til at nnå over til de andre stole, og bordet irritere mig. Så hvis jeg smider dem hen på Austin... hvilket jeg så gør. Der går ikke mere end to sekunder, før Austin har fat i min ene fod. Ups. Er han sur? Har jeg gjort noget? Jeg troede faktisk, at vi havde fået det bedre efter den der lille svagheds ting... jeg ved ikke, hvad der skete med mig. Men Austin har jo ret. Det tænkte jeg bare ikke... Men jo, det jo rigtigt... jeg prøver forsigtigt at trække min fod til mig, men Austin har andre planer. Hvilket måske ikke er så slemt. Han kærtegner blidt min for, ignorere mig, men giver mig alaigevel den opmærksomhed min krop hungre efter.
Kald mig en atention hoe, det er vi alligevel allesammen inderst inde.
Jeg rykker ldit tættere på, så hans hånd glider op ad min læg. Han læner sig ind over mig, lægger en hånd på mig lænd, løfter mig hen på sig. Et lille stik fare op i min fod, hvilket får et halv kvalt lyd til at bryde ud af min mund. Austin mumler noget med "undskyld", inden jeg lagsomt spreder mine ben, så jeg sidder overskrævs på ham. Jeg kigger forvirret ned på ham, forvirret ned på de klare blå øjne. Hvor vil han hen med det her?
"Hvis jeg kyssede dig nu Megan", hvisker han lavt, så ville jeg helt klart rå-snave med dig, for gud hvor er du extra hot i dag. Jeg burde virkelig komme til lægen. Hvad sker der for mig? Men på den anden side, hvis han kysser mig, kan jeg bruge ham... Til at få det bedre, måske ikke sådan bedre bedre, men måske bare til at glemme alt i nogle minutter. Ingen af dem jeg nogensinde har set ham kysse, har haft travlt med andet. Det ville jeg heller ikke. Jeg er ikke spor anderledes fra alle andre, jeg vil også gerne ting med Austin. Andet end at smadre ham med en pude. "Ville du så give mig lov?" Han kigger undersøgende ind i mine øjne, "prøv" svare jeg hæst og rykker mig længere ind mod ham på sædet.
