Da Megan Davis finder en falsk barbiedukke - der prøver at dræbe hendes kat - i sit hus, går der ikke mere end få dage, før hun er ansat som fuldtids babysitter i en udefra set velfungerende familie.
Men tingene er ikke som de ser ud, og det finder...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
"Forstår du?" Hvæser min far inde fra sit kontor, han bruger den stemme, han altid bruger, når han er vred og skal til at slå. Fuck. Megan. "Bland hende uden om det her," jeg træder ind på hans kontor og kigger koldt hen på ham.
Megans hår er uglet, hendes øjne er spærret op i skræk, og hun hænger i min fars greb, "slip hende dog!" Udbryder jeg vredt, min far slipper hende hurtigt, "jeg advarede hende bare," svare han koldt, "sikkert, Megan kom" jeg rækker min hånd hen mod hende, "kom" hun tager usikkert min hånd og følger med mig ud, "jeg har det fint," hvisker hun lavt, inden hun halv løber op ad trappen og smækker døren til sit værelse.
Jeg smadrer alt. Hvis jeg ikke havde snakket til hende, hvis jeg havde ignoreret hende, ikke som jeg gjorder før, hvor jeg faktisk gerne ville lytte til hende, men helt, hvis jeg havde undgået hende, været mere ude, hvis jeg havde blandet mig udenom, så var alt gået fint. Jeg ødelægger altid alt. Selv Megan, selv en så glad type som hende. Hvordan gør jeg det overhovedet? Er det bare, alt hvad jeg elsker? Hvorfor skal alt gå galt med mig? For en gangs skyld i mit liv, en fucking gangs skyld elskede jeg en, der og så elskede mig. Og så smadre jeg alt.
Alt.
"Megan" jeg banker blidt på hendes dør, intet svar, jeg burde være van til det, det burde ikke gå mig på. Men selvfølgelig gør det det. "Kan du ikke bare sige et eller andet?" "Skrid eller jeg kværker dig i kattehår," snære hun og en pude rammer døren, "jeg er beæret, har du virkelig tænkt dig at rive hår ud af Larry for min skyld?" Bedre end ingen ting, jeg kunne dog have ønsket andre ting, måske bare et "okay"? Men nu ved jeg da, at min far ikke smadrede hendes underlighed. "Wierdo" mumler hun lavt, kommer det fra den underlige. Hrmp.
"Vil du snakke?" Intet svar, "lade mig forklare?" "Austin skrid".
Come on, hun kan ikke holde mig hen for evigt, hvorfor vil hun ikke høre? Jeg har ikke gjort det her før, jeg ville være ærlig, jeg ville ikke lyve. Men det tror hun Austin, hun tror du er fuld af løgne og falske forhåbninger. Men det er jeg ikke. Okay måske ville det tage tid, men jeg ville godt kunne lærer, at dele alt med hende.
"Du siger bare til, okay? Det er aldrig forsent..." jeg sukker af stilheden og går ind på mit værelse. Hun kunne godt lytte, bare lytte, jeg forventer ikke tilgivelse, men... det... kvinder er så besværlige, hvorfor er jeg ikke bøsse?!
Fordi din pik vil andre ting...
Mænd er sgu værre end Megan, de fleste i hvert fald, hun er mere underlig end dem, hun snakker og så mere, og så har hun Engolf...
"Søn" gud, hjælp. Jeg ved godt, at Megan har ret omkring dig gud. Man beder inderligt til dig, også er du ham der ignorere det.
"Far" jeg synker en klump og vender mig om mod ham, kig på ham Austin, hvis du kigger ned, tror han, at han har vundet. "Du er ikke så lidt fræk at bryde ind, var" hm idiot, fuck af. "Svar mig dog!" Han er fuld... og høj. Da jeg ikke svare slår han mig, rammer mig i maven. Men jeg flytter mig ikke, måske fortjener jeg det? Ikke for at afbryde, men for at såre Megan, det er ligegyldigt, hvorfor han slår, jeg fortjener det på et eller andet punkt, men fuck hvor ville jeg ønske, at det var Megan der slog, det ville ikke gøre nær så ondt. Alligevel flytter jeg mig af refleks, da knytnæven kommer susende anden gang. "Skal du gøre modstand?" Jeg lukker øjnene, da en hånd for fat i mig og trækker mig mod sig.
