Babysitter|✓

Bonus kapitel. Lola Harris

Jeg ville hellere høre på Austin og Mega udtrykke deres følelser over for hinanden, end at høre på hans selvfede monolog.

Jeg siger ikke noget til ham går bare i en bue uden om ham.

Jeg fortsætter ned ad gangen, til jeg når kantinen.

Som jeg går videre forbi.

Man behøver ikke spise tre gange om dagen.

Faktisk heller ikke to.

En er unødvendigt.

Men det forstår folk ikke.

Mad er jo... "Lækkert"?

Jeg ser det ikke. Jeg tror aldrig, at jeg har spist mere end tre måltider sammen med hele min familie.

Eller bare min mor, far og Austin.

Hvis du ikke kan hygge om maden, hvorfor skulle du så spise? Jeg ved det ikke, og derfor sidder jeg heller ikke ned og spiser. Og hvis du ikke sidder ned og spiser, hvordan vil du så spise meget? Jeg ved det ikke, for jeg spiser aldrig "meget".

Austin har bemærket det, men efter et helt år, hvor han jagtede mig med det, gav han op.

Han gav op på dig Lola.

For så vigtig er du ikke.

"Hey! Er du okay?"

En hånd griber fat i min skulder og holder mig tilbage. Lad vær med at slå personen Lola. Jeg vender mig om og kigger trodsigt op på Jason. "Hvad?" Han griner lavt.

"Jeg spurgte dig, om du var okay, du ligner et udtværet egern."

"Sikke et kompliment."

"Jeg gik ikke efter at give dig et kompliment, jeg var ærlig."

Ærligt.

"Mega fantastisk, hejhej."

Når folk spørg, om du er okay, mener de det ikke, de føler blot skyldfølelse, hvis de ikke spørg.

Jeg drejer rundt på hælen, men hans hånd stopper mig.

Damit, jeg skulle have givet ham et: ja, tak for at spørger i stedet for.

"Jeg spurgte, fordi jeg gerne ville vide det," han kigger undersøgende ind i mine øjne, men han finder ikke noget, det ved jeg, for jeg har lært at skjule mine tanker og følelser af Austin.

Og ham kan ingen se igennem, heller ikke Megan hvis han virkelig prøvede. Lige i øjeblikket skal hun bare trække vejret, også snakker han som et vandfald.

Det er ret foruroligende.

"Hey Jay!" En bold rammer ham i baghovedet, hvilket får ham til at grine og vende sig om, "pikhoved" griner han og samler bolden op, han kaster den, og jeg skynder mig videre ned ad gangen.

Hvordan overlever Austin det her helvede?

"Hey pige!" Jeg ignorere Jason og fortsætter ud på græsset, jeg går mod skraldespanden og åbner min taske.

Megan er begyndt at gå ind for madpakker, fordi hun aldrig selv fik en. Så nu giver hun mig en med, så tit hun kan.

I dag er en af de uheldige dage.