Alice har en kæreste, Cameron, og en bedste ven, Shawn. De tre hænger hele tiden ud, og laver alt sammen. De lever hver dag af deres liv som om det var deres sidste. De laver indimellem kriminelle ting, og en dag går det galt. Alice bliver fanget af...
Cameron og Francisco sætter papkasserne ind i huset, i gangen, og kommer tilbage i bilen. "Jeg ved ikk' hvordan du gør det... men på en eller anden måde ender du altid med at få din vilje" Siger Francisco forpustet, da han sætter sig ind i bagsædet. "Ja... det er ærgeligt jeg ikke kunne hjælpe... nåh, mad!" Siger jeg og beder Cam om at kører over til caféen.
Vi får spist frokost og kører tilbage til det der nu er mit hjem. Francisco kommer med ind, men kun for at hente Grace, som på det sidste har overnattet inde hos Nash. Grace skal nemlig bo hos Francisco.
Jeg krammer Grace og Francisco farvel og kigger på de mange papkasser. Jeg sukker og tæller antallet af papkasser. Der er 11... og vi er 11 i huset lige nu! "Hey drenge!" Råber jeg, "Vi hjælper dig ikke med at flytte" Råber Hayes tilbage inde fra stuen. Argh....
Jeg tager en kasse afgangen. De seks første jeg tager er tøj, som jeg 100% ikk orker at sortere osv., så det gør jeg vel senere. De næste 4 papkasser er der bare bras i, men det skal ikke smides ud. Jeg åbner døren til mit nye værelse, og ville ned efter en ny papkasse, men jeg ser Cameron for enden af trappen med en papkasse, "Orgh... tusind tak. Jeg orkede virkelig ikke at tage den sidste" Siger jeg og ser ham komme gående til mig, "Indrøm det, du orkede virkelig ikke at tage nogle af flyttekasserne" Siger Cameron da vi mødes, og går ind på værelset, "True" Svarer jeg, og sætter mig på sengen.
"Argh... jeg pakker ud imorgen" Siger jeg og lægger mig ned. Jeg tager mine ben op på sengen, så de ikke hænger ned af sengen. Cameron kommer og ligger sig ved min side. "Du ved godt at vi bor sammen nu, ik?" Siger Cam og aer mit lår. "Ja, os to, og 9 andre drenge" Griner jeg.
"Men... det er nu ret deprimerende at jeg skal sove på Jacobs gamle værelse..." Siger jeg og kigger på loftet. "Du kan jo altid sove inde hos mig" Siger Cameron og kysser mig på håndledet. "Det lyder som en idé" Griner jeg, "Men... det her er mit hjem nu. Jeg skal kunne sove herinde" Siger jeg bestemt. "Du har ret. Det her er dit hjem nu... Og det betyder at du også skal lave mad" Siger Cameron, mens han kysser min hånd. "Jeg kan ikke lave mad, og det ved du godt" Griner jeg.
Cameron begynder at grine, "Ja okay... du har ret". "Kan du huske pasta episoden?" Siger Cam og jeg begynder at grine og gemmer mit ansigt med mine hænder. "Det er ikke noget man bare lige glemmer" Siger jeg skamfuldt.
Flashback
Det var en af mine første gange, hvor jeg skulle spise middag med Camerons familie. Det var meningen vi skulle hænge ud sammen, men jeg ville gerne have at Camerons mor, Gina, kunne lide mig, så jeg ville hjælpe til med maden...
Sierra og Cameron var sammen i stuen, mens jeg var fanget med Gina og et par opskriftbøger. Vi skulle have spaghetti med kødsovs.
Jeg stod for pastaen, for det er let og enkelt. Jeg mener, alle kan jo lave pasta, ik'? Mens Gina tog sig af resten, på grund af at det var en familieopskrift, som var kompliceret. Jeg tændt op for pladen og lagde gryden på, med vand og salt i. Efter lidt tid, hældte jeg spaghettien i.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Efter lidt tid opstod der ild i pastaen! Seriøst, hvordan sætter man ild til pasta som sidder i vand??!!! Gina havde aldrig set noget ligende. Hun blev virkelig chokeret, men slukket heldigvis for ilden hurtigt.
Det var det mest pinlige jeg nogensinde har været ude for... Jeg ville jo bare hjælpe, og så ender det næsten med at jeg sætter ild til køkkenet??!! Jeg tør ikke lave mad... det er simpelthen for farligt jo...
Gina er så fantastik at spørge mig om jeg var okay, og hun begyndte at grine... Jeg var så bange for om hun blev vred på mig, eller noget.
Cameron og Sierra kom ud i køkkenet for at se hvad der skete, og de flækkede af grin. Det var si pinligt for mig, men jeg er glad for at vi kunne grine af det, istedet for at jeg blev smidt ud.
Flashback slut
"Please, lad vær med at minde mig om det... " Siger jeg, "Nogensinde". "Okay okay... jeg kan sagtens minde dig om andre minder" Griner Cam. "Nej nej nej. Never ever!" Siger jeg og leder efter en pude på sengen, for at slå Cam, men jeg kan ikke finde den. Hmm...
Jeg vender blikket mod Cam, og får puden i hovedet. "Orgh..!" fremskaffer jeg, og river puden ud af hans hånd. Jeg slår ham så hård jeg kan. Han tager sig til hovedet og gemmer sig, "øh... Cam. Er du okay? Undskyld jeg m-" Han afbryder mig med at råbe Arghh i hovede på mig. Jeg fik det største chok ever!
Jeg smed puden væk og slog ham på skulderen. "Du kan ikke få mig til at græde" Siger Cameron selvsikker. "Sikker" Spørg jeg, og giver ham en blanding af elevator-blikket og dræber-blikket. Cameron nikker. "Hmm je-".
Jeg blev afbrudt, igen, af at døren går op, og Jack kommer ind, "Dinner's ready" Siger han med britisk accent. Vi går ned og Cameron flipper helt ud, da han ser at Nash har lavet Kyllinge tortilias, hans livret.
