Før og efter Magcon // Cameron Dallas

33. Trettende Januar

👆Cameron's søster, Sierra. Cameron's mor, Gina og Cameron*

A/N: Sorry, men jeg forklare ikke hvad de har fået i julegave (Jeg er nemlig lort til at finde julegaver)... men i finder ud af hvad Cameron giver Alice... Nyd kapitlet :)

Alice POV:

Det er 13. januar. Jeg kommer til at tænke på hvad der skete lige før jul.

--Flashback--

Det er d. 23 December og Cameron har spurgte om jeg ville med hjem til ham og hans familie. For uanset hvor trist det er, har jeg ingen familie, så jeg sagde selvfølgelig ja. Jeg ligger på min seng, og kigger op i vægen. Min kuffert ligger parket i bilen.

Jeg kan hører Cameron skændes med nogle, over mobilen. Cam er inde i på hans eget værelse og er igang med at pakke. Jeg vil ikke afbryde ham, i hans telefonsamtale, men han skal skynde sig at pakke, hvis vi skal nå flyet til Texas. 

Jeg banker på døren, og åbner den langsomt. "Farvel" Hører jeg Cameron sige i mobilen. Cam står med ryggen til, og vender sig først om da jeg er på vej ind. "Alice" Siger han og lægger sin mobil i lommen, "hvad så?".

"Hvem var det du skændes med?" Spørg jeg og kigger på hans kuffert som kun er halv fyldt op. "Og hvorfor har du ikke pakket færdigt?" Udbryder jeg. Alle ved man skal være i lufthavnen 2 timer før flyet letter, og det tager jo også lidt tid at kører der over.... Vi skal kører om lidt under 10 minutter!

"Øhh, ja undskyld. Jeg kan godt nå at pakke" Fortæller han og smider et par t-shirts ned i kufferten. Han lyner den, og sætter den ned på gulvet.

"Cam, er du okay?" Spørg jeg og går nærmere mod ham.  Cam ruller kufferten, og er på vej ud a rummet, "Ja, jeg har det fint. Dig?" Spørg han med en over-glad stemme. Den stemme hører man ikk tit. Jeg tror ikke han snakkede med nogle business-relaterede personer. Det er en person som står ham nær. Familie. Venner... eller ekskæreste.

"Jeg har det fin, tak" Siger jeg, ret akavet, men han er allerede ude af sit værelse. Jeg fuldt efter ham ned til bilen. Før jeg ved af det smækker Cam bagegabæret i og jeg sidder ved siden f chauffør sædet. Cameron sætter sig bag rettet og begynder at kører.

"Du svarede aldrig på mit spørgsmål, du ved" Siger jeg, for at bryde den akavet stilhed. "Gjorde jeg ik?" Spørg han, og holder sit blik på vejen. "Nej... du råbte ind i din mobil i en halv time, og da jeg kom ind sluttede du den med det samme..." Siger jeg. "Det er ikke noget vigtigt" Forklare han. Argh, irriterende svar....

"Så, jeg må ikke vide det? Det er okay hvis jeg ikke må, jeg vil ikke være påtrængende eller noget...." Siger jeg og kigger ud af vinduet i siden. "Hey... det er okay, du er slet ikke påtrængende. Det er bare ikke vigtigt, okay" Siger han og vender sit blik mod mig. Jeg nikker mens jeg stadig kigger ud af vinduet.

Efter lidt tid, stopper bilen. Jeg åbner døren, men før jeg nåede at træde ud af bilen, mærker jeg en hånd på mit lår. Jeg kigger på Cameron og giver ham hvad-er-der-blikket. "Er vi okay?" Spørg han. Jeg nikker,n og han læner sig ind til et kys.Jeg kysser med, og trækker mig med et smil. "Vi er okay" Svare jeg, så Cam smiler.

*Efter flyveturen*

Vi er næsten ved hans forældres hus. Det er første gang jeg ser dem efter fængsel, og det.  Jeg kan hører Cameron trækker vejret dybere og mere højlydt. Mit hjerte banker, men hans banker hurtigere. Hvorfor er han nervøs?

Da vi når til hoveddøren banker jeg på, og Cam og jeg står og venter på de åbner. "Hey Cameron" Kommer Sierra og overfalder Cam. De har ikke set hinanden i lang tid. Jeg bliver glad for Camerons vegne, at have en søster/bror har altid været noget jeg har ønsket mig. Sierra og Cameron trækker sig fra hinanden og Sierra får øje på mig. "Åhh Alice. Hey!" Siger hun overrasket, som om hun ikke vidste jeg skulle komme. Mærkeligt.

"Hej Sierra" Siger jeg da hun læner sig frem for at kramme mig hurtigt. Hun laver et smil til mig, som virkelig ligner et fake-smil. Vi alle tre træder ind, og Sierra løber ud i stuen, sikkert for at hente Gina. "De ved godt jeg kommer, ik'?" Spørg jeg lavt til Cameron, men han nåede ikke at svarer for Gina var allerede trådt ind.

"Kan vi snakke?" Spørg Gina mens hun kigger på Cameron. Cameron går med hende, mens Gina giver mig et smil. Men ikke et varmt og kærligt smil, som hun plejer.... Det var også et ret falsk-smil.

Jeg står nu helt alene i gangen, og kigger på billede af Cameron fra da han var lille. Jeg har en ret stærk mistanke som at Gina, Sierra og Cameron snakker om mig....

--Flashback fortsætter i næste kapitel--