Den hemmelige Familie

28. Hjem kære hjem

"Velkommen hjem!" Råber Becka så snart jeg træder ind af døren. Det havde jeg godt nok ikke forventet, men ikke nok med det. Hun løber hen til mig, og giver mig den støste krammer nogensinde. "wow og også hej til dig" får jeg ud, da hun slipper mig. Hun kigger længe på mig, og jeg kigger ligeså længe på hende. Jeg ser hendes øjne blive mere og mere røde, så jeg trækker hende ind til mig igen. "Du ser så voksen ud" bliver vi afbrudt. Det er min mor der står og observere os. Det havde jeg godt nok ikke forventet at hun skulle sige. Det er et levende bevis på, at hun aner, hvorfor jeg er kommet hjem. Hun tænker sikkert bare, at jeg savnede dem eller havde brug for en pause. Det er vel også delvist rigtigt... Jeg har gevaldigt brug for en pause, så jeg kan finde ud af, hvad der sker med mig. Nu skal jeg bare finde ud af, hvad jeg har brug for en pause fra og hvad jeg skal bruge min pause på, men først har jeg en svær samtale at starte. Min mor fortjener at kende sandheden om, hvorfor jeg er her.

"Ej jeg skal jo vise dig mit tøj!" Afbryder Becka mine tanker. Uden jeg får noget valg, trækker hun mig ind på sit værelse og begynder at rode i tøjskabet. Hun kaster den ene trøje ud efter den anden, og indimellem kommer der også et par bukser ud. Jeg begynder at grine, hvilket får Becka til at tysse på mig. Hendes "shh!" får mig bare til at grine endnu mere end før og indenlænge lægger jeg nede på gulvet flad af grin. "griner du ad mig hva!?" råber Becka, mens hun ser meget alvorlig ud. Hun står med armene over kors og benene lidt forskudt. Præcis som vores far gjorde, da vi var små. Hendes alvorlige ansigt skrifter dog hurtigt og Becka lægger sig ned til mig. Ikke for at vise sympati. Nej. For at kilde mig. Becka ved hvor jeg er allermest kilden, hvilket er ret unfair, for hun er ikke selv kilden nogen steder. Hun kilder løs og jeg griner så meget, at jeg næsten ikke kan få luft. Jeg prøver at sige stop, men mine grin overdøver det. Alt i alt er det her en lortesituration, for jeg er alt for dårligt stillet. Jeg høre bank på døren. Hårde og kraftige bank, der abselut ikke lyder som noget godt. "D-de-det. Det ban-ban-banker p-p-p-på. Døren" får jeg grinet ud så godt som jeg nu kan. Jeg kan se på Becka, at hun ikke kunne være mere ligeglad. Mod alles forventning stopper hun dog alligvel. "Jeg er da ligeglad med, om der er nogen der banker på døren eller ej. Om det så var selveste One Diretion. At du er tilbage igen er det bedste der er sket for mig og ingen kan tage dig fra mig igen er det forstået!?" forklare Becka. Jeg får tåre i øjnene da hun fortæller det, for jeg har aldrig før følt, at jeg faktisk har haften betydning i nogens liv. Nu ved jeg, at jeg er god nok til Becka og det er det eneste der betyder noget lige nu. "Jeg elsker dig, ved du godt det?" hvisker jeg. Vi tager hinanden i hænderne og smiler op i loftet. Hvis en spåkone havde spået mig til det her, hvade jeg have grinet ad hende ligeså meget som jeg griner, når jeg bliver kildet.

"Du kommer med ned og det er lige nu! Du har en lille historie at fortælle din mor" råber min far nærmest, da han trædder ind ad døren. Han kigger med et stift blik i mine øjne. Nu er jeg på den.

"Hej mor" starter jeg stille og roligt ud, da jeg ser hende for enden af trappen. Hun siger ikke noget. Kigger bare blankt på mig og nikker stille. Det ser næsten helt uhyggeligt ud, for sådan har jeg aldrig set hende før. Denne samtale bliver vidst sværre end jeg først havde troet. Vi går sammen ind i stuen og sætter os i sofaen. Jeg trækker vejret dybt og går så i gang. "Mor... Mor jeg er så ked af det! Jeg ved ikke hvad der skete, men jeg er sikker på, at det ikke sker igen. Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det og hvordan det kunne ske. Det er som om min hjerne bare koplede helt fra i de minutter, jeg smadret alt påselænet. Jeg er så ked af det mor! Virkelig!" Min mor vil ikke engang kigge på mig. Hun kigger stift ned i gulvet, så nu ved jeg altså hvor jeg har det fra. Jeg triller lidt tommelfingre, mens jeg venter på min mors reaktion, selvom jeg egentlig ikke regner med der er mere at komme efter. 

"Du må gerne gå nu." "Hvor hen? Værelset? Parken? Hvor vil du have mig hen?" "Du skal ikke være i mit hus!" "Du kan ikke bare smide mig ud af huset! Jeg bor her ligeså meget som du gør! Desuden er jeg lige kommet hjem og Becka bliver knust når hun finder ud af, hvad du har gjort!" "Skal du sige mig imod hva'!? Fortæller du mig, at du siger mig imod!? Det her kommer du til at betale for, og det ved du godt!" Han er helt rød i hovedet. Jeg sidder og ryster i sofaen. Mine fødder er frosset til gulvet, og jeg kan ikke andet end at kigge ind i hans faretruende øjne. Jeg har erfaret mig med en af hans straffe, og det er abselut forfærdeligt. På dette tidspunk ville jeg ønske, at jeg bare var blevet i den klamme kælder. 

"SLIP MIG!" Skriger jeg. "FAR SLIP MIG SÅ!" Prøver jeg igen. Han stopper op. "Kaldte du mig lige far?" Spørger han forvirret. "Ja selvfølgelig kalder jeg dig far! Det kan godt være du ikke er min biologiske far, men det er trods alt dig jeg er vokset op med" forklare jeg. Han står helt stille, men vender så tilbage igen. "Du kommer til at betale for det her!" Råber han mig lige ind i hovedet. Han har hårdt fat i min arm og hans muskler kommer virkelig til syne. Han er gammel politimand, men efter sin førtidspantion stoppede han dog aldrig med at træne. Jeg tvivler på det var til det her formål, men træningen har uden tvivl givet pote. Han trækker mig ind på toilettet og låser os inde, så jeg ingen flugtmuligheder har. "Far... Far du gør ikke det her. Jeg beder dig" Jeg står oppe ad væggen med min fars ansigt to centimeter fra mit eget. Han kigger mig ind i mine øjne med sit meget vræde og bestemte blik. Jeg får tåre i øjne. "Ja græd du bare! Det er sådan du kommer uden om alle livets problemer! Den eneste foreskel fra før og nu er bare, at nu er der ingen til at redde dig. Der er ingen til at tage alt dit lort. Ingen til at rede dit liv!" Råber han mig ind i ansigtet. Det giver et sæt i mig, og jeg bliver ekstremt bange. Jeg ryster og græder endnu mere end før, hvilket jeg ikke troede var mugligt. "Stop! Stop nu!" Skriger jeg. "Ingen elsker dig! Alle lades kun som om i håbet om, at du forlader dem først!" Jeg mærker et hårdt slag i maven. Alle mine muskler stopper pludselig med at virke, og jeg falder på røven ned på gulvet. Der kommer mere vand ud af mine øjne nu end der har gjort hele året. "Du er et nul! Det har du altid været og vil altid være!"

-------------------------------------------------------------------
Hejj!!
Glædelig jul og godt nytår (for mig er det jul hele døgnet. Don't blame me!!)
Undskyld for jeg ikke har udgivet i aaalt for lang tid!!! Har skulle forberede mig på eksamen, standbundskarektere og har bare ikke haft den store lyst til at skrive det sidste stykke tid. Håber I kunne lide det her kapitel!

Ps. Det anbefales meget MEGET kraftigt at læse det næste kapitel LIGE efter det her, da de hænger alt for meget sammen til at blive læst med for meget mellemrum.