Den hemmelige Familie

27. "du skal hjem i dag"

"god morgen. Du skal hjem i dag, så det er vigtigt, at du gør dig klar snart" høre jeg en dame sige. "Mm" er det eneste jeg får ud, inden jeg lægger mig til rette igen. Denne her seng er bare så dejlig. Vent! En seng? Men der var ikke nogen seng i kælderen. Hvor er jeg?

Jeg vågner med et sæt og damen, der står ved døren får et kæmpe chok. "Hvor er jeg!?" Spørger jeg nærmest desperat. "Okay først skal jeg bede dig trække vejret" svare hun. Hun laver den der træls ting med hænderne, der viser at jeg skal falde ned. Ikke fysisk men mentalt. Problemet er bare, at hun kun stresser mig endnu mere med den bevægelse. Derfor kommer jeg til at råbe ad hende, hvilket jeg senere fortryder ufatteligt meget. "Nej! Du kan ikke få mig til at falde ned! I har ført mig hertil og det bliver også jeres job at få mig hjem igen! Kidnappere." Damen kigger forbløffet på mig. Den havde hun vidst ikke forventet, men sådan er jeg. Du kan ikke forvente, at jeg gør som du siger. I hvertfald ikke lige med det samme. Damen går ud igen, uden at sige et eneste ord. Det var da dejligt. Eller... Hvordan kommer jeg hjem?

Jeg kigger mig lidt rundt. Ikke fordi der er så specielt meget at kigge på, for det eneste interessante er sengen. Den er grå med et hvidt lan, pude og dyne på. De er i hvertfald ikke designere som alle medarbejderne til showet i går. Det var en vild dag i går. Meget vildere end jeg troede det kunne blive. Jeg aner ikke, hvad der gik af mig, men det var i hvertfald ikke mig. Det var ikke den rigtige mig. Det var ikke den Sofia hverken jeg, Anna, Becka, min mor, min far, Louis, Liam, Zayn, Harry, Niall eller nogen anden kender. Mit største spørgsmål er dog, hvad grunden til det hele er. Jeg kender ikke mig selv godt nok til at vide det endnu, men jeg skal nok finde ud af det. Om det så bliver det sidste jeg gør, inden jeg dør.

Jeg sætter mig på min seng og venter på, at der skal ske noget. De kan vel ikke have mig her hele dagen vel? Måske kan de, men hvis det er tilfældet, tager jeg bare hjem i aften. Jeg skal bare liige finde ud af, hvordan.

"Må jeg komme ind?" Høre jeg på den anden side af døren. Jeg kan med det samme høre, hvem det er. Det er den samme dame som før. Hende der pludselig var inde på mit værelse i morges, og som jeg stadig ikke har fået et navn på. Hun giver mig ikke noget valg, da hun stormer ind. "Ja nu er jeg her i hvertfald. Om du så vil have mig her eller ej" siger hun, så snart hun træder ind. Jeg kigger irriterede på hende. Hvis jeg havde fået er valg, havde jeg smidt hende ud med det samme. Kastet hende ud af vinduet eller sådan noget. Vent! Et vindue! Jeg er jo genial. Ligeså klog som Einstein! "Hvad vil du?" Spørger jeg som om intet er sket. "Jeg har en nyhed, men før du høre den, skal du love ikke at blive sur eller prøve at slå mig ihjel" siger hun. Jeg bliver mere og mere bekymret. "Det kommer meget an på, hvad din lille nyhed er" svare jeg uden at love noget.

"Du skal hjem i dag." Jeg går i choktilstand. Det var ikke det jeg havde forventet. Mit bedste bud var, at jeg måske ville få aftensmad i morgen, men at skulle hjem lyder da meget lækkert. "Ej det var da dejligt. Hvornår?" Spørger jeg. Jeg skal være 100% sikker på, hvornår. "Først i aften, så du har hele dagen til gode her inde. Du skal have pakket alle dine ting inden klokken 20, for lige efter tager vi afsted" svare damen. "Nu er det jo ikke fordi der er så meget herinde" siger jeg og kigger endnu engang over på den grå seng med hvidt sengetøj og de hvide vægge. Damen kigger rundt sammen med mig, men uden at sige noget. "Og som du ser er her heller ikke så mage ting jeg kan pakke" fortsætter jeg. Damen gør ikke andet end at nikke, mens hun vender sit blik mod mig. Vi får øjenkontakt, og hendes triste blik føles hjerteskærende. Jeg mærker alle de negative minder hun har, alle de dårlige ting g hun har oplevet. Der her rum eller hvad man nu ville kalde det, har tydeligvis en betydning for hende. Hun trækker vejret dybt og går med det samme igang med at fortælle sine historier. Som om hun havde set det samme, som jeg havde set i hende.

"Jeg sad selv herinde engang. Da jeg var 16 år. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde gang i. Ikke engang hvorfor jeg var her, men det fandt jeg ud af. Jeg sad herinde i to uger, men forskudt. Hvis jeg havde siddet herinde i to uger i træk, havde jeg været på sindsyghospitaleg nu, så jeg kom herind flere gange. En gang hver anden dag ca. Først var jeg flygter fra skolen, derefter fik jeg fyret den bedste lære på hele skolen. Hun prøvede ellers at rede mig for at komme i alt for store problemer, men endte med at bruge for mange penge og resurser på mig. Derfor blev hun fyret og bor nu på plejehjem. Jeg satte også ild til skolen engang. Der var skole nummer tre, for jeg var blevet smidt ud af de to andre. Da jeg kom ud, blev jeg sendt på børnehjem. Mine forældre fik taget forældremyndigheden fra sig, fordi de ikke kunne passe på mig. Jeg boede på børnehjem til jeg var 18 og flygtede så snart jeg kunne. Nu hvor jeg ser dig, ser jeg ikke andre end mig selv som yngre. Jeg ved godt du ikke er 16, men du er den eneste der minder om mig fra dengang. Derfor skal du også vide, at du kan ende i kæmpe store problemer, hvis du ikke passer på. Bare at være her er slemt nok. Når du kommer ud så håber jeg virkelig du har lært noget, for jeg ved, hvordan du har der. Held og lykke på den anden side." Fortæller hun og går. Det havde jeg ikke forventet, men der har klart sat en tankemylder igang.

-------------------------------------------------------------------
Hej!
Kapitlet kom ud lidt sent, men håber det er okay alligevel.
Mon Sofa kommer til at forandre sig eller bare ændre sig en smule efter damens historie. Find ud af det i de næste kapitler!
See ya!