Den hemmelige Familie

11. Flere hemmeligheder?

"you have to wake up Sofia. It's a lovely day, and you have to enjoy it instead of sleeping the whole day long..."

"Hey Sofia... Wake up please and tell us, what we can do for you"

"Sofia! Wake up you're too slow!"

"Chill Louis. She's sleeping after a looong day and you have to be sweet to her"

"oh of course Niall! After yesterday when she almost killed all of us! I could have been death right now Niall!"

Jeg høre hele samtalen og det Louis siger, går mig virkelig på nærværende! Han mener, at han kunne være død, men nu fortryder jeg virkelig at han ikke er det. Wow jeg hader ham! Hvordan kunne min mor og søster virkelig efterlade mig her med de her træls mennesker i fucking 3 uger!? Jeg lære aldrig rigitg at forstå dem, og det er jeg glad for. "Omg she's awake!" "She's alive!" "She wants to enjoy the day! Yaaay". Jeg smiler lidt, og kan næsten huske hvis stemme der er hvis fra i går. Jeg åbner øjne ligeså langsomt og ser straks 10 stirrende øjne. Jeg vender mig om på den anden side, men jeg bliver stoppet i min ellers fantastiske bevægelse. Jeg tager min hånd op i luften og smadre den ned til min skulder, hvor en andens hånd ligger. "Av!" Høre jeg en stemme. Jeg vender mig om igen og kigger på de stirrende øjne, der nu snart har mistet tålmodigheden og modet for at få mig op. Jeg smiler så godt man nu kan om morgenen, og de smiler tilbage. Eller alle pånær Louis. Han står bare og kigger på mig, derefter sin hånd, så på de andre, sidst rundt i rummet og så starter han forfra igen. Det er lidt mærkeligt, men nu kan jeg tilgengæld regne ud, hvis hånd jeg slog. "You have to be done now, course i'm hungry and i eat a lot when i'm hungry" starter Niall "then go" svare jeg flabet, men det fortryder jeg straks når jeg høre Louis. "YOU JUST WAKE UP AFTER TWO FUCKUNG HOUERS AND THEN WHEN YOU'RE FINALLY AWAKE DO YOU WANT NIALL TO GO!?" Jeg bliver så sur på Louis og jeg er sikker på man kan se det.

Jeg må ligne en tomat lige nu, for jeg er en bombe der snart springer i luften, og det er ikke et godt tegn, især ikke om morgenen. "Okay chill Louis. She's having a hard time right now and you have to accept that. It's Nialls sister and you don't want to break their future friendship, and especially not at the second day. You know how it feels to be left out, and not be a part of the normal or the fun life. Do you understand!?" Liam er virkelig voksen i denne her situation og sætter virkelig ord på alt hvad jeg føler lige nu. Han får en ny chance i dag.

Vi sidder ved morgenbordet med jordens næstbedste pandekager. De bedste er selvfølgelig min mors. På pandekagerne kan man enten tage sirup, syltetøj, sukker, bær, frugt eller nutella. Der er franskbrød med smør og noget melon ved siden af, for pandekagerne er førsteprioriteten for alle. Det smager meeega godt og jeg kommer klart i bedre humør. Der er en akavet stilhed mens alle spiser, men det gør ikke så meget. "Sooo what are you doing today?" Spørger jeg. Drengene kigger lidt mærkeligt på mig, hvilket jeg ikke helt forstår. Jeg vælger dog at ignorere det og vente på deres svar. "We're doing a show tonight. Uhmm the Olivia show if you know that" fortæller Liam. Jeg nikker, for det har både Becka og Anna fortalt mig alt om. Især når one direction har været med. "Soo when is that?" Spørger jeg for at komme videre i samtalen. Der er ikke nogen det svare, og jeg kigger lidt undrende rundt. "You don't know?" Spørger jeg stille. Hvis de ikke ved det, giver det god mening hvorfor de ikke siger det. Altså jeg havde heller ikke sagt, hvis jeg ikke havde vidst, hvornår jeg skulle til fødselsdag. De begynder hurtigt at nikke, men de fortælller stadig ikke hvornår. "Uhmm okay... Just say if i have to shut up, course i don't want to be anoying" siger jeg og spiser min sidste melon. Der er stadig ingen der siger nogen der siger noget, og det begynder at irritere mig. Hvorfor kan de ikke bare sige det?

"Why are you not telling me?" Spørger jeg lidt hårdt i stemmen. Jeg giver ikke op så let, og det kan de ligeså godt lære fra starten af. De svare stadig ikke, og nu pisser det mig virkelig af. Jeg tager min tallerken, siger "thank you for the food. I really loved the pancakes" og går ind på mit værelse. Hvis de ikke gider fortælle med det, så må jeg jo bare selv finde ud af det. Jeg tager min telefon frem, men den minder mig om bilulykken og jeg kaster den ned på gulvet igen. Den telefon driver mig til vanvid, og jeg skal nok også snart ud at finde en ny.

"Byee!" Råber jeg gennem huset, da jeg nu skal skaffe mig en telefon. Jeg har taget min sorte jakke på for outfittets skyld, en lille taske til de vigtigste ting og mine dejlige hvide sko, der virkelig har været gennem meget her på det sidste. "Where are you going?" Høre jeg en stemme. Det er Liam igen. Hans stemme er jeg begyndt at kunne kende, da han er den eneste der rent faktisk gider at snakke til mig. "I'll just go to the shop. You know the one for phones" forklare jeg. Han kigger mistroisk på mig, hvilket jeg godt forstår efter i går. De har virkelig mange grunde til at hade mig, men de er tvunget til ikke at sende mig på gaden i 3 uger. Held og lykke til dem. "Uhm and I don't have to go with you? You know show you where the shop is and something like that" siger han. Jeg er i tvivl om det var en invitation eller bare god opdragelse, men det ændre ikke på mit svar. "You can go with me, if I can go home by myself" han kigger forvirret på mig, så jeg bliver nødt til at forklare "i like to walk and not being carried". Han kigger forstående og også ret undskyldende på mig. "I'll not carrie you" siger han og jeg nikker. Hans invitation eller hvad det nu end var er lige blevet accepteret. Han tager sit overtøj på, solbriller og sko på, og så går vi.
-------------------------------------------------------------------
Var det en invitation fra Liam? Hvorfor vil Liam med? Og har Sofia endelig tilgivet ham for hvad han gjorde? Skriv gæt i kom og læs videre for at få svarene