Den hemmelige Familie

17. En (næsten) normal morgen

Jeg vågner af verdens bedste duft. Pandekager! Jeg skynder mig op, får tøj på og nærmest løber ud til de andre.

"Hey!" Er det første jeg siger. Jeg er helt oppe at køre i dag, og jeg har ingen ide om hvorfor. "Hi" siger de andre i kor, hvilket er lidt creepy. Det er ikke normalt at kunne aflæse de andres tanker fra morgenstunden af, men det er nok fordi de er fra England og Irland. "Why are you so happy today? What happens?" Spørger Harry næsten bekymret. Jeg smiler bare og går hen i sofaen. Liam og Louise er allerede igang med deres daglige morgenfifa, så jeg sætter mig bare med min telefon ved siden af dem.

"Orgh Liam shut up!" Råber Louis med sin mega britiske accent. Det lyder så sjovt hver gang han snakker, og jeg begynder også at fnise denne gang. "Louis arrggh" skriger Liam. De går godt nok meget op i det fifa. Det giver mig flashback fra dengang mig og Becka spillede fodbold ude i haven. Det var den mindste fodboldbane jeg nogen sinde har set, men det var mega sjovt alligevel. Jeg kan huske, at jeg scorede alle målene og Becka blev helt vildt sur. Vi er begge de større konkurrencemennesker, og derfor fik vi forbud for konkurrencer mod hinanden af vores forældre. De var blevet trætte af at hver konkurrence endte i en tudetur for os begge, så derfor var alle konkurrencer forbudt. Vi syntes begge det var unfair, men nu hvor vi er blevet ældre kan vi godt se pointen i det. Wow jeg savner Becka, mor og far. Selvom han ikke er min rigtige far, kalder jeg ham det stadig fra nu af. Indtil jeg har mødt min biologiske.

"You alright?" Afbryder Niall mine tanker. Jeg kigger på ham, og han ser bekymret ud. "Yea I'm fine" svare jeg. Det er den største løgn, men jeg magter ikke at græde lige nu. Ikke fordi man magter det på noget andet tidspunkt, men lige nu er bare dårlig timing. "That's the biggest lie I have ever heard" siger Niall. Pis! Han regnede det ud, og nu har jeg to muligheder. Enten lyver jeg igen og håber på det bedste ellers fortæller jeg sandheden og tager konsekvenserne. "I just miss my family" siger jeg. Det var noget af sandheden. Ikke den hele, men noget af den. Lad og bare sige, at det er det overordnede.

"Okay do you want to talk about it?" Spørger Niall stille. Det vil jeg gerne, men ikke med ham. Jeg plejede at snakke med Anna om sådan noget, men hun er her ligesom ikke. Måske kunne Niall være okay at snakke med alligevel. Jeg nikker ligeså stille som svar, men siger ikke noget. Jeg ved ikke hvordan man starter sådan en samtale med sin bror. Jeg føler ikke han er min bror, og vi er heller ikke særlig tætte. Ærligt er det her ret mærkeligt, men der er ingen vej tilbage.

Der er helt stille. Louis og Liam har stoppet deres Fifa, Harry har sat pandekagerne på bordet og Zayn er kommet tilbage fra toilettet. Alle kigger utålmodigt på mig, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal starte. Jeg kigger ned i gulvet, som faktisk er ekstra flot i dag. Årene på træet er meget tydeligere, det er lysere end det plejer og jeg kan meget lettere tælle hvor mange streger der er, så det gør jeg.

31, 32, 33... "Sofia say something" afbryder Liam mig. Jeg var ellers nået rigitg langt, men nu bliver jeg tvunget vidre. "I don't know what to say" forklare jeg og der bliver ikke mindre stille end før. Jeg tæller videre på mine streger og de andre begynder virkelig at miste lunden. "Sofia" er det eneste Zayn behøver at sige før jeg tager en dyb indånding. Jeg bliver nødt til at komme i gang. "I... I just feel like... I don't know" får jeg sagt. De kigger på mig som om der sider en tun i håret på mig. Som om jeg er blevet skør og de ikke ved, hvad de skal gøre ved det. Den eneste der ikke får mig til at føle som en wierdo er Niall. Han kigger hvert imod forståeligt på mig, som om han ved præcis hvad jeg mener. Jeg bliver nødt til at forklare yderligere, for det her ender ikke godt. "I don't know what I feel. I mean... I'm happy for beaing here, but I miss my family so much. My old life with Becka, Anna, my mother and my dad. I miss my jobs, the wierd boy in my class and engine else..." Forklare jeg. De kigger lidt mere forståeligt på mig, så jeg tror jeg gjorde det godt. Jeg forklare vidre, for nu kan de ligeså godt høre hele sandheden. "Everything is messed up and sometimes I regret going to the concert. I regret everything, because I just wanna go home and have my old life again." Siger jeg lige ud af posen. De tanker har jeg haft siden jeg kom ind i huset for første gang, og det er dejligt at fortælle det ud til andre. Nu betyder det ikke så meget, at jeg stadig ikke kender dem så godt. Jo vi er da blevet tættere og kan faktisk snakke sammen nu, men ser dem stadig ikke som familie. Mere som venners venner som jeg mærkeligt nok lige er åbnet helt op til.

"What else?" Spørger Louis. Han er seriøst synsk eller sådan noget. Han ser lige igennem mig, og jeg bliver nødt til at fortælle det hele fra start til slut med alle detaljer involveret.

"Yesterday when you where out I was thinking about everything. You know not things like: what am I gonna eat today or I'm boring. I was thinking about the whole situation about all this family shit. I texsted my best friend, but she haven't answerd me yet. She hasen't even seen the texts! I'm just worried about anything. Sorry " forklarer jeg. Der er ikke skjult en eneste detalje og jeg kæmper da også med at holde tårerne tilbage.

-------------------------------------------------------------------
Så er det ude!
Hvad ville du gøre, hvis du stod i drengenes situation?
Læs videre og se hvad de gør!