Den hemmelige Familie

21. Besøg af den rigtige far

Det er helt vildt, nærmere surrealistisk. Min biologiske far sidder lige foran mig. Min rigtige og ægte far. Ham der har mødtes med min mor og... Nej never mind det vil jeg ikke tænke på.

"I'm so happy to be here" siger han hele tiden. Hele bordet nikker eller i hvertfald dem der sidder ved det. Min kalder sig for resten Bobbie. Jeg er meget i tvivl om det er hans rigtige navn eller om det er et sjovt kælenavn. Uanset hvad det er, så er det hans navn fra nu af. Vi snakker lidt frem og tilbage. Eller de snakker lidt frem og tilbage for jeg sidder bare ved bordet og lytter. Sådan gør jeg altid med nye mennekser og det gør sig også gældende her. Af og til spørger de mig om maden smager godt eller hvordan det går i skolen, men siden jeg selv har lavet maden og dermed kun kan smage godt, og jeg ikke går i skole lige nu er der ret dumme og næsten for lette spørgsmål.

Vi er færdige med at spise og mig og Niall begynder at tage af bordet. "You didn't say something" hvisker Niall i mit øre henne ved den hvide opvaskemaskine. "Yes I did" svare jeg. Han skal sgu ikke komme her og sige, at jeg ikke sagde noget. Selvfølgelig gjorde jeg det, der var bare ikke ligeså meget som ham. Jeg ser Niall ryste på hovedet på vej mod spisebordet for at tage de sidste tallerkener. Jeg giver op på den dreng. Godt jeg ikke har levet med ham hele livet, hvis jeg allerede er træt af ham nu.

"Sofia come and join!" Råber Liam pludselig over fra sofaen. Jeg får jordens største chok, men prøver selvfølgelig at skjule det. Liam og Louis har gang i en vigtig Fifakamp og Liam ser ud til at tabe. Det er nok derfor han vælger at kalde på Fifa mesteren Sofia. Jeg går hen til Liam, tager hans controller ud af hænderne på ham og sætter mig i sofaen. Jeg sætter mig på gulvet foran Liam, selvom der står en hel sofa til rådighed. Lad kampen begynde.

Louis giver den alt hvad han har, men synd for ham er, at jeg altid vil være bedre end ham til Fifa. Jeg overtog for Liam da det stod 3-0 til Louis, men allerede ti minutter senere står det 3-1. "Fuck! I fucking hate you!" Råber Louis med sin hardcore britiske accent. Jeg er glad af grin, men Louis synes ikke det er spor morsomt. Jeg score mit andet mål og Louis kyler controlleren ned i sofaen. Jeg sætter spillet på pause og spørger stille og roligt "Louis you alright?" Han kigger surt på mig, hvilket er svar nok. Louis er den værste taber jeg kender især i fodbold, men det giver mig kun mere lyst til at vinde over ham. Da Louis er kommet lidt mere til sig selv igen fortsætter vi. Denne gang passer jeg på med at vinde for hurtigt og venter derfor i sidste sekund med de to sidste mål.

Da vi er færdige går jeg ud på toilettet. Ikke fordi jeg skal tisse, skal bare have en pause fra alt ting. Der er alt for overvældende at møde sin rigtige far og nu sagde min krop bare stop. Jeg kigger mig i spejlet. Jeg ser en slank og pæn krop, men mit ansigt følger ikke med. Det ligner ikke sig selv. Det er alt for hvidt, nærmest hvidere end de snemand jeg byggede sidste år. Det er ikke min hudfarve, men hvad kan man gøre ved det? Intet. Jeg løfter op i trøjen for at de om der er nogen forskel. Man kan stadig se arene og de blå mærker fra dengang. Godt der ikke er nogen andre end mig der har set dem, for magter ikke forklare det hele. Det er en indviklet historie og ikke noget jeg har lyst til at dele. Anna ved det godt, men nu tvivler jeg på om hun er den eneste der ved det. Hun har altid fortalt mig alt, men nu høre jeg intet fra hende. Jeg skriver til hende hver dag, men det er som om hun slet ikke ser det. Som om hun bare er forsvundet sporløst ud i den blå luft. Jeg trækker lidt ned i mine bukser, bare ned under hoften. Der er mærkerne stadig forsvundet så meget, at jeg måske er den eneste der ser dem. Måske ser jeg dem kun, fordi jeg ved de er der, og fordi jeg gerne vil se dem. Måske vil jeg bare kun se alle de dårlige ting ved mig selv, i stedet for alle de gode. Det er nok sådan mennesket fungere. Menneskers øjne er slet ikke så skarpe som vi går og tror. Vi ser alt det gode i andre, men os selv er bare røvhuller lige meget hvad vi gør.

Jeg høre en banken på døren og jeg skynder mig op med bukserne. "Hallo! It's my turn!" Høre jeg derude fra. Jeg låser op og går ud som om der ikke er sket noget. Jeg ignorere min far, da jeg ser ham på den anden side af døren. Jeg går ind i stuen igen og alt er ligesom før. Som om jeg slet ikke har været væk. Harry sidder stadig med sin te i hånden, Liam og Louis spiller stadig Fifa og Niall sidder stadig i sofaen med sit absorberende ansigtsudtryk. Den eneste forskel fra før og efter er, at Zayn nu er rykket i sofaen i stedet for toilettet som tideligere. Jeg kigger mig forvirret rundt og ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg går igen, men denne gang ind på mit værelse. Jeg reagere ikke på de blikke, Niall sender mig. Jeg lukker døren og lade mig falde ned på min seng. Jeg falder i søvn med det samme.

Der er helt stille. Eller det vil sige så stille der kan blive her i huset. Jeg ved ikke hvad klokken er, og jeg kan heller ikke tjekke det. Min telefon ligger inde i stuen, hvilket egentlig er meget dejligt. Hver gang jeg kigger på den, tænker jeg på Anna. Det banker på døren og jeg siger stille "yea?"
-------------------------------------------------------------------
Hejj!
Hvad synes du om kapitlet? Og havde synes du om Sofias far indtil videre? Skriv i kom og læs videre til næste kapitel!