Den hemmelige Familie

8. Bilulykken

"vi ses!" råber mig og Anna for sidste gang, før vi går hver til sit. Jeg har ikke så langt hjem herfra, og det samme med Anna.
Jeg går stille og roligt på fortovet. Der er ingen mennesker, biler eller lys i vinduerne. Jeg kigger ned på min telefon. Klokken er 4 om natten.

"ARGH!!" skriger jeg. Jeg ligger nede på fortovet med min telefon i hånden. "HVA' FUCK HAR I GANG I!!?" råber jeg med tåre i hele hovedet. "I-I'm so.. So so sorry!" siger ham der kørte bilen panisk. Han var ved at køre mig ned. "Oh you speak English. You are in Denmark, wich means WE DRIVE ON THE RIGHT SIDE OF THE ROAD!!". Jeg råber det sidste stykke så højt jeg kan, stadig med tåre i øjnene. "yes we know" siger en anden. "WHAT ARE YOU EVEN DOING!!?" råber jeg. De kigger på hinanden med et akavet blik. "oh you thought you could kiss and drive at the same time-" siger jeg opgivende. "BUT I GUESS YOU CAN NOT!!" skriger jeg. De nikker, kigger på hinanden, kigger på mig og starter forfra. "your drunk?" spørger ham den langhåret, der kørte. "no I'm not, but I think you are" svare jeg "no we're not!" siger den lave af dem. "mentally you are" siger jeg. De kigger på hinden, og så på mig med et surt blik. Den høje og langhåret rækker hånden frem "can I help you?" spørger han. Jeg sidder stadig nede på fortovet. "No! Don't touch me!!" skriger jeg og slår hans hånd væk. "sorry sorry, I'm just trying to help you" siger han overrasket. Tænk at han stadig kan være det. "oh and I should trust you? The person who could be the reason why my mom lost another daughter in a car crash?" siger jeg, og straks begynder jeg at græde. Det er stadig svært at snakke om, selvom det skete for snart to år siden. "oh you okay?" spørger ham den lille. Jeg gider ikke at svare ham, han kan jo godt selv se svaret.
"go away from me. Please" beder jeg, og de ladder faktisk til at lytte til mig denne gang. De træder væk, og jeg rejser mig op.

Alle sover når jeg kommer hjem. Andet ville også være mærkeligt, da klokken næsten er 5 om morgenen. Jeg ligger min i min seng og falder i søvn med det samme.

"morgenmad!" høre jeg min mor råbe nede fra køkkenet. Jeg finder min telefon, men jeg kan ikke bruge den. Den er fuldstændig smadret efter biluheldet, men hellere den end mig. "jeg kommer!" høre jeg Becka råbe. "kunne du råbe lidt højere så mor også bliver døv!?" råber jeg efter hende. Hendes værelse er lige ved siden af mit, og vi kan høre alt gennem væggen. "undskyld morgensure sovetryne" siger hun. Hun ved jeg hader at blive kaldt ting jeg ikk er, og den der sad. "kommer I eller skal I lige hyggesnakke først!?" spørger mor. "nej nej vi kommer nu!" svare jeg for os begge. Det lægger pres på Becka, hvilket hun hader. Jeg kan bare mærke vores gode søskendekærlighed i dag.

"nå nogle planer i dag?" spørger Becka. "ne-" skal jeg til at svare, indtil mot afbryder mig. "ja Sofia skal være sammen med sin biologiske familie, mens vi skal have en shopoedag". "vent hvad!? Mener du det?" spørger jeg. Møde min familie er stort! Gad vide hvem det er, om de er søde og ikke alt for pæne. De skal ikke gøre mig misundelig eller utilpas. "vi køre her om en time, så op og gør jer klar" siger mor og begynder at pakke morgenmaden væk. "jeg skal møde Niall! Jeg skal møde Niall!" synger Becka i hele huset, mens hun gør sig klar. Jeg tager et par baggi jeans på, en sort top og et par hvide sko. Jeg lader håret være løst med lidt ulede krøller, og tager noget let og naturligt make-up på.

Vi sidder i bilen, og jeg kan næsten ikke vente. Jeg ville normalt have skrevet til Anna i sådan et stort tidspunkt af mit liv, men det er jo lidt svært når den er grnnemsmadret Ingen siger noget, mig og Becka sidder og kigger ud af hver vores vindue, og mor er dybt koncentreret om sin kørsel. Jens kommer ikke, da han skal til et vigtigt møde.

Vi holder ude for et kæmpe hus. Det er hvidt hus, der nermest svæver over vores små hoveder. Der er en lang trappe op til hoveddøren, der selvfølgelig skinner. Vildt at man overhovedet kan bygge sådan et stort hus midt inde i byen.

Vi når alle op ad den alt for lange trappe og mor banker på døren

-------------------------------------------------------------------
Det ku så godt blive værre, men måske sker der en forskel når Sofia møder sin rigtige familie...
Er den nye familie helt fantastisk eller bliver det hele bare endnu værre? Skriv dit gæt i kommentarfeltet og læs videre i næste kapitel!