Den hemmelige Familie

19. Hader hun mig virkelig så meget?

"we have an interview today about 6 am, and we have to be in the studio for the rest of the time" siger Liam midt i morgenmaden. Han har altid styr på alt ting og er virkelig den voksne af os. Alle nikker og spiser færdig. Det er en lækker ostemad til dagen morgenmad, og jeg er helt klar til at komme videre. De andre ved det ikke endnu, men jeg har tænkt mig at tage ud at shoppe lidt rundt i byen. Både til dem og mig, men mest mig. Jeg har derfor lagt ekstra mærke til deres tøjstil både i går og her til morgen, men de tager alle hinandens tøj hver dag, så det er ret svært at kende deres stil hver for sig. Dog har jeg nogenlunde sporet mig ind på det og ved præcis hvad jeg skal have fingrene i. Nu krydser jeg bare fingre for, man kan få det her i nærheden.

Morgenmaden bliver ryddet af bordet og alle er nu på vej ud af døren. "Do you want to go with us?" Spørger Zayn mens jeg er i gang med at have den største fight med mine sko. De sambejder ikke og jeg må snart tage mine gårde metoder i brug. "I was actually planing a shoppingday, but I can go with you if you want to" får jeg svaret inden jeg næsten falder ned på gulvet. Skoen vandt over mig, men Zayn når lige at gribe mig før det går rigitg galt.

"Oh I'm so sorry. I don't know you had a plan today" siger Zayn efter korte sekunders stilhed. "That's fine that's fine. I'm just taking a break today, but tomorrow could be a great day to be in the studio" svare jeg hurtigt, mens jeg langsomt får balancen tilbage. Jeg skynder mig at få min sko på og komme ud af døren.

Der er en masse butikker. Intet center, men mange små og unikke ting med flotte detaljer. Her finder jeg helt klart noget til mig selv, men drengene er jeg ret i tvivl om. Jeg kan umiddelbar se hverken sorte skinny jeans, hvide t-shirts, hoodies eller andre ting der passer til dem. Den første interessante butik hedder Svanen. Den har den flotteste hvide svane som logo og priserne er alt for høje til sådan en som mig, men jeg går ind og tager et kig på den alligevel.

Her er halt vildt flot. Der er flotte kjoler, bukser og endda sko. Tøjet er vidst til fin brug for alt er hvidt, langt og slet ikke krøllet. Det er som taget direkte fra fabrikken uden en eneste har haft den mindste finger ind over. Jeg har aldrig set sådan en slags sko før. De er helt hvide, høje og blanke. Der er ikke eneste plet eller noget andet der viser, de har været rørt ved. Der er både gulv og sølv på de fleste af tingene og på få endda diamanter. Det ser ikke engang fake ud.

Jeg skynder mig videre før mine fristelser til at købe hver en ting i butikken bliver til virkelighed. Jeg skal på jagt efter en butik til drengene. Jeg nægter at gå hjem før jeg har købt noget både til dem og mig, så jeg må lede videre.

Endelig! Endelig finder jeg noget der bare er i nærheden af deres stil. Det er et stort øjeblik det her, for jeg har ledt i flere timer og endelig er det her. Nu skal jeg bare ind og finde tingEN. Kom så Sofia, du kan godt!

Jeg går ind og med det samme finder jeg et par sorte skinny jeans til 200 kr. Jeg køber fem par og krydser fingre for de er den rigitg størelse. Jeg finder selvfølgelig også liiige et par bukser til mig, tre t-shirts, en dejlig hoodie, to par sko og en masse forskellige smykker før jeg vender snuden hjemad.

Da jeg er henne ved fodgængere overgangen tigger en besked ind på min telefon. Det er ukendt nummer, så jeg bliver ret forvirret. I beskeden står der:

Hej.
Du kender mig ikke, men jeg er Annas bedste veninde. Jeg hedder Laura og går på Annas dansehold. Jeg skriver ikke til dig, fordi jeg vil lære dig at kende eller sådan noget, men fordi du skal vide en ting: Anna hader dig og det har hun altid gjort! Hun ha aldrig kunne lide dig og kommer heller aldrig til det, lige meget med hvor meget du prøver. Hun hader dig. Hun fucking hader dig! Hun er rigitg glad for at I ikke snakker mere og ønsker at glemme dig for altid.
Det var det jeg havde at sige og held og lykke med hvad du nu gør.

Ahva!? Det er 100% en stor løgn. En stor og dårlig prank som jeg nægter at hoppe på. Det kan umuligt være rigtigt og hvis det er, så ville Anna da selv skrive det. Hvad svare man overhovedet til sådan en besked? Svare man overhovedet noget? Det bliver jeg da nødt til. Jeg begynder at skrive et (hvad jeg selv synes) godt svar:

Hej Laura.
Jeg er rigitg ked af at høre, at Anna har det sådan. Desværre må hun selv skrive eller ringe hvis der er noget hun vil snakke om, for siden jeg ikke kender dig eller har hørt om dig, er jeg ikke helt overbevist om, at alt det du skriver et rigtigt. Jeg har flere gange prøvet at tage kontakt til Anna, men hun har ikke svaret, så hvis I er så tætte så vis det ved at få Anna til at skrive.
Farvel.

Nu håber jeg bare, at det er en stor løgn og at alt bliver godt igen lige om lidt. Jeg skal vel bare lade vær med at tænke for meget over det og fokusere på det jeg har nu og ikke hvad jeg risikere at miste. Jeg kan i hvertfald prøve på det. Den ene tanke der dog går igen i mit hovedet er "hader hun mig virkelig så meget? Og hvorfor kender jeg ikke noget til det?" Med de tanker vender jeg hjem med seks par nye bukser og en masse andet lækkert.

-------------------------------------------------------------------
Hejj igen!
Undskyld for jeg ikke har postet hver dag i lang tid. Prøver at få det op at køre igen, men hvis det ikke går så ændre jeg det til hver anden dag. Håber kapitlet var okay og hvis det var(eller ikke var) så læs LivaSloth's bog: the weight of dreams. Den er vildt god og kan klart anbefale at tjekke den ud.
Ses i næste kapitel!