Vi elsker og hader alle sammen igennem vores liv.
Nogle gange elsker vi, så tror vi det forsvinder, men så går det op for os, at vi stadig elsker dem, bare på en anden måde.
•••
Josh og Kamille.
"Josh. Josh Smith" mumler jeg, pigen nikker og går ind mellem pakkerne.
Kort tid efter kommer hun tilbage, "jeg kan virkelig ikke finde den, hvad er dens nummer?" Jeg svare hurtigt, utålmodig efter at komme væk.
Hvad laver Megan lige nu?
Diskutere med Harris?
Kysser ham?
Griner med ham?
Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at han ikke gør hende glad, at han ikke er god for hende. Men det ville være løgn. Hun gør ham glad, og han gør hende glad. Jeg ville bare ønske, at det var mig der gjorder hende glad.
"Størrelse?" Spørg pigen, "der er to bøger i, så ca. på din underarms længde," hun nikker og går ind mellem hylderne igen.
Der går ikke lang tid, før hun kommer tilbage.
"Jeg kan ikke finde den, seriøst, jeg er ked af det, men jeg kan ikke finde den," beklager hun oprigtigt, "det okay, jeg kommer bare igen i morgen." Det først nu hvor hun står og kigger op på mig, at det går op for mig, hvor smukke øjne hun har. De trækker i en og beder en om at komme nærmere. Før jeg når at tænke mig om, har jeg grebet en touch og skrevet mit nummer på en seddel, "hvis du en dag keder dig, s-" jeg går i stå, og hun griner, "så ringet jeg, det skal jeg huske," hun stikker sedlen i lommen, og jeg trasker ud af butikken.
Hvad laver du Josh?
Du skal ikke prøve at erstatte Meg.
Når du en dag får en kæreste, skal du slet ikke tænke på Megan.
Seriøst.
Jeg sætter mig ind i min bil og køre hjem af.
•••
Klokken 6 ringer min mobil fra ukendt nummer, jeg tager den uden at tænke videre over det. "Hej, det er hende fra posthuset, du har glemt din taske," åh fuck. "Jeg er på ve-" hun afbryder mig med en adresse, som jeg hurtigt skriver ned, inden jeg løber ud af døren og køre mod den. Hvordan kunne du glemme den Josh? Hun må tro, jeg gjorder det med vilje... Fuck hvor ville det være ynkeligt egentligt? Glemme sin taske med vilje? Det ville være at ramme bunden. Jeg går ud og sætter mig ind i bilen. Aria fjoller rundt med Jackson på sig værelse. Jeg ville ønske, at jeg kunne stoppe dem, men Aria er sin egen. Det har hun altid været. Hvis bare det ville gå op for hende, at han gør hende til sin, and han underminere hendes mening, at han ødelægger hende. Jeg har så mange andre, som ville være så meget bedre for hende.
Jeg når addressen, tøver inden jeg banker på, men banker så på.
Vores blikke mødes med det samme. Øjnene er igen det første jeg ser. De er krystalblå med mørke kanter. Wow. "Her" hun rækker mig min taske med et blidt smil.
"Er du der?" Jeg bliver straks revet tilbage til virkeligheden, da pigen vifter foran mig med sin hånd, "å- ø- øh ja, undskyld" jeg griner forlegent og tager imod min taske. "Kunne du tænke dig en kop te?" Spørg hun forsigtigt, "ja!" For ivrigt Josh. For ivrigt. "Jeg mener "ja"" griner jeg rødmende. Hun griner og træder til siden, så jeg kan komme ind, jeg går forsigtigt ind, sætter mine sko og taske for derefter at følge med hende. "Min søster sover ovenpå, så vi skal være tys tys," hvorfor synes jeg, at det er så charmerende, at hun siger "tys tys" i stedet for "stille"? "Ja klart" svare jeg fortumlet og er ved at snuble.
"Hov" hun griner. "Jeg har helt glemt at præsentere mig, Kamille" hun rækker mig sin hånd, jeg griber den og trykker den forsigtigt. Den ser så spinkel ud. Hun trykker igen, og jeg må undertrykke et skrig. Hun har et fast greb.
Hun går ud i køkkenet, jeg følger med. "Hvilken te fortrækker du?" Hvad skal jeg svare? "Te" hvad?! Kamille griner, "ja, te Josh" hun ryster smilende på hovedet, "når ja øh. Kamille" jeg blinker til hende, hvilket blot får hende til at smile endnu mere. "Du er sød," hun finder en pakke kamille te frem og varmer noget vand.
Fem minutter efter sidder vi ved stuebordet og drikker te. Kamille ledte forgæves efter nogle småkager, men hendes søster havde spist dem alle. Hende kunne hun fortælle en del om, Sarah på 13 år, en sur teenager, der spiser alt inde for tre kilometer og kan sove sig igennem et jordskælv. Men hun elsker hende, ikke på trods, men på grund af hendes underligheder.
"Så du arbejder på posthuset?" Halvt spørg, halvt konstatere jeg, "ja" hun smiler, "jeg havde brug for en måde at tjene penge på, også var der en ledig stilling," hun trækker på sine skuldre, "det er ret hyggeligt, hvad med dig?" Jeg skær tænder, "jeg har lige sagt op som pizzabud, efter den tredje hund havde sat sig fast i mit ben, tænkte jeg, at det var benet eller pengene," hun griner.
Det er en god ting ikke? At hun griner? Så synes hun, jeg er sjov. Og folk kan godt lide sjove mennesker, ikke? Hvad hvis hun synes, jeg er underlig? Dum? Griner over min dumhed? Jeg er ved at dumme mig, ikke? Shit.
Hvorfor paniker jeg overhovedet?
Tag det roligt Josh.
"Hvad med andre fritidsaktiviteter?" Spørg jeg. Hvorfor stiller jeg så mange spørgsmål? Jeg er jo dum. Hvorfor kan jeg ikke bare holde mund? Hvorfor sidder jeg her overhovedet? Hvorfor inviterede hun mig ind? Er jeg syn ynkelig?
Jeg er ynkelig.
Ti så stille, hun har ikke sagt, at du er ynkelig.
Men hun tænker det.
Snart tænker du det også selv.
Hold så bøtte.
Jeg slår dig snart.
"Jeg spiller violin, også maler jeg af og til, men jeg er virkelig ikke god til det, at male altså, violin går ret godt."
"Interessant, vil du prøve at spille noget for mig en dag?" Hvorfor sagde du nu det? Interessant? Seriøst? Slå dig selv. Og spille noget for dig en dag? Er du ude på at blive afvist og smidt i en skraldespand?
"Ja, klart" hendes smil bliver bredere, hendes øjne stråler mere. Wow. Virkelig. Bare wow. Jeg er forelsket i de øjne.
"Fedt."
Shit, du burde virkelig blive smidt ud i den skraldespand. Fedt? Dø.
"Fortæl noget om dig selv" beder hun. Hvad er der om mig? "Jeg bor med min søster og mor, min søster har en virkelig god veninde, so har en kat kaldt Larry, Larry er lidt underlig, men det må du aldrig fortælle Megan, de har et lidt... et lidt specielt forhold. Min søster hedder Aria, og hun er kærester med et røvhul - undskyld - jeg er igang med mit tredje år i high school, efter det vil jeg tage et sabat år for at finde ud af, hvad jeg helt præcist vil med mit liv, inden jeg gør det," jeg smiler kejtet, "heldige, jeg er kun igang med mit andet. Jeg vil gerne møde Larry," hun griner. Jeg smiler. Måske gør jeg det ikke så slemt alligevel?
---
Da jeg en time senere rejser mig, følger hun mig ud til døren. Vi står og kigger lidt på hinanden, inden jeg forsigtigt læner mig ned mod hende og kysser hende. "Jeg skriver," mumler hun, jeg smiler, husker min taske denne gang og smutter hjem af.
Måske er jeg ikke helt så dårlig til kvinder, som jeg troede?
•••
Kort I know. Men tja.
Magtede ikke mere.
HER ER DET LÆNGE VENTEDE BONUS KAPITEL.
Spørgsmål: Hvilken karakter fra Babysitter kan du bedst lide?
Udgivet; 18/11-19