Why me?

Kapitel 35

Alexanders synsvinkel d 12 september i Californien hjemme klokken 03:41

"Aaaaaaaargh" Endnu et skrig, Elena og jeg er rundt om hende jeg nusser hende på panden "Er du okay?" "Ligner det at jeg er okay?!!" Skriger hun "Det er ikke dig der skal presse 2 babyer ud af din ......" Siger hun og skriger igen den ve må da være slem den har varet i 2 minutter nu. "Emma, skat jeg tror at vi skal køre derind nu" HUn snerre et eller andet "Kom skat lad mig" "Nej fuck nu af jeg kan selv" Jeg trækker vejret jeg ved hun har mange smerte og det så jeg må overleve med hun snerre af helvedes til. 

Da vi er kommet ind til hospitalet siger hende der damen at hun kun har åbnet sig 3 centimeter og at hun derfor mangler hele 7. "For fuck helvede satan Alexande jeg gør det aldrig igen" Jeg stryger hende over håret "Det skal nok gå du gør det godt skat" Hun kigger surt på mig "Ja det kan du sagtens sige" 

Efter yderliger 4 timer med snerren og Emma nægter at få smertestillende ikke at jeg fordtår det. Men der er ikke nogen der tør sige hende i mod, ikke engang Maggie. "Emma er du sikker på at du ikke vil have lidt at spise?" Spøger jeg "Nej forsatan hvor mange gange skal jeg gentage mig selv?" Jeg tier øjeblikkeligt stille, "Skal jeg holde dig i hånden?" Hun nikker stille, hun har lukkede øjne jeg tager stille hendes hånd "Det er snart overstået" Hun vælger ikke at svare, "Alexander vil du have lidt at drikke?" Jeg ryster på hovedet, lidt efter falder Emma i søvn, hun har klaret det godt, selv med et par ord hist og pist er hun god. 

"Så Emma kæmp lidt for det pres" "Jer hvad fanden tror du jeg laver" Råber hun af sygeplejersken "MERE Emma mere" "Kom så skat" Hun langer ud efter mig og jeg rykker mig hurtigt, så jeg ikke bliver ramt "Stærkt Emma mere endnu" Hun forsætter fandeme, jeg mærker svimmelheden jeg høre noget børne gråd også høre jeg ikke mere. 

________________________

Da jeg vågner igen ser jeg Emma ligge i sengen med 2 små babyer i armene gik jeg seriøst glip af det. Jeg kan mærke tårerne "Skat" Jeg rejser mig og går med lange skridt hen til hende, der ligger de Tristan og Ashley Warren "Tillykke til os du klarede det så flot" Siger hun og kysser mig tilbage, "Må jeg holde" HUn fniser "Du behøves ikke at spøger det er også dine børn" Jeg rækker ud efter ham, og hun giver ham fra sig, det her er så specialt jeg elsker ham mere end jeg troede muligt.  "Tak fordi du var der for mig" Siger  Emma hun gaber højt  "Selvfølgelig" Tristan er faldet i søvn i mine arme, "Du er fantastisk" Mumler jeg og kysser Tristan i håret, Tristan Miller Warren mit barn Emma kigger kærligt hen mod mig, "Jeg elsker dig virkelig Alexander" Jeg smiler "Jeg elsker dig højere" Hun smiler, det her at blive far er noget af det største jeg nogensinde har prøvet. Allerede nu elsker jeg dem højere end jeg nogensinde har elsket nogen. PÅ en anden måde end med Emma, men så højt og bare tanken om der skulle ske dem noget er nok til at jeg bliver helt dårlig. 

Familien har lige været og se dem, og det var mindst ligeså sjovt at se Charlie og Jake med et spædbarn, som at se en komedie. Især da Tristan valgte at gylle ud over Charlie, men han blev ikke sur eller noget mere bare chokeret, de tog det bedre end jeg havde forventet. Nu glæder jeg mig bare til at komme ud her fra, og hjem så vi kan vende os til vores nye tilværelse som Mor o g Far, de nye titler er mærkelige at tænke over, men det føles alligevel underligt naturligt allerede. 

____________________________

Omg! Så er denne her bog næsten slut😔, vi mangler bare en epilog, det har været en fornøjelse at skrive på den og jeg elsker den så højt det er nok min y bog af dem jeg har skrevet, i vil nok få et par opdatering på familien Warren😘 Er vilde med deres personligheder! Husk gerne at stemme og kommentere!!