Why me?

Kapitel 19

Alexanders synsvinkel d 22 november på hospitalet vejret gråt regnende og blæsende 

(Sangen er valgfri syntes bare at det gør et eller andet for hele stemningen bag kapitelet så i er velkommen til at sætte den på) 

Jeg løber ned af den lange klamme hvide gang leder efter hende hende min elskede den pige jeg elsker højere end jeg elsker nogen andre. Da jeg endelig når til lokalet ligger hun bleg og u bevægelig med lukkede øjne "EMMA" Jeg råber det hun reagere ikke jeg rusker i hende jeg ligger fingeren på hendes hals der er ingen puls ingen puls jeg skriger på hjælp, men der kommer ikke nogen. Jeg ligger min hen over den krop som jeg forguder så fandens meget jeg ligger på en død krop en død krop den krop tilhøre den pige jeg elsker højere end mit eget liv. Nu ligger der en død krop som tilhøre jeg kan ikke tænke tanken de bløde læber som plejede at være så smukke lyserøde og hendes hår har mistet den der gylden hed tårerne løber ned af mine kinder, jeg falder mod afgrunden så hurtigt det der holdte mig fast holder ikke i mig længere. 

Jeg vågner op badet i sved, min vejr trækning den er så hurtig jeg prøver at trække vejret langsomt og roligt. Jeg kigger op på klokken 7:50 jeg tager min pakke cigaretter og trækker i et par jogging bukser og en hoodie den hoodie Emma elsker. Den dufter stadig af hende, jeg har ikke set hende siden ja. Jeg kan ikke tænke på andet end 79% chance 79% chance idag idag skal jeg se hende, jeg går med hurtige faste skridt ud mod bænken der hvor jeg har siddet og røget de sidste 2 dage jeg er begyndt at ryge rigtig meget, det gør jeg desværre når jeg er frustreret og lige nu er det der jeg finder ro i mine cigaretter. Jeg tager lighteren og tænder cigaretten som er plantet i mellem mine læber, jeg tager en dyb indhalering røgen kradser dejligt i halsen. Mine forældre kommer i morgen sammen med mine søskende, den måde røgen kradser hele vejen gennem halsen er dejlig jeg puster røgen ud og mærker effekten af afslapningen eller jeg har ikke den der indre ro som Emma giver mig, men den ro der vare i hvad 10 minutter også galoppere mit hjerte der ud af og min hjerne begynder at tænke i døds tanker. 

De her Mararidt, har været her lige siden hende den klamme kælling fortalte mig om hendes tilstand jeg kan ikke finde ud af om jeg hellere ville have haft hun ikke havde haft fortalt mig hvor stor risikoen er. Jeg bemærker slet ikke at der er en der sætter sig ved siden af mig, det er kun fordi at der er en der ligger armen om skulderen på mig. "Alexander?" Jeg kigger hen ved siden af mig det må være Emmas søster Maggie "Hej" Hun smiler, Emma ligner hende når hun smiler "Alexander jeg fik slet ikke sagt tak" Jeg kan høre hendes grådkvalte stemme hun er på renden til at græde "Der er ikke noget at sige tak for" hun ser chokeret ud "Du reddet min søster og du har gjort hende lykkelig jeg har aldrig set Emma så lykkelig som hun er nu og det kan jeg takke dig for" Hun krammer mig hårdt det er ikke ligeså godt som at kramme Emma, men det kan gå an i mangel af andet jeg krammer hende tilbage. Sådan sidder vi lidt tid indtil hun slipper mig "Er du okay?" 

Spøger jeg og famler efter en serviet, men jeg har sgu ikke nogle "Nej jeg prøver at du ved være stærk, men jeg er bare så bange for at hun ja" Jeg nikker jeg ved hvad hun mener jeg er mindst ligeså rædselslagen som hun er "Hvad med dig er du okay?" Jeg prøver at fremtvinge et smil der siger det er okay, men jeg er ved at bryde sammen, det er bare ikke så mandigt "Nej, jeg har ikke set hende og jeg ja er virkelig bange det er så nyt for mig, det er svært for mig det her. Jeg vil se hende og jeg er sgu ikke vandt til det her Maggie" Hun smiler hendes spinkle arme er stadig rundt om mine skulder " Alexander du er lige hvad Emma har brug for og jeg vil gerne støtte dig og det ved jeg at Emma også vil"  Jeg ryster på hovedet  og smiler for mig selv "Vil du med ind?" Jeg nikker og smiler hun tørrer sine øjne og går ind, jeg følger efter nu vil jeg snart gerne se Emma. 

Klokken er nu 2 og det er nu det er nu jeg skal se Emma jeg ved ikke hvad jeg skal sige eller gøre jeg skal bare se hende dufte hende mærke den puls som 7,9,13 er der. Jeg følger efter sygeplejersken ind på en lille lukkede stue, jeg kan se en slags boks jeg går ind og sætter mig på den stol der står ved siden af Emma. Jeg kigger ned på hende det er så svært at se hende, men ikke at kunne røre hende jeg hørte fra Emmas veninder at det vidst skulle hjælpe at snakke til hende, måske vågner hun. Jeg kigger ned på siden af hende der hænger en pose blod som der er en slange forbundet til jeg tror det er Emmas blod det hele svimler for mine øjne. "Jeg er her nu smukke" Det føles helt mærkeligt at snakke til hende jeg er ikke sikker på om hun høre mig "Jeg vil gerne fortælle dig hvor meget jeg elsker dig og hvor meget jeg hader at jeg svigtede dig" Jeg synker og smiler "Du skal bare vågne min prinsesse, også kommer vi ud fra det her hospital jeg forlader dig aldrig" Idet samme åbner hun sine øjne jeg smiler og jeg kan mærke mine tårer "Skat lig stille indtil lægen kommer okay?" Jeg ringer med klokken hvorfor fuck er de så langsomme? Idet samme kommer en sygeplejerske og en læge de går direkte hen til Emma "Kan du huske hvad der skete og hvad du hedder?" "Øhm jeg hedder Emma og jeg tror jeg blev stukket ned" "Ja det er rigtigt, hvem står der" "Alexander min kæreste" Kæreste jeg har ikke spurgt om det er det vi er, men det er helt klart drømmen jeg smiler "Okay Emma jeg skal lige undersøge dig det tager ikke så lang tid" 

Efter 5 minutter er det overstået jeg tager hendes hånd "Undskyld" HUn kigger forvirret på mig "Hvorfor siger du undskyld?" "Fordi jeg forlod dig og jeg ikke reddet dig" Hun smiler og begynder at bryde sammen "Min skat du skal ikke undskylde du gjorde dit bedste" Jeg ryster på hovedet vi snakker lidt, men efter lidt tid begynder den blodpose at fylde mere og mere op og lige pludselig begynder det der puls apparat at bibbe og hun bliver bleg og hendes øjne ruller om på den anden side. Hvis jeg var bange  før er jeg da bare endnu mere skræmt nu. En læge kommer løbende ind, og begynder at råbe noget med hjertestop og blodmangel og indreblødninger der kommer yderliger 5 læger ind og Emmas familie de stikker en nål i armen på  hende og begynder at køre væk med hende i en fandens fart. 

Emmas mor står med chok malet i ansigtet hendes søster Maggie har sat sig ned mit værste mararidt  er blevet til virkelighed hvis hun dør på det bord er jeg død. Emmas mor trækker vejret dybt "Alexander må jeg lige tale med dig?" Hendes meget rolige grådkvalte stemme "Ja selvfølgelig" Hun smiler et lille smil og går ud på gangen "Jeg har fået det hele fortalt af Maggie og af hjertet tak" Hun bryder fuldstændig sammen jeg ligger forsigtigt armene om min svigermor "Det er okay, vi er nødt til bare at håbe på at hun overlever og det gør hun" Hun krammer tilbage "Undskyld Alexander" Hun smiler et undskyldende smil der siger det hele "Det er her okay" "Du gør min datter glad og jeg kan ikke andet end at sige tak for de du er dig" Jeg smiler "Tak for at jeg må være sammen med hende Mrs Brown" Hun smiler "Læg det formelle til side, bare Elena" Jeg smiler hun krammer mig, det er svært ikke at elske Emmas mor allerede hun er så kærlig ligesom Emma og Maggie. "Det er okay at være ked af det Alexander, du kan altid sige hvis der er noget" Jeg smiler og nikker "Bare Alex" "Jeg glæder mig til at møde din familie Alex" Jeg smiler et lille smil, jeg tror ikke hun vil kunne lide min rodede familie. En familie som på ingen måde er det samme som Emmas kærlige søde familie. 

________________________________

Så var der liget et kapitel mere. Tror i hun overlever? Psst 7 stemmer og 5 kommentere for mere et kapitel mere er på højkant. Og forresten har jeg lavet en Wattpad instagram som hedder: dictehuscher01wattpad håber i vil følge med på den også🤪

Husk at stemme hvis det lyster det ville gøre mig så glad😘