Why me?

Kapitel 23

Emmas synsvinkel den 30 november regnende og overskyet klokken 14:30 på hospitalet 

Jeg er ved at dø af kedsomhed, jeg gider slet ikke at være her mere jeg ved godt at min spiseforstyrrelse og undervægt har meget at sige. Men det her er dræbende kedeligt jeg må ikke træne eller overbelaste min hjerne så jeg sidder og keder mig og snakker med Alex. Men stadig, jeg må ikke fortage mig noget aktivt eller kigge for meget på min telefon. Så alt i alt er det her hospital ret så død sygt, men i dag er det dagen hvor min skæbne bliver afgjort. Om jeg må komme hjem, hvilket jeg håber på, udover det så er det kommet mig for øre at Alexander snart har fødselsdag, han har den 5 december. Hvad ønsker han sig, jeg er nødt til at spøger ham for jeg aner det virkelig ikke, udover det så var Bailey og Selena her igår det var så hyggeligt. Men Alexanders fødselsdagsgave er hvad der fylder mine tanker. Han har nævnt noget med et kørekort et par gange, så det er jo en mulighed, men en anden mulighed er at give ham noget tøj eller noget for han mangler det. 

Jeg beslutter mig for at gå på google da jeg ikke har nogen ide om det. Alexander har et par gange nævnt noget om at komme ud og rejse med sine brødre, og jeg ved hvor meget han elsker sin familie. Selvom han ligger skjul på det, jeg kigge lidt og finder en her masse u originale dårlige gave ideer så som, tøj ,strømper ,underbukser, parfume eller en deodorant altsammen sådan noget kedeligt. Idet samme kommer Alexander ind af døren, jeg lukker min telefon ned jeg kan lugte hans cigaret røg, det lyder ret skræmende, men når jeg lugter den så forbinder jeg den med ham, så jeg ligger ikke mærke til det mere. 

"Hey" Jeg smiler og rækker ud efter hans hænder han rækker mig dem med undrede blik. "Hvis du kunne vælge et sted og rejse hen i verden hvor ville du så rejse hen og med hvem?" Han kigger undrende på mig, "Hvorfor" Jeg ryster på hovedet "Bare et spørgsmål" "Jeg vil gerne ud at rejse med dig, eller med mine venner" Jeg nikker "Hvor skulle det være hen, hvis du helt selv kunne vælge?" Han ser underligt på mig, jeg håber at jeg lyver godt nok til at han ikke opdager hvad jeg er ude på "Altså San Francisco gad jeg mega godt og det har vi talt om mange gange, men pengene har aldrig været til det" Jeg smiler og nikker og skifter hurtigt emne "Hvad, ønsker du dig i fødselsdags gave?" Han smiler og ryster derefter heftigt på hovedet 

"Emma, du behøves ikke at give mig noget" Jeg vælger at ignorere det han siger og spøger så bare "Fortæl mig nu bare hvad du ønsker" Han ser eftertænkt som ud "Noget nyt tøj, og penge til kørekort" Jeg nikker og klemmer hans hænder "Men Emma, du behøves ikke give mig noget" Jeg ryster på hovedet "Jo jeg gør, du fortjener det" Han smiler og ryster på hovedet "Emma, bare jeg har dig så er jeg ligeglad med alt andet" Jeg rødmer, han er så sød og jo han for en fødselsdags gave og mere til, jeg vil gerne takke ham for hvad han har gjort for ham. Han kigger på mig "Er du okay?" Jeg nikker og rykker så han kan ligge sammen med mig "I forhold til det der med din familie, er det løst?" Han ryster på hovedet, "Nej,og du skal ikke bekymre dig det er ikke din skyld" Jeg smiler "Jo, jeg skal bekymre mig for jeg bekymre mig for dig for jeg kan se det frustrere dig" Han smiler og sukker så 

"Ja, det er da irriterende, men der er ikke så meget at gøre ved det, min mor og min papfar burde have bedre styr på det, så det er ike nogen overrakselse" Det blik der er i hans øjne gør så ondt på mig, det der fortabte blik, og jeg ved ikke så meget om hans barndom for han vil ikke snakke om det. Men der er et eller andet som ikke har været godt. "Når, men jeg skal altså lige ud og snakke med Jake og Charlie, jeg er tilbage om lidt" Jeg kigge spå ham og rækker udefter et kram "Hey det hele skal nok gå og jeg skal nok hjælpe dig" Han smiler "Emma, du skal ikke tænke på det det løser sig og jeg har det fint, jeg er tilbage om mindre end 10 minutter" Jeg nikker, jeg vil gerne hjælpe og jeg kender nogen som kender nogen. Jeg skriver hurtigt en sms til min søster og mor, jeg håber da de kan hjælpe. 

Min søster og jeg har købt nogle værelser som Alexanders familie kan være på også har vi, købt flybilletter hjem til dem. Så der burde ikke være bekymring og udover det, også har vi købt noget tøj til dem selvom de har tøj så gik min mor lidt i shoppe mode, så jeg håber de kan lide det. Udover det,så er Alexander endnu ikke kommet tilbage, og der er gået 1 time nu og jeg begynder at blive lidt bekymret. Idet samme banker det på døren jeg åbner og der står Alexanders lillesøster Laura, hun er en så smuk pige "Hej Laura" Hun smiler "Hej Emma, må jeg komme ind" Jeg smiler og nikker, hun går ind hvad mon hun vil jeg sætte mig ned i sengen og gør plads til Laura. "Hvad så" 

Hun smiler, men bag det smil er der noget og idet samme begynder tårerne at løbe ned af hendes kinder "Hey, kom her" Jeg trækker hende hen i et knus, selvom jeg ikke ved hvad der er galt "Det er okay, du kan sagtens fortælle mig hvad der er galt" Hun holder så fast i mig, og jeg ved ikke hvad der er galt, da gråden er afdæmpet lidt begynder hun at forklare at hun har fået sin første menstruation og at hun er ked af det fordi hun bliver moppet af nogle drenge i skolen. Jeg kan blive helt sur, den pige fortjener ikke at blive moppet og jeg forstår slet ikke ar de vil moppe hende "Okay, Laura nu går vi ud og for styr på menstruationen også kan jeg prøve at hjælpe dig bagefter okay?" Hun nikker og smiler jeg give hendes hånd et lille klem stakkels pige. 

Efter at fået fixet det lille problem som var hende første menstruation, sidder vi og kigger lidt på tøj. "Så søde hvad kunne du tænke dig" Hendes øjne lyser op, som ti tusinde julelys  vi finde ren her masse tøj til hende, og jeg kan godt mærke at hun ikke er tryg ved det. "Kan du lide makeup?" Hun nikker "Okay, så kan vi også finde lidt til dig jeg er sponsor så du kan vælge lige hvad du vil" Hun begynder igen at græde "Laura, det er okay, det er en gave okay du skylder mig ikke noget" "Emma, jeg ved sket ikke hvad jeg skal sige tak tak tak" Jeg smiler og krammer hende jeg taster mine kort oplysninger og bestiller tøjet hjem til deres adresse makeuppen skulle gerne være der i morgen. Hvis det er tøjet de mopper hende med så bliver det ikke et problem længere jeg har givet hende for 10.000 kroners tøj og makeup tilsammen med glatte hjerne og krøllehjern og det var med rabat koder "Laura, hvis der er noget så ringer du bare okay?" Hun smiler og krammer mig endnu en gang "Tusinde tak Emma, nu kan jeg se hvad Alexander mener med at du har et hjerte af guld" Jeg smiler og krammer hende "Sov godt og bare kom ind hvis der er noget"  Da Laura er gået kommer Alexander ind af døren "Hey undskyld det trak lidt ud" Jeg smiler, jeg kan se at han prøver at spille glad, men der er noget som ikke er hvad der skal være. "Er du okay?" Han ryster på hovedet "Jeg har det fint Emma, du skal ikke bekymre dig" Jeg smiler og krammer ham " Jeg elsker dig, det ved du godt ikke?" "Jo det ved jeg godt og jeg elsker dig højere" Jeg ligger mine læber på hans "Jeg elsker dig højest" Han griner "Du samligner et lille træ med en stor skov" Jeg ryster på hovedet og vender øjne idiot min elskede kærlige idiot. 

__________________________________

Langt kapitel til jer, det er vel lørdag og der står 1,4 K på min bog i er for vilde tak tak tak, jeg græder lige nu af hjertet tak, husk at i stadig har mulighed for at komme med ideer til julekalender. Husk at stemme det ville gøre mig så glad og måske en lille kommentar. ❤️

Forsat en god lørdag!