Why me?

Kapitel 30

Alexanders synsvinkel hjemme i carlifornien d 14 januar klokken 20:30 vejret varmt og solrigt 

Hvad fanden gravid jeg er fandeme ikke klar til det jeg er kun lige fyldt 18, jeg har jo ikke engang levet. Børn bleer og alt det pis, jeg havde da tænkt på det. Men da først om 10 år eller sådan noget, måske længere, vreden bruser frem "HVAD FANDEN I HELVEDE GRAVID EJ NU STOPPER DET KRAFTEDME" Råber jeg det glas der står fremme kyle jeg direkte ned i jorden, vreden tager styringen fuldstændig, Emma siger knapt nok noget, hun sidder bare der og græder. Jeg rejser mig "Alexander nej" Men det er forment jeg tager en jakke og skrider, jeg kan høre hendes hulken. (Lyt til sangen så vil i forstå det)

Emmas synsvinkel i carlifornien hjemme klokken 20:40

Den sidste time eller hvor langtid der nu end er gået har jeg bare ligget her i min seng og grædt. Jeg vidste det jo godt, jeg vidste det godt at han nok ville reagere på den her måde, men fuck hvor gør det ondt på mig det her, jeg føler mig da heller ikke klar jeg er stadig kun 17. Jeg har fortalt min mor det og hun var overraskende nok ikke sur, men jo mere jeg tænker over det jo mere tvivler jeg på jeg vil have en abort. Men lige nu var det der jeg godt kunne have brugt Alexanders arme rundt om mig til at fortælle mig at det nok skulle gå altsammen og vi gjorde det her sammen. Jeg ved ikke hvad jeg gør ved mig selv, hvis han siger at han ikke vil det her, ville jeg være i stand til at have et barn alene uden Alexander, hvis det kommer så langt ville jeg det. Ja det er jo lige det der er spøgersmålet om jeg ville kunne det, jeg kan mærke tårerne den der kærlighed der er til noget som knapt nok er et menneske endnu. Gode forældre vælger deres børn frem for alt andet, og jeg ved at Alexanders forældre ikke har gjort og jeg kan sket ikke have tanken om det, og når jeg ser ham bag facaden hvor langt nede han er. 

Jeg har været vidne til det, de nætter med de mararidt som han nægter at snakke om. Han er så ødelagt, jeg vil gerne redde ham og han er kommet længere, nu er han jo stoppet med stofferne. men smøgerne har han ikke kvittet endnu, og jeg ved det giver ham en form for tryghed og jeg tvivler bestemt ikke på at han gerne vil stoppe, men jeg ved også bare hvor meget det kræver af ham og snakke om det. jeg ved ikke det hele og det forventer jeg ikke, men det kommer i små stykker, når han er kommet med en reaktion, så fortæller han typisk hvorfor han reagere som han gør. Denne her dag føles ret så endeløs som om mine tåre ingen ende vil tage, jeg græder og græder og græder, det er ganske forfærdeligt, han er ikke kommet tilbage og klokken er 23, jeg er bekymret. Har han taget stoffer er han kommet noget til. Normalt på dette tidspunkt af døgnet plejer jeg og ligge og sove, bare ikke lige idag. 

Der lyder små bank på døren jeg sætter mig med det samme op er det ham, men jeg kan bare ikke forstille mig at han skulle banke på først. Døren åbner og min mor kommer ind, hun går over til sengen og begynder at nusse mig i håret. "Han kommer aldrig tilbage" græder jeg "Jo Emma, det kan jeg forsikre dig om han gør, han elsker dig så meget. Det kom nok bare som et chok for ham, i er så unge så måske kan jeg godt forstå at han bliver chokeret." "Men han reagerede så voldsomt" Hhun ser mig direkte ind i øjnene "Ja Emma, det gjorde han, men du ved os godt at han har det med at reagere med vrede frem for fornuft" Hun stryger mig over håret igen og igen indtil min ellers lettere hysteriske gråd. "Emma skat, prøv at sove lidt, han er tilbage imorgen det lover jeg dig, også skal i to prøve at snakke sammen" Jeg nikker og ligger mig ned, næsten ligesom jeg lukker mine øjne er jeg faldet i søvn. 

Da jeg vågner dagen efter føle jeg at jeg har sovet i et årti, men ingen Alex. Sengen føles så tom uden ham, den er helt kold det er mærkeligt. Jeg tjekker min telefon ingen beskeder fra Alex, jeg overvejer lidt og gå nedenunder, men alligevel så har jeg ikke rigtig lyst da jeg fornemmer jeg bliver slemt skuffet hvis han ikke er kommet hjem. Men jeg beslutter at rejse mig op og gå nedenunder hvor min mor sider "Er han" Hun nikker langsomt, "Jer han er, jeg snakkede med ham igår aftes, han ligger på gæsteværelset" Jeg ånder lettede op "Gå op og snak med ham Emma, du har ingen idé om hvor ked af det han var" Jeg nikker, langsomt og går op af trapperne. Jeg står lidt ude foran døren, og trækker vejret. Ind og ud stille og roligt, før jeg forsigtigt og langsomt åbner den, da jeg kommer ind ligger han der helt fredfyld, jeg ved ikke hvad jeg sådan helt skal gøre, så jeg vælger at gå over og sætte mig på sengen. Jeg har lyst til at putte mig ind til ham og blive der forevigt, men han er ikke rigtig vågen så jeg tænker ikke at det er de rigtige tidspunkt endnu. 

Jeg læner mig forsigtigt frem og nusser ham i håret, jeg kan mærke mine tårer der kommer og jeg planter forsigtigt et kys på hans hals "Jeg er så ked af det, der skete det hele er min skyld" Siger jeg helt stille, "Måske hvis det er det du vil skal vi bare lade være at få barnet måske er det det, jeg ved godt at du har brug for at få føleres messigt styr på dig selv, og vi mangler stadig mange ting og affaringer" men jeg bliver afbrudt af ham "Nej Emma, jeg tror netop at det der kan hjælpe ville være at få det her barn, så jeg kan give det det jeg aldrig fik alt det jeg mangler, så det kan lukke hullet i mit ar så det ikke ender i to, jeg lover dig at du ikke skal stå med det her alene" Jeg tuder virkelig, mener han det her "Kom her" Han trækker mig ned til ham så jeg ligger oven på ham "Jeg er virkelig ked af den måde jeg reagerede på igår aftes, virkelig undskyld. Jeg blev så bange Emma, for den sociale arv, min mor fik også børn tidligt, og se hvad det er endt ud i, jeg blev bange for at der ville ske det samme. Og jeg er ked af at det skulle gå ud over dig, det var ikke min mening" "Undskyld skat virkelig, og hvis du stadig er sur så er det forståeligt, det skal du have lov til" Jeg løfter hovedet for hans bryst "nej jeg er ikke sur på dig, måske skuffet, men ikke sur, jeg blev bekymret for dig at du skulle gøre et eller andet dumt, men jeg er ikke sur på dig" Han smiler trist

 "Det burde du være Emma, for sådan som jeg opførte mig igår var langt fra okay og det ved jeg også godt" "Det er okay skat" "Nej Emma, det er det ikke, og det ved du også godt selv, du er alt for god for mig, det der skete der er ikke engang min værste sider" Jeg kigger på ham, jeg ved det godt, at det ikke er okay, men på den anden side, han har jo også en grund til at gøre det. "det ved jeg godt, skat, men jeg prøver bare at se lyst på det og jeg elsker dig jo forhelvede" Han smiler "Det ved jeg godt, og jeg elsker virkelig også dig" Jeg smiler "Du er tilgivet, selvom jeg aldrig har været sur på dig" Han smiler "Tak, skat" Han smiler igen og putter mig ind til sig "Så må vi jo til at finde et navn" Siger jeg, han ser eftertænksomt på mig "Jeg har altid haft den idé at hvis jeg fik en dreng skulle han hede Tristan" Jeg nikker, Tristan jeg smager på det, jeg kan meget godt lide det, selvom jeg selv havde noget andet i tankerne "jeg har en idé hvad med vi laver en liste med alle de tænkelige navne vi kan komme på, og vi har begge 2 veto stemmer" Han nikker "God idé" Jeg elsker ham jo min dejlige idiot!

_______________________________

SÅ endnu et kapitel, håber i kan lide det. Husk gerne at smide en stemme og en kommentar så er jeg lykkelig, i er velkommen til at komme med forslag til navn!😘 forsat god lørdag!