Do you remember me?

Octavia & Olivia

"Min-min far.. Han er død.."

Død
Mr. Anderson?

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.
Jeg mødte jo Mrs. Anderson i dag og hun virkede til at have det helt fint. Selvom hendes øjne var ret røde og hun havde mørke render under øjnene.

"det er jeg virkelig ked af at høre, han var sådan en rar mand." Hun strammer mig mere i krammet. "Han havde kræft, i største delen af sin krop. De kunne ikke gøre noget." Hun trækker sig ud af krammet. "Han døde for 9 dage siden," hendes øjne er allerede helt rødsprængte og hun har makeup over det hele i ansigtet. "Er du okay?" Det er nok dumt at spørge om, men nu spurgte jeg alligevel. "Jeg ved det ikke, jeg vil bare ikke have flere problemer end jeg allerede har. Jeg har tilgivet dig, vil du ikke også tilgive mig?" Jeg nikker. "Selvfølelig vil jeg det!" Jeg hiver hende ind i endu et kram.

•_•|•_•|•_•

Hun tager fat i min hånd og sammen går vi lige så stille ud i stuen til de andre. Der har været meget stille derinde imens vi har været ude i køkkenet. Det er sikkert fordi at de lytter med.

Vi går hen mod sofaerne og drengene stirrer underligt på os, man kan tydeligt se at de alle har noget at sige lige nu, men ingen af dem tør. "Vi -Olivia og jeg- er okay igen, men det betyder ikke at i ikke har noget at tale om. I behøver ikke at tage snakken lige nu, men snart. Okay?" Octavia kigger ret alvorligt rundt på dem. De nikker alle forsigtigt.

Octavia sætter sig over i sofaen ved siden af drengene og så står jeg bare der alene. De stirrer alle på mig, hvilket får mig til at føle mig ret malplaceret..

"Nå.." siger jeg på sådan en akavet måde. "Jeg må vidst også se at komme hjem ad nu.." "Nej! Bliv dog lidt længere," smiler Octavia og gør plads til mig i sofaen ved siden af hende. Jeg smiler, "okay så," og så sætter jeg mig over ved siden af hende.

{._.}[._.}[._.]

*Christians synsvinkel*

"Hvor bliver hun af?" Mumler jeg stille for mig selv. Jeg har siddet ude i bilen i snart 2 timer nu! Det kan hun altså ikke rigtig være det bekendt.. Jeg har sendt hende 2 sms'er og hun har ikke svaret, så nu ringer jeg altså til hende!

Jeg må vente i lang tid med mange irriterende bip toner i røret før hun endelig svarer.

Olivia: "Hej skat."
Christian: "Hej, hvor bliver du af?"
Olivia: "ej...... Undskyld! Jeg havde helt glemt at du sidder derude.."
Christian: "der går nok.. Kommer du snart?"
Olivia: "ehm.. 2 sekunder"

Jeg kan høre at hun skubber mobilen væk og snakker lidt med de andre der er derinde. Så vender hun tilbage til mobilen.

Olivia: "jeg kommer nu,"
Christian: "okay,"

*Olivias synsvinkel*

"Det har været rigtig hyggeligt," smiler jeg. "Vi ses snart," "vi ses," halv råber de alle i kor. Jeg løber ud i gangen, henter mine ting og løber ud til bilen. "Undskyld skat, det var bare så rart endelig at snakke med Octavia. Tiden løb bare fra mig og-" Christian afbryder mig ved at sige: "det er helt okay, det var godt du hyggede dig." Jeg smiler, Christian er sådan en dejlig kæreste. Altid glad og positiv.