Do you remember me?

Christians friends

Jeg hiver mig selv ud af kysset, "det her.." visker jeg, "jeg ved det," visker han så. Det er forkert, min eks er lige røget i fængsel og Louis og jeg er lige blevet venner igen. "Undskyld," siger jeg, hopper ned af sengen og går ud af værelset. Jeg skynder mig ind i stuen og ser videre på filmen med de andre. Der går omkring fem minutter før Louis og kommer ind i stuen, han ser lidt skuffet og trist ud. Han ved at det var forkert, vi kender knapt nok hindanen længere. Jeg vil bare gerne være hans ven igen, ikke mere. Ikke mindre. For nu.

.........

Filmen er slut og drengene er taget hjem. Jeg skal sove her i nat, sammen med Octavia. Vi har skiftet til nattøj, børstet tænder og ligger nu i hendes to mandsseng. Okay, det lød ret barnligt, men i ved hvad jeg mener.

"Oc..?" spørger jeg stille, hun kigger over på mig, "ja?" svare hun stille. "Louis... Kyssede mig," der går lidt tid inden hun svare, "mener du det?" "ja." Der går igen lidt tid før hun svare, hun lægger sig flat på ryggen igen og kigger op i loftet ligesom mig. "Kan du lide ham?" spørger hun, "nej, ikke efter alt det der er sket. Plus vi er lige blevet venner igen. Jeg vil ikke ødelægge det." "Det forstår jeg godt," svare hun.

"Ollie?" spørger hun så stille, "ja," svare jeg. "Jeg tror jeg er forelsket," "i hvem?" spørger jeg. "Liam.." Liam? Som i Liam Payne Liam? "Men han kan sikkert ikke lide mig," sukker hun. "Hvorfor tror du det?" "Da vi to blev uvenner.. Var han altid på din side, han bekymrede sig om dig og savnede dig," svare Octavia. "Hvad mener du?" spørger jeg, "han forsvarede dig når de andre drenge forsvarede mig."

Det lød ret ondt. Som om at han bør være imod mig, fordi at Octavia selvfølelig altid har ret. Jeg rejser mig op fra sengen, "hvordan kan du bare sige sådan?" Spørger jeg, "hvad mener du?" Spørger hun forvirret. "Du siger at du altid har ret og at det altid er min skyld alting," hun sætter sig op. "Det var ikke det jeg mente, og det ved du også godt." "Undskyld hvad? Siger du at jeg tager fejl?" spørger jeg vredt. "Olivia stop nu med det der," "farvel," mumler jeg vredt og går ud af hendes værelse. Tager mine ting, for jakke og sko på og så går jeg.



Jeg har gået i en times tid nu, klokken er snart 2 om natten. Der stadig 8 kilometer hjem til mig, men Liam skulle vidst bo lige herovre. Så der går jeg hen.

Jeg går stille og roligt hen ad vejen, et par fyre står ovre på den anden side af vejen. De begynder at pifte og råbe efter mig. "Hva'så smukke?" bliver der råbt, jeg begynder at gå hurtigere. "Hvorfor så travlt?" råber en anden. De går over på denne side af vejen og løber op ved siden af mig. "Vil du ikke lige hygge lidt med os?" spørger en af dem og løber op foran mig og går så baglæns så han kan kigge på mig. Han stopper op. "Du er hende der fik smidt Christian i fængsel, du er Olivia."

FUCK

Christians venner

Jeg går uden om ham og begynder at løbe. "Stop!" råber de, "Vi skal nok finde dig Olivia!" Jeg løber alt hvad jeg kan, og kigger tilbage. De er væk. Jeg løber stadig, men nu med tårer løbende ned af kinderne. Jeg troede det var ovre, men det ser ud til at det først lige er begyndt.

Jeg er nu nået til Liams hus, jeg banker løs på døren og ringer flere gange på ringeklokken. Efter 10 minutters konstant banken kommer han endelig og åbner døren. Jeg hiver ham ind i et kram, et langt og stramt kram og så bryder jeg igen ud i gråd. "Hvad er der sket?" spørger han, "Chris...Christians venner er efter mig," hulker jeg.