MIKKEL DAMSGAARD

31. ALLEREDE?!

Vi er hjemme igen. I Danmark - eller, jeg er. Jeg trængte til at komme til Danmark, og Mikkel havde ikke chance for at blive væk fra træning. Sådan er det.

Min mave er vokset rigtig meget på det sidste, og jeg har virkelig ondt det meste af tiden. Det er forfærdeligt. Min morgen-kvalme er vendt tilbage hvilket er forfærdeligt, og jeg sover næsten ikke om natten.

Lige nu er jeg hjemme hos Katrine og Andreas, som tilfældigvis også var i Danmark i disse dage. Vi sidder og får kaffe - det er ret så fucking hyggeligt.

"Hvordan går det med bebs? Har I fundet et navn til ham?"

"Jeg tror det går fint... og jeg håber! Han skal hedde Malthe," smiler jeg.

Katrine og Andreas kigger på hinanden og nikker. "Det er et nice navn," indrømmer Andreas. Jeg fniser.

"Ja, det synes vi også... vi må jo håbe han ikke vælger at komme til verden mens Mikkel er Italien," siger jeg og laver en grimasse.

"Hvor langt er du ved at være henne?" spørger Katrine med rynkede bryn.

"Uge 34."

Der bliver stille i et øjeblik.

"Jeg ville nok ringe til Mikkel, eller tage ned til ham. Jeg kender mange der har født omkring uge 34... helt uventet," forklarer Katrine.

Jeg bliver helt bange.

"Synes du?"

"Helt bestemt."

Jeg går ud for at ringe til Mikkel. Han tager den ikke i første omgang, men efter at have forsøgt 3 gange, tager mennesket den endelig. Jesus altså.

"Hej skat-"

"Hvorfor tager du ikke din telefon?!" Udbryder jeg. Der bliver stille. "Undskyld."

"Det er okay. Jeg er til træning," svarer han.

"Jeg er lige henne og få kaffe hos Katrine og Andreas-"

"Fedt! Husk at hils dem," afbryder han.

"Katrine syntes jeg skulle ringe til dig. Jeg kan sagtens risikere at gå i fødsel når som helst."

"Tag det nu roligt skat. Du føder på terminsdagen, og så er jeg hjemme til at være der."

"Du forstår det jo ikke Mikkel! Jeg vil godt have at du er her med mig."

"Jamen det kan jeg jo ikke bare. Jeg bliver nødt til at dukke op til træning."

"Fuck dig!" Råber jeg og lægger på. Der er en uhyggelig stilhed. Katrine og Andreas er også holdt op med at tale inde i køkkenet.

I lang tid står jeg og forsøger ikke at græde. Det er virkelig svært, og jeg kan mærke hvordan mit syn sløres, af de tårer som hænger i øjenkrogen, og er klar til at løbe ned ad kinderne.

Det er så typisk Mikkel - alt mulig andet før mig. Jesus, hvor er det røv træls.

Jeg går ud på badeværelset for at sikre mig, at min make up ikke er helt fucked pga tårerne. I længe tid står jeg bare og kigger på mig selv i spejlet. Dybt i øjnene.

Jeg skal til at gå ud af døren, da jeg pludselig står i en pøl af vand... shit!