MIKKEL DAMSGAARD

6. NÆSTE SKRIDT

Der er stille i et par sekunder, indtil det banker på døren. Med et sæt, skynder vi os at få tøj på. Stressfaktoren er helt i top, og tankerne kører rundt i hovedet på mig. Hvordan lukker jeg lige Kasper ud, uden Mikkel opdager det?!.. fuck det, vi må spille den.

Da vi begge har fået tøj på, går jeg ud og åbner døren. Kasper står i baggrunden, så det ikke virker for indlysende.

Mikkel kigger på mig med sammenknebne øjne. "Næste gang du knalder udenom, så gør det med lukket vindue!" Siger han vredt, og kyler et par blomster han har købt, i hovedet på mig. Mine øjne bliver store som tekopper. Har han lige opdaget os?...

"Mikkel," råber jeg, og skal til at løbe efter ham. Men Kasper holder fast i mig, så jeg ikke kan. "Slip mig Kasper, jeg skal ud til ham!" Råber jeg panisk. Han svarer ikke, men holder mig fortsat, indtil Mikkel er ude af syne.

"Du har mig," siger Kasper. Ikke på den der jeg er der for dig-måde, men mere sådan en du skal knalde mig istedet for ham-måde. "Jeg vil bare have Mikkel!" begynder jeg at tude.

"Nej, kom nu her," siger han og prøver at slæbe mig ind på mit værelse igen. "Jeg vil have Mikkel!" Råber jeg af mine lungers fulde kraft.

Han tager mig hårdt i armen og tvinger mig til at kigge ind i hans kolde blå øjne. "Mikkel vil ikke have dig, okay? Du ligger og knalder en anden. Vær taknemmelig for at du stadig har mig!" Siger han. Han skræmmer mig virkelig nu.

"Giv slip på mig!" Vrisser jeg. Han giver slip. "Fint... kom med," siger han og river mig ind på mit værelse.

"Er du sød at gå?" spørger jeg roligt. Skulle jo nødig have det endte som med Mikkel - mit fjæs kan i hvertfald ikke tåle flere skrammer.

"Gør hvad jeg siger!" Siger han koldt. Han gør mig sådan virkelig bange nu.

"Er du sød at gå?" Spørger jeg igen, nu med tårer i øjnene. Uden at svare, går han mod udgangen. Med hårde skridt. Han åbner døren og vender sig om mod mig.

"Du valgte Mikkel-"

"Det sagde du selv jeg skulle," afbryder jeg.

"Ja, det gjorde jeg. For du kan jo alligevel ikke holde dig til ham, vel?". Jeg stivner.

Han går, men tilføjer alligevel lige et par sidste ord. "Pas på. Nu er vi ikke venner mere." Ordene giver mig kuldegysninger. Hvad sker der for alle, seriøst?

Først da han er gået, er det gået op for mig hvad der er sket. Uden at tænke overhovedet, begynder jeg at spurte hen til Mikkel. Jeg tør ikke være alene lige nu, for jeg er bange for hvad Kasper kan finde på. Bare jeg ikke møder ham på vejen...

Uden at banke på, vælter jeg ind ad døren og smækker den igen bag mig. Mikkel står forvirret og kigger på mig.

"Han sagde at... han er... han han... han prøvede at... han er ond," prøver jeg at forklare ham. På grund af min tilstand lige nu, kigger han bekymret på mig, og trækker mig ind i et kram.

"Jeg sagde jo du skulle holde dig væk fra ham," siger han roligt og kysser mig i håret, mens mine tårer slipper frit ud nu.

"Jeg har bollet udenom," græder jeg.

"Det er okay. Jeg ved du er ked af det," svarer han og krammer mig endnu tættere. Sådan står vi i lang tid indtil jeg har fået styr på mine emotions.

"Vil du med ind i stuen? Jeg har noget jeg skal fortælle," spørger Mikkel. Jeg nikker, og vi går derind. Der er en utrolig stilhed, og jeg kan se at han er ved at komme med dårlige nyheder.

"Inden jeg siger det... vil du gerne høre det, eller vente? Jeg kunne forestille mig det måske er en lidt stor mundfuld oven i alt det her," siger han nervøst. Jeg tager hans hånd og smiler til ham. Jeg sender et blik med mine øjne, som fortæller, at jeg gerne vil høre det.

"Jeg har skrevet under med en klub... i Italien. Jeg starter her når sæsonen starter igen. Det betyder at jeg flytter derned," får han sagt med besvær. Tårerne presser sig på igen. Det føles som at få en mavepuster. Jeg kommer til at savne ham for sygt. Og så skal jeg være alene med Kasper i Danmark.

"Men," siger han så. "Jeg tænkte på om du ville flytte med?"

En varme breder sig i kroppen. Aldrig har jeg villet noget så meget før. Det passer jo perfekt - jeg skal have et sabbatår her efter sommerferien, som jeg ikke har planlagt endnu.

"Ja!" Svarer jeg forventningsfuldt. Mikkels ansigt går fra at være bekymret, til nu også at vise glæde. Han smiler så sødt.

"Huslejen får jeg betalt, så det skal du ikke tænke på. Jeg skal flytte her i slut juli, så der kan du jo flytte med hvis du har lyst?"

Vi får aftalt diverse ting. Jeg kan slet ikke forstå at jeg skal bo med Mikkel - det føles helt uvirkeligt.

"Clara?" Spørger han lige inden jeg går.

"Hva så?"

"Når nu vi flytter sammen... er det så som kærester?" Han lyder utrolig sikker, og kigger mig dybt i øjnene. Jeg giver ham et smil. "Ja."

Mikkel og Clara.

Clara og Mikkel.

Det lyder sgu godt!

Vi er et par nu.