Dagen er endelig kommet, hvor vi skal til Danmark! Det bliver dejligt bare at komme hjem og nyde hinandens selskab inden den står på EM - og selvfølgelig også se venner og familie. For Gud, hvor er det lang tid siden man har set til dem!
Da vi er ude af flyveren, venter både min og Mikkels familie, Kasper, og et par af Mikkels venner. Mine veninder har jeg ikke snakket specielt meget med siden vi blev studenter... men det går vel. Jeg har Mikkel. Og Kasper. Og min familie.
De har åbenbart alle sammen aftalt, at vi spiser samlet hjemme hos min familie. Det bliver monster hyggeligt. Vi kører splittet i forskellige biler, hjem til mine forældres hus, hvor de allerede har gjort lidt mad klar.
Bordet er dækket fint op, der er lys på bordet, servietter og hele molevitten.
"Hold da kæft. Kan du huske da jeg faldt ned ad trappen?" Spørger Mikkel og peger derhen. Jeg smiler ved tanken. Jeg tror aldrig jeg har set Mikkel være så stiv som den dag.
"Du var megastiv!" Udbryder jeg. Vi griner lidt.
"Kan du så også huske da du pissede i vasken?"
Mikkel daffer kærligt til mig, mens han griner. Amen hans grin er så sødt! Det får mit hjerte til at smelte hver eneste gang.
"Vores to små guldklumper..." siger Mikkels mor til min mor, mens de står og betragter os. Mikkel og jeg stopper begge helt op, og vi bliver begge helt røde i krydderen. "Stop mor," fniser Mikkel forlegent, da alle pludselig kigger på os.
"Jeg skal nok holde," smiler Mikkels mor og blinker til mig. Mikkel går over og snakker med Kasper.
"Nåh.. kan I få tiden til at gå ovre i Italien?" Spørger Mikkels mor mig. "Tjaaa... det er lidt både og. Jeg overvejer i hvertfald kraftigt at finde et job og begynde på noget uddannelse," forklarer jeg.
"Ja, har du overvejet noget specifikt?" Spørger hun interesseret.
"Noget ejendomsmægler-uddannelse tænker jeg," svarer jeg og trækker på skuldrene.
"Spændende - det tror jeg du ville være monster god til!" Smiler hun. Mikkels mor er SÅ sød, det er helt ufatteligt.
"... har du... har Mikkel fortalt om..." begynder jeg forsigtigt.
"Ja, det har han," svarer hun og lægger en hånd på min skulder. "Og jeg er glad for at han har sådan en som dig i sit liv," smiler hun. Jeg rødmer helt.
"Selvfølgelig... jeg kan ikke lide at se ham på den måde," siger jeg lidt bekymret.
"Det forstår jeg godt. Men du har klaret det så godt!" Hun krammer mig.
Idet hun krammer mig, er det som om hele mit følelsesregister går amok, og alle følelser lige pludselig kommer ud. Jeg tager mig selv i at stå og tude.
"Jeg tror lige vi går et andet sted hen. Kom her," siger Mikkels mor og følger mig ud af køkkenet hvor alle står. Heldigvis tror jeg ikke der er nogen som har set, st jeg står og tuder.
"Siden alt det her... jeg har bare været så bange for at miste ham," stortuder jeg. "Og jeg er så ked af at han har haft det så skidt... jeg..." mere kan jeg ikke sige. Sølle som jeg er, sidder jeg bare og tuder, imens Mikkels mor ihærdigt prøver på at trøste mig.
"Alt er godt nu, ikke? Du klarer den."
Et kvarters tid efter, går vi ud til de andre igen, og lader som om intet er sket. Mikkel kommer listende hen til mig.
"Har du været ude og snave min mor eller hvad?" Hvisker han. Jeg fniser og ruller øjne af ham.
"Nej, din klovn."
Kort efter, sidder vi ved bordet og spiser. Vi snakker om alt mellem himmel og jord, og Mikkel og jeg bliver selvfølgelig også spurgt ind til lidt af hvert... især min egen mor er meget ihærdig med spørgsmål!
"Hvaaa.... Børnebørn, er det snart noget vi får at se?" Spørger min mor. Nok mest i sjov - håber jeg da, men tanken skræmmer mig!
"Tag en chill pill! Jeg er kun lige blevet myndig!" Forsvarer jeg mig.
Alle griner - udover Mikkel, som ligner en der lige har set et spøgelse. Jeg griner ved synet af ham. "Jeg bliver syg af at kigge på dig. Hold op!" Griner jeg og skubber til ham.
Vi sidder i et par timer ved bordet, inden folk begynder at bevæge sig hjemad.
Planen er at Mikkel og jeg for første gang i lang tid, sover adskilt, i og med vi sover hjemme hos hver vores familie. Derudover, skal Mikkel ses med nogle venner i morgen - jeg skal bare være herhjemme og slappe af, og måske få besøg af Kasper. Man ved jo aldrig.
I morgen aften skal Mikkel og jeg så ud og spise sammen, og nyde sidste aften inden den står på EM for Mikkel, og jeg dermed ikke ser ham i omkring en måned.
"Farveeeel," siger Mikkel kærligt og giver mig et langt kram. Vi står siden i lang tid. "Din far skræmmer mig," hvisker Mikkel med et glimt i øjet.
"Åh nej, hvad har han sagt?"
"Han mindede mig bare om at man skal huske beskyttelsen,". Mikkel griner, og jeg står bare med åben mund og er pinlig.
"Ej det sagde han bare ikke, vel?"
"Jojo," griner Mikkel.
Jeg kigger rundt. Der er ikke andre end os to i nærheden. Så jeg kysser lidenskabeligt Mikkel, lige indtil begge sæt forældre vælter hen til os.
Vi stopper øjeblikkeligt. "Hold da op," siger min mor overrasket. De andre griner. Jeg giver hende bare det ultimative dræberblik.
Vi siger alle farvel, og inden jeg får set mig om, er Mikkel og hans familie ude af døren. Jeg savner ham allerede. Det bliver hårdt at skulle undvære ham når EM starter! Virkelig virkelig hårdt.
YOU ARE READING
MIKKEL DAMSGAARD
Fanfiction*ADVARSEL: INDEHOLDER SEX, VOLD OG STOFFER* Mikkel og Clara er bedste venner - det har de været lide siden de mødte hinanden, første dag på gymnasiet. Et helt specielt venskab, man ikke bare lige kan slå i stykker - og dog. Da Kasper Dolberg pludsel...
