MIKKEL DAMSGAARD

17. SIDSTE AFTEN

I dag er sidste dag, Mikkel og jeg må ses sådan rigtigt - derefter, kan jeg maks komme til at sidde og kigge på ham fra tribunen.

Mikkel er sammen med nogle venner nu, og så skal vi som sagt mødes senere, og spise aftensmad sammen på en restaurant inde i København. Hvilken en, ved jeg ikke endnu. Det er Mikkel der har bestilt bord et "hemmeligt sted."

Lige nu står jeg bare og gør mig klar. Jeg prøver virkelig at gøre meget ud af mig selv i dag, så jeg på en eller anden måde kan tilfredsstille Mikkel.

Jeg har lige været i bad, så mit hår er stadig vådt. Jeg propper en helvedes masse produkter i, for at fremhæve mine krøller. Til sidst ligner jeg nærmest en puddelhund.

Makeup bliver der også lagt lidt af, og mit outfit består af en sexy kjole og en masse smykker.

Jeg er tiptop klar, og begynder derfor snart at cykle derindad. Vejen derind er smuk. København om aftenen kan bare noget specielt. Når himlen begynder at blive orange, og der er en helt speciel stemning. Med masser af liv.

Jeg har ikke fået andet af vide, end at vi skal mødes på Christianshavn ved inderhavnsbroen - så der cykler jeg også sjovt nok hen.

Jeg har taget et par sko med hæle på til dagens anledning, og de er ikke just nemme at cykle i. Jeg er faktisk ved at vælte op til flere gange. Det er som om mine sko hele tiden glider ned fra pedalerne.

En bil dytter højt, og pludselig ligger jeg på jorden. Jeg ser dobbelt, og ved at den ikke er god.

Det er dog først da jeg prøver at rejse mig op, at jeg finder ud af den er helt gal! Fra halsen og ned kan jeg intet mærke. Jeg kan løfte mit hoved og se min ødelagte krop, men mere kan jeg ikke. Det ligner desværre ikke bare et sammenstød med en bil.

Jeg ser som sagt sløret, men kan se at jeg er omringet af folk der muligvis prøver at komme i kontakt med mig.

Jeg kan se blå blink ude i det blå. Som de kommer nærmere, sortner mit blik mere og mere, og til sidst føler jeg at hele min krop er sat på stand by.

Jeg kan hverken føle, tænke, tale, høre eller se.

Mit syn bliver skarpt igen. Jeg er omringet af folk jeg kender. Dog er der én person, der fanger mit blik. En dreng. En dreng jeg kender. En dreng der står lige foran mig, og smiler. Drengen hedder Nikolaj. Drengen er min lillebror. Som døde af leukæmi da han var 4.

"Er du okay?" Spørger han. Han er vokset siden sidst jeg så ham. Og han er blevet så god til at tale.

Jeg nikker og kigger på min krop, som er så god som ny. Alligevel er jeg træt. Mere træt end nogensinde.

"Jeg har lært et nyt trick. Vil du se?" Spørger Nikolaj og flagrer med en fodbold. Jeg nikker og rejser mig op. Jeg føler mig vægtløs. Jeg føler at jeg kunne svæve hvis jeg havde lyst.

"Kom her!" Siger en stemme bestemt og trækker i mig. Jeg drejer hovedet og ser min mor som det første.

"Vil du ikke spille fodbold med mig?" Spørger Nikolaj og kommer tættere. Jeg smiler til ham. Hvis ikke det var fordi jeg var så træt, havde jeg løbet hen til ham.

Jeg nikker træt. "Vi skal hjem!" Vrisser min mor. Jeg rynker brynene.

"Jeg skal bare snakke med Nikolaj?... din søn?"

"Nej du skal ej. Du skal med hjem. Nu," siger hun surt. Måden hun siger det på, irriterer mig. Derfor vender jeg om, og går hen mod Nikolaj.

Han rækker sin lille fine hånd ud og smiler. Jeg smiler tilbage.

Der er ro, og her er helt idyllisk, lige indtil det begynder at rumstere. Jorden ryster. Lyden af ting der går i stykker bliver højere.

Jeg sætter tempoet op mod Nikolaj, og begynder endda til sidst at løbe. I lang tid føler jeg ikke at jeg kommer tættere på ham. Tværtimod. Som om jeg løber på et løbebånd.

En mærkelig følelse rammer mig. Jeg føler pludselig et kæmpe savn til Nikolaj. Jeg var ikke specielt gammel da han døde, så jeg er kommet over det. Men nu jeg ser ham igen, vil jeg aldrig give slip.

"Jeg har savnet dig, Nutte," smiler jeg. Han smiler nu med tænder. "Jeg har også savnet dig, Søster Lagkage." Vi griner sammen. Så det gør helt ondt i maven. Til sidst brænder det i maven, og det føles forfærdeligt. Jeg kryber mig sammen.

"Kom her, jeg kan få det til at stoppe," siger Nikolaj og rækker hånden ud igen. Jeg kæmper selv med at løfte min arm. Den føles udenretligt tung, mens min mave føles som om, den er blevet skåret op.

Jeg får endelig løftet min arm. Jeg er millimeter fra Nikolajs hånd. Da nogen vælter mig. "Nej!" Råber stemmen, som jeg med det samme genkender. Mikkels. "Kom her! Clara, stol på mig. Kom med mig!" Råber han og trækker i mig.

Jeg slår øjnene op. Jeg befinder mig på et hospital, tror jeg - i hvertfald ud fra de hvide vægge og den sterile lugt.

Lyset blænder mig, og det føles som hundrede år, før jeg rent faktisk kan se noget. "Velkommen tilbage, Clara," siger en rolig stemme. Det er en læge. Jeg kigger rundt, i håb om at der bare er et enkelt menneske jeg kender.

"Så tror jeg godt vi kan få ham ind igen," smiler lægen til en sygeplejerske.

Hvem?

Mikkel kommer ind ad døren med hævede øjne. Han løber nærmest hen til mig og krammer mig.

"Min mave, Mikkel!" Vrisser jeg. Fuck hvor gør den ondt!

"Hvor er jeg glad for du klarede den," tuder han. At se ham være så rørt, gør på en eller anden måde ondt. "Jeg forlader dig ikke. Det har jeg jo lovet," siger jeg. Han smiler med et snøft.

"Nåh Clara. Kan du huske noget fra i går?" Spørger lægen.

"Jeg tror jeg blev ramt af en bil," svarer jeg forvirret.

"Ja du blev faktisk nedkørt. Vi har vidner som så at du først ramte bilen og dermed højest sandsynligt har slået maveregionen, og derefter er din arm så blevet kørt over," forklarer han og nikker ned på min arm som er pakket ind i alt muligt.

"Den skulle gerne være klar snart igen. I forhold til din mave har du et par bøjede ribben, og nogle mindre indre blødninger, som vi har lappet sammen."

Jeg nikker, velvidende om at jeg nok snart bryder sammen, når det er gået op for mig hvad der er sket.

"Jeg mødte min lillebror.. jeg forstår altså ikke?"

"I nogle få minutter, var dit hjerte blevet træt... du befandt dig på kanten af... ja."

Mikkel begynder pludselig at græde igen. "Hva så, bassemand?" spørger jeg. Han kigger op på mig.

"Først dig og så... Christian... han fik hjertestop på banen... jeg bliver aldrig hel igen... jeg kan ikke." Nu giver han tårerne frit løb.

Det her EM bliver et endnu større kaos, end jeg lige havde regnet med.