MIKKEL DAMSGAARD

14. JEG ER HER FOR DIG

Hej skat. Jeg ved godt at tingene er svære lige nu. Men lige meget hvad, så er jeg her for dig. Det må du aldrig være i tvivl om. Knus Clara.

Jeg trykker send, og venter bare på at Mikkel ser beskeden. Det føles som hundrede år, før han der den.

Hjælp mig..., er det eneste han svarer.

Det gør mig bange. At han sidder helt alene i Italien uden nogen at snakke med. Og ovenikøbet er i besiddelse af noget, der kan tage hans liv på et splitsekund.

Jeg må tilbage til ham. Om det er sikkert eller ej, så er jeg nødt til det. Han kan ikke bare sidde dernede alene. Og så tror jeg at det her skal ordnes med kærlighed.

Jeg er stadig hjemme hos Kasper, fordi min familie ikke engang ved jeg er i Danmark igen.

"Jeg tager tilbage til Italien," fortæller jeg ham. Han kigger op fra sin telefon med et overvejende udtryk. "Er du nu sikker på det er en god ide?... hvad med at vente et par dage?" Spørger han.

"Jeg kan ikke vente mere. Jeg bliver nødt til det," siger jeg og begynder at pakke mine få ting ned i en kuffert.

Flybilletterne er hurtigt bestilt og ikke så frygtelig lang tid efter, sidder jeg og venter på flyet i lufthavnen. På vej hen til Mikkel.

Jeg har uro i kroppen under hele flyturen. Mit hjerte banker, og jeg føler mig stresset. Som om jeg skal nå noget presset.

Derfor løber jeg nærmest også ud af flyveren og finder en taxa så hurtigt jeg kan, da vi er landet i lufthavnen.

Heldigvis ligger vores lejlighed ikke frygtelig langt væk fra lufthavnen - så en 20-30 minutter senere står jeg foran vores dør.

I lang tid står jeg og overvejer, om jeg nu virkelig skal gå derind. Min krop siger nej, men mit hjerte siger ja. Jeg finder nøglerne frem og går ind ad døren.

Der er helt stille. "Hej," siger jeg forsigtigt. Først nu bemærker jeg lugten. Lugten af øl. Alkohol. Og her får jeg også øje på de mange tomme dåser.

"Mikkel," kalder jeg. Ingen svarer.

Jeg finder ham ude på badeværelset siddende op ad muren, med en flaske vodka i hånden. Han er helt væk. Jeg får lyst til at græde da jeg ser ham. Men nu må jeg være stærk. Og hjælpe ham.

"Hvordan har du det?" Spørger jeg. Han kigger bare tomt ud i luften. Der er ingen kontakt.

"Kom her," siger jeg forsigtigt og hjælper ham op. Han kan knap nok holde sig selv oprejst, så jeg holder det meste af hans vægt. Jeg følger ham hen mod toilettet hvor jeg giver slip på ham.

"Åben munden," siger jeg medfølende. Hans øjne er nu helt lukkede. "Mikkel," siger jeg lidt højere. Han åbner hans øjne lidt.

Jeg stikker et par fingre i halsen på ham så han knækker sig. "Så får du det snart bedre," siger jeg og hjælper ham bagefter i bad.

Da jeg har hjulpet ham i bad, hjælper jeg ham også ind i seng. Jeg putter ham under dynen, og pakker den godt rundt om ham. Jeg lægger mig ved siden af ham.

"Hør her søde. Der ligger en spand ved siden af dig. Hvis du skal kaste op, så gør du det bare ned i den. Ikk'ås?" Han nikker, men er stadig langt væk mentalt.

Hele den nat sover jeg uroligt. Jeg vågner hvert femte minut for at tjekke, om Mikkel stadig trækker vejret. Det gør han da heldigvis.

Sådan fortsætter jeg til det bliver morgen, og Mikkel vågner for alvor. Som det første, knækker han sig udover hele sengen. Han kigger træt rundt og bliver overrasket da han ser mig.

"Clara!" Udbryder han. Jeg smiler til ham.

Jeg giver ham noget af hans tøj. "Gå ud og tag det her på. Så ordner jeg sengen imens," siger jeg. Han nikker skamfuldt og går ud på badeværelset.

Han kommer ind et par minutter senere, hvor jeg allerede har skiftet lagen, sengetøj osv.

"Tak," snøfter han træt. Jeg går hen mod ham og rækker min hånd ud. Han tager min hånd. "Vi skal snakke," smiler jeg.

Vi sætter os ud til spisebordet, hvor jeg har lavet mad til os.

"Kasper har fortalt mig om alt det her... der er sket... fra nu af, så fortæller du mig hvis der er noget der går dig på. Du kan altid komme til mig. Jeg er her for dig. Det håber jeg du ved," siger jeg.

Han ånder på en eller anden måde lettet op, mens han stadig ser skamfuld ud. "Det jeg også prøver at sige er, at du ikke skal være ked af det. Du kunne ikke selv gøre for det," tilføjer jeg og tager hans hånd.

"Tak... jeg ved ikke rigtig hvad jeg ellers skal sige. Og undskyld selvfølgelig... jeg forstår godt hvis det er slut," siger han så med tårer i øjnene.

Jeg lægger min hånd på hans skulder. "Jeg har lige sagt at jeg altid vil være der for dig. Og det vil jeg også nu! Vi to skal blive gamle sammen," siger jeg. Han smiler.

"Så selvom det kan være svært lige nu, så synes jeg vi skal slå en streg over det der er sket. Sket er sket, og der er ikke noget at lave om nu," slutter jeg af.

"Jeg elsker dig," siger han. Jeg smiler, og kysser ham. Et sus går gennem min krop. Aldrig har et kys betyder så meget, som det gør lige nu.