MIKKEL DAMSGAARD

3. NY VEN

Jeg vågner dagen efter med dårlig samvittighed. Hvad er alt det her for noget? Jeg vender mig om og kigger på Mikkel, som sover lige ved siden af mig.

Han ser sød ud når han sover. Så stille og blid... jeg kan ikke kigge på ham. Jeg lægger en seddel på bordet hvor der står: godmorgen vense. Jeg er taget ind til byen med nogle tøser - håber det er okay.

Derefter står jeg op, får tøj på og skrider ind til byen. Herinde sidder jeg bare på en bænk og glor. Tænker lidt over livet. Mikkel er den person jeg kunne forestille mig resten af livet med... men så alligevel - måske er vi bare bedre som venner? Jeg mener, vores venskab skal ikke ødelægges af hvis vi engang slår op. Og hvis Mikkel og jeg nogensinde skulle blive til noget, ville jeg føle mig nødsaget til at fortælle ham om det med Kasper. På den anden side - hvis jeg så valgte Kasper, ville Mikkel helt sikkert finde ud af det på et tidspunkt... urgh, det er fuldstændig umuligt det her.

Pludselig tager jeg mig selv i at sidde og tude. På en bænk midt inde i byen. Så bliver det ikke mere ynkeligt! "Hey smukke!" Jeg kan kende stemmen, og derfor kigger jeg forvirret rundt, indtil Kasper sætter sig ved siden af mig.

Da han ser min mascara, som er tværet ud i hele ansigtet, ser han pludselig bekymret ud. "Hva så?" Spørger han og tilter hovedet til den ene side.

Jeg trækker bare på skuldrene. Han lægger sin hånd på mit lår. "Jeg ved godt vi ikke har kendt hinanden i specielt lang tid, men du skal vide, at du altid kan fortælle hvis der er noget," smiler han medfølende.

"Tak Kasper. Jeg vil også rigtig gerne fortælle dig hvad der er galt, men det kan jeg bare ikke lige nu. Måske en dag... men ikke nu. Det håber jeg du forstår," snøfter jeg. Han nikker forstående.

"Kom her," han rejser sig op, smiler til mig og rækker hånden ud. Han løfter mig op så vi står og kigger på hinanden. "Kom med hjem til mig. Du skal ikke sidde her og være ked af det." "Nej Kasper... ikke lige i dag," får jeg sagt med pivende stemme, da tårerne pludselig presser sig på igen. "Tro mig, du vil gerne med, søde," siger han og trækker blidt i min arm.

"JEG VIL IKKE!"

Nærmest alle mennesker kigger på os. Kasper kigger overrasket på mig med store øjne, mens han prøver at forstå hvad der er sket. Jeg kigger undskyldende på ham og giver ham et kram. Derefter går vi hjem til ham.

"Jeg vil gerne fortælle dig hvad der er galt." "Fedt, fortæl," siger han og tager min hånd. "Inden jeg siger det, vil jeg lige forberede dig på, at det nok har mere med dig at gøre, end du tror," snøfter jeg. Han nikker.

"Okay, så den dag du og jeg var sammen... samme dag fortalte Mikkel at han kunne lide mig. Og vi kyssede... og vi har måske også været i seng sammen siden, og jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre. Jeg føler hverken jeg kan være det bekendt foran dig eller Mikkel." Der er stille i lang tid før han kommer med nogen form for reaktion.

Til min store lettelse, smiler han. "Var det virkelig bare det? Du gjorde mig jo helt nervøs," griner han lettet. Jeg ved ikke hvordan jeg skal reagere på den. "Jeg er glad for at du fortæller mig det. Og faktisk, så synes jeg du skal holde dig til Mikkel. Og så får du en ven i mig," siger han mere seriøst. Jeg smiler, og vi krammer.

Mit ansigtsudtryk bliver mere seriøst. "Hvordan får jeg det sagt til Mikkel?" "Det behøver du ikke. Hvis bare vi to holder tæt, finder han ikke ud af det," svarer Kasper. Jeg nikker, og kigger ud af vinduet. Solen skinner, hvilket løfter mit humør af some kind of reason.

"Jeg er virkelig glad for at vi fik snakket. Men jeg må hellere se at smutte hjem ad nu," siger jeg. Vi krammer farvel, og jeg går.

Da jeg kommer ind på mit værelse igen, ligger Mikkel overraskende nok stadig og sover i min seng. Jeg springer op i sengen og lander direkte på ham. "Stå op menneske!" Råber jeg. Der er ingen reaktion, indtil han lige pludselig skubber mig væk og sætter sig oven på mig. "Du skal ikke vække mig, du skal ikke," griner han og begynder at kilde mig.

"AAARGH stop!" Skriger jeg. "Så sig du aldrig vækker mig igen," griner han. "Tro fucking på det," får jeg sagt og skriger videre. "Så bliver jeg bare ved." "Fint! Jeg vækker dig aldrig igen," skriger jeg af grin. "Hvad sagde du?" "UNDSKYLD!" Skriger jeg. Da han stopper ligger vi og kigger hinanden dybt i øjnene. Hans hånd hviler på min mave, men flytter sig nu langsomt ned mellem mine ben.

Han flytter sin hånd ned i mine bukser og stikker sine fingre op i mig. Han er unormalt maskulin lige nu, og jeg er vild med det! Vi begynder lige så stille at kysse, men det bliver ikke til mere end det, da en våd følelse pludselig rammer mig.

.... Fuck, jeg har fået mens... med Mikkels fingre oppe i mig. For fanden da! "Du er våd skat," siger han frækt og kysser mig videre. "Mikkel... tag dine fingre ud af mig nu," siger jeg koldt. "Nej da" svarer han og kysser mig videre.

"NU!" Råber jeg. Han tager sine fingre ud som er smurt fuldkommen ind i blod. Jeg siger ikke noget, men sender ham bare et nervøst smil. "Det kan ske," smiler han og kysser mig. Da det bliver aften ligger vi bare og ser film mens vi hygger.