MIKKEL DAMSGAARD

5. FUCK!

Jeg vågner næste morgen i min seng. Mit ansigt er ømt, og jeg har sindssyge tømmermænd. Føj for helvede. Værst af alt har jeg ondt helt inde i hjertet. Jeg forstår slet ikke hvad der skete for Mikkel - han plejer slet ikke at være sådan når han er fuld. Men selvom han var fuld, var det fandme ikke okay at slå mig. Eller behandle mig på den måde.

Jeg får ondt i maven af at tænke på det. Mikkel er min bedste ven, og det vil jeg gerne have ham til at blive ved med at være. Jeg kender ham for godt til at vide, at der må være sket et eller andet, siden han var sådan der. Der er ikke andre muligheder!

Mine tanker brydes, da min telefon ringer. Det er Mikkel på FaceTime. Jeg ligger bare og kigger på telefonen, mens jeg diskuterer med mig selv, om jeg skal tage den eller lade være. Sådan sidder jeg og kigger, indtil den holder op med at ringe. Efter få sekunder, ringer han dog igen. Jeg besluttet mig for at tage den. Der kommer ikke noget godt ud af det andet.

Først da jeg tager den, ser jeg mig selv før første gang i dag. Jeg ligner noget der er løgn. Mit ene øje er hævet og blåt, og der er rester af blod løbende fra min næse. Både synet af mig selv og Mikkel giver mig lyst til at græde.

"Jeg ville skrive til dig, men jeg tænkte det ville være bedre at ringe," starter han. Jeg hverken svarer eller reagerer på nogen som helst måde. For jeg ved slet ikke hvordan jeg skulle.

"Jeg er virkelig ked af det i går. Sådan virkelig! Alt det jeg sagde og... det jeg gjorde. Jeg var virkelig klam, og jeg forstår godt hvis du aldrig nogensinde tilgiver mig igen, for det er okay hvis du ikke gør. Og jeg er fuldstændig forstående over for det. Men. Jeg føler du har brug for at vide, at mig og nogle drenge tog en streg coke inden jeg tog hjem til dig. Jeg tror det er det, der har tricket mig. Det må det være! Jeg kunne aldrig finde på at være sådan der normalt. Det håber jeg du ved. Så undskyld. Undskyld undskyld undskyld."

Jeg sidder i et stykke tid og tænker over hvad jeg skal svare, og jeg kan se at stilheden er ved at dræbe Mikkel.

"Jeg har slemme tømmermænd, og vil rigtig gerne snart ud at brække mig og flække et par panodiler. Så: du er måske lidt tilgivet. Ikke helt. Lidt," svarer jeg. Han smiler en smule, men det gør jeg ikke. "Jeg skal lige have lidt tid til at komme mig over alt det her... men efter, kan du godt bruges igen," slutter jeg.

"Det er jeg sgu glad for at høre," siger han lettet.

"Men Mikkel. Du skal holde dig væk fra alt det der. Det et ikke godt for dig. Og det er i hvertfald ikke godt for dit fodbold."

"Nej det ved jeg godt-"

"Er du fuldstændig sindssyg? Ved du hvad der er i det lort? Du kunne være død nu!" Råber jeg nærmest. Det var lowkey rart at få ud.

"Det ved jeg godt. Og jeg er virkelig ked af det. Jeg kan slet ikke beskrive det. Og du skal vide at jeg elsker dig. Helt vildt endda. Alt det jeg sagde i går... jeg forstår ikke hvorfor," svarer han.

"Jeg elsker også dig Mikkel" siger jeg - igen uden at smile. Det er jeg sgu for træt til.

"Så ville jeg også lige høre om noget. Dig og mig... er vi?... ja, hvad er vi?"

"Ej ved du hvad Mikkel, det kan jeg simpelthen ikke tage stilling til lige nu... du ved, tømmermænd og et gennembanket ansigt, der udover at se grimt ud, faktisk gør rimelig naller."

Han sukker. "Jo... men når du vil være kærester... så er jeg klar," får han sagt. Uh hvor har jeg lyst til at svare ja, men noget i mig, får mig til at holde igen.

"Det er jeg glad for... men jeg synes måske bare det hele går sådan lidt hurtigt. Jeg er ikke klar til alt det kæresteri endnu," svarer jeg. Han nikker forstående.

"Vi ses Mikkel" siger jeg og lægger på. Jeg går ud på toilettet og stikker en finger i halsen. Bagefter føler jeg mig så god som ny.

Jeg går bare og tulrer lidt rundt derhjemme og hygge-sørger med nogle snacks. Jeg har på en eller anden måde afvist Mikkel fuldstændig, så jeg føler mig tom indeni. Jeg har mest af alt bare lyst til at tage hjem til ham og få ordnet det hele, men jeg tror det er bedst hvis jeg venter lidt.

Jeg vælger at bruge min nye personlige psyko-medhjælper, Kasper (wtf). Hej, vil du mødes og snakke? Har brug for det :( skriver jeg. Han svarer hurtigt, og kommer også hurtigt hjem til mig.

Vi får snakket alt om Mikkel igennem, og det er rart. "Jeg tror sgu det skal knaldes væk," svarer Kasper bare efter min lange roman om alt der er sket. Jeg kigger på ham med rynkede bryn. "Du må da indrømme... det var lidt frækt da han gav dig lidt body i går?" fortsætter han. Jeg ryster på hovedet og slår ham venskabeligt lige i nakken.

"Lige præcis. Det kan være dig og Mikkel skal begive jer ud i noget mere voldsom sex?" Amen stopper drengen aldrig. "Hold hold hold!" Udbryder jeg.

Der er stille i lidt tid. "Hvordan voldsom sex?... du kunne jo lære mig lidt?" Spørger jeg og smiler flirtende. Han kigger væk og griner. "Fint," svarer han til sidst.

Hele situationen er lidt akavet - selvfølgelig, men jeg kan egentlig meget godt lide det, hvis jeg skal være ærlig. Inden vi får set os om, ligger vi uden tøj på i min seng.

Vi ligger i doggy, mens han på visse tidspunkter slår mig i røven. Man kan høre hvordan vores underliv bliver slået mod hinanden regelmæssigt. Da vi skifter stilling, kradser jeg ham hårdt på ryggen, lige indtil jeg kan mærke, at han bløder. Fuck det, det er godt det her!

Knaldet varer lang tid, så da vi er færdige er vi begge udmattede. Selvom det er Mikkel jeg elsker, kan jeg edderrådme også blive tændt af Kasper. Uha!

Kasper er en god backup, hvis Mikkel og jeg aldrig finder ud af det igen. "Backup" lyder også ret nederen tho. Kasper er selvfølgelig mere end det... urgh den er svær!

Jeg tænder min telefon, og ser en 10 minutter gammel besked fra Mikkel. Hej putte, er på vej hen til dig. Vi bliver nødt til at snakke. Elsker dig <3 skriver han.

Fuck!