Det er ved at være 8 uger siden EM sluttede, og i dag skal vi så til middag med resten af landsholdet, for at idk drengene kan mødes igen.
Lol.
Mikkel og jeg fragtede os selv - i bil, til Danmark i går, og jeg ved ikke med Mikkel, men for mit vedkommende, føler jeg mig ikke levende mere. Jeg er totalt smadret efter køreturen.
Normalt ville det være en anledning til at tage fint tøj på, men på grund af min graviditet og voksende mave, har jeg ikke specielt mange muligheder.
Så jeg ender med at tage et par hvide, løse høhr-bukser på, en sort top og en beigefarvet høhr-skjorte. Så bliver det ikke mere afslappet.
Mikkel har iført sig et meget fint jakkesæt, og han ser pisse godt ud. Så må han lige bære over med, at jeg ligner en hjemløs af en slags.
"Du ser fantastisk ud," smiler han og kysser mig på kinden. Han kigger ned på min mave og placerer derefter sine hænder på den.
"Han bliver stor, hva?"
"Siger du jeg er blevet tyk?" Griner jeg.
"Nej, smukke. Du er lige til at spise," blinker han.
"Gud hvor er du fløde!"
Da vi har gjort os lidt klar og så videre, kører vi derind. I og med jeg er gravid, holder jeg mig ædru hele aftenen, og kan derfor køre hjem. Derfor bliver bilen fyldt op, da andre nok ikke kan køre hjem.
Andreas og Katrine, Schmeichel og Stine, og så Dolleren er blevet lovet en plads i bilen, så dem skal vi lige have samlet op på vejen. De bor alle på samme hotel, så det er dejlig nemt.
De står allerede klar da vi kører forbi, og de vinker og ser glade ud.
"Det var da fedt du kunne køre os, Clara," siger Schmeichel da han stiger ind i bilen. "Selvfølgelig," smiler jeg.
"Kom I også hjem i går?" Spørger Stine, Schmeichels kone.
"Ja, det gjorde vi. Mikkel mente så til gengæld at det ville være en god ide at køre... så vi er rimelig baldrede i dag."
"Dams for helvede," siger Dolleren (totalt forvirrende med to Kasper'ere...). "Det kan man sgu da ikke byde sin gravide kæreste."
"Nej nej, jeg kørte jo. Så er det vel fint nok," forsvarer Mikkel sig.
Vi kører videre til Helsingør, hvor vi har fået besked på at skulle mødes. Under hele turen, møder jeg Schmeichels blik i bakspejlet, hver gang jeg kigger i det. Han smiler. Ikke et venligt smil tho. Der ligger noget bag.
Det tænker jeg dog ikke mere over, og da vi først er nået til Helsingør, er det allerede glemt.
Samlet går vi ind på Marienlyst. Der er allerede god stemning derinde, kan man høre.
Det er ved at blive mørkt, så hotellet lyser det hele op. Det er virkelig smukt.
Vi ser ud til at være nogle af de sidste der kommer, hvilket egentlig overrasker mig lidt.
"Så kunne man endelig komme, hva?" Råber Delaney lystigt. Alle andre griner. Jeg kigger bare forvirret på Mikkel.
"Det starter da nu, ikke?"
"Jeg opgav at diskutere med dig, da du sagde der stod kl 20 på invitationen," han kysser mig. Jeg bliver helt flov.
Vi sætter os til bords, og grundet forsinkelsen, bliver maden serveret med det samme. Ved siden af mig sidder Mikkel, og overfor os sidder Delaney og hans kone, Michelle. De virker flinke nok.
Schmeichel bliver mærkeligt nok ved med at smile til mig. Jeg føler mig overvåget, som han sidder der og glor på mig. Alligevel smiler jeg bare venligt tilbage.
Efter hovedretten, skal jeg tisse, så jeg forlader bordet, og går ud på toilettet. Til min store overraskelse, står Schmeichel lige ude for døren, da jeg er på vej ud igen.
"Det er pigetoilettet derinde.. drengetoilettet er derovre," siger jeg lidt i sjov og peger over på døren overfor.
Han fniser og holder øjenkontakten, mens han smiler sødt. Han har pæne øjne, og de skinner nærmest.
Han begynder at gå længere ned ad gangen, og giver tegn til at jeg skal gå med. Jeg kan ikke lide det her. Det er som om noget ikke er, som det skal være. Det virker bare for... underligt.
"Hva så?" Spørger jeg, da Kasper stopper op. Han vender sig om mod mig, og går tættere og tættere på. Som han kommer tættere, går det op for mig hvor høj han faktisk er. Det er altså noget højere end Mikkel!
"Vi burde nok gå tilbage," får jeg sagt med rystende stemme. Han svarer ikke, men bliver bare ved med st gå tættere. Min vejrtrækning bærer mere og mere præg af hvor panisk jeg er lige nu.
Inden længe rør hans læber mine.
Hvorfor skubber jeg ham ikke bare væk?... hvad laver jeg egentlig?
Vores læber mødes. Det føles rigtigt, selvom alt er forkert.
Kysset er langt. Meget langt... for langt.
"Fuck jer!" Råber Mikkel. Hvor fanden kom han fra?!
Han står få meter fra os, og har højest sandsynligt været vidne til alt hvad der er sket. Den er virkelig ikke god!
"Mikkel, det-"
"Hvad laver du?! Du har vores barn i maven!... vi er forlovede!...." Mikkel ser ud til slet ikke st forstå det.
I mellemtiden er resten af folk begyndt at tie stille. Man kan ikke høre andet end Mikkel der bare står og råber. Selv hans agressive vejrtrækning han høres.
Han virker ikke sur. Han virker mere som om han er i chok. Han hyperventilerer og er på kanten til at græde.
"Jeg mente det ikke, skat."
"Du er så fucking klam! Jeg hader dig!" Råber han inden han vælger at løbe, med resten af landsholdet i hælene.
Den kan ikke reddes, den her...
Jeg har ødelagt det.
Jeg har ødelagt alt.
Jeg har virkelig fucket op den her gang!
YOU ARE READING
MIKKEL DAMSGAARD
Fanfiction*ADVARSEL: INDEHOLDER SEX, VOLD OG STOFFER* Mikkel og Clara er bedste venner - det har de været lide siden de mødte hinanden, første dag på gymnasiet. Et helt specielt venskab, man ikke bare lige kan slå i stykker - og dog. Da Kasper Dolberg pludsel...
