MIKKEL DAMSGAARD

27. SAVNER DIG

Jeg sidder ved spisebordet i mine forældres hus, og hænger med næbet. Mikkel og jeg har ikke snakket sammen i to uger, og det har virkelig taget hårdt på mig.

Jeg har slet ikke engang hørt fra Mikkel. Vi har hverken snakket, skrevet eller noget.

Det eneste der holder mig i live, er Malthe inde i maven. Han gør, at jeg føler jeg stadig har en del af Mikkel i mit liv.

I de to uger her, har jeg fået snakket en masse med Kasper. Han fungerer som en slags budbringer mellem Mikkel og jeg, og det er jeg glad for han vil.

I forhold til Schmeichel, har jeg heller ikke snakket med ham siden. Til gengæld skrev han undskyld dagen efter, og det fjernede en lille my af min dårlige samvittighed.

"Har han stadig ikke skrevet?" Spørger min mor, da hun ser hvordan jeg stadig ser og glor ud i luften. Som jeg gjorde i går, forgårs og de sidste to uger.

Jeg ryster bare på hovedet.

"Jeg tror jeg vil gå en tur," siger jeg og rejser mig op fra stolen. Min mor kigger overrasket på mig - men det forstår man jo godt, når man har kendt til mit humør de sidste par dage.

Turen jeg går, er meget lang. Jeg får ser næsten hele min hjemby, og den er fyldt med gode minder. Men mest af alt vil jeg bare tilbage til Mikkels og min lejlighed i Italien.

Jeg stopper min gåtur ude foran en kiosk. I lang tid står jeg og overvejer, om det nu virkelig er en god ide. Alligevel, vælger jeg altså at gøre det.

"En flaske slavevodka," siger jeg med rystende stemme.

"Er du sikker på det er en god ide?" Spørger købmanden og hentyder til min mave. Jeg nikker.

"Og så skal jeg også bede om 20 Prince Light," får jeg sagt inden jeg skal betale. Jeg ryger normalt ikke, men nogle gange er det sgu rart nok med en smøg.

Han ender med at give mig det hele med. Derefter finder jeg et hjørne, hvor Mikkel og jeg altid gik hen når vi skulle lave hemmeligheder.

Jeg åbner flasken og begynder ellers bare at drikke. Jeg choker en halv flaske vodka uden at brække mig. Og det kan mærkes. Tårerne presser sig på, mens alting snurrer rundt.

"Clara!" Bliver der råbt fra et stykke væk. Da stemmen kommer helt tæt på, kan jeg genkende Kasper.

Selvom jeg ser dobbelt, kan jeg se hvordan han sprinter hen mod mig. Han drejer mit hoved og stikker to fingre i halsen på mig, til jeg kaster alt op igen.

"Det må du ikke gøre sådan noget," siger han og klemmer mig hårdt ind til ham.

"Jeg savner Mikkel," er det eneste jeg får sagt. Mit hoved kan ikke tænke på andet.

"Så fortæl ham det. Skriv det til ham. Hvis I begge to er lige stædige, kommer der jo aldrig til at ske noget, vel?"

Kasper er en meget vis mand. Holy fuck.

Først da Kasper hjælper mig op fra jorden, mærker jeg hvordan alkoholen rammer som en hammer. Mit syn er forsinket, mit hoved gør røv ondt, og mine ben snurrer. Generelt føler jeg bare at jeg ikke har nogen form for kontrol over min krop.

"Har du drukket alt det der nu?"

Jeg nikker bare skamfuldt, mens jeg allerede fortryder hvad jeg har gjort.

Kender I den følelse hvor det gør helt ondt i maven, af ren og skær samvittighed? Sådan har jeg det nu. Jeg føler jeg har svigtet Mikkel. Ikke passet nok på hans søn, inde i min mave. Jeg er uduelig.

"Vil du med hjem til mig? Jeg tror du har brug for nogen til at passe på dig, indtil Mikkel er tilbage," tilbyder Kasper. Han lyder helt oprigtig.

"Hvis han altså kommer tilbage..."

"Det skal han nok! Han kommer selvfølgelig ikke flyvende tilbage inden for få minutter - der skal arbejdes for det."

Jeg tager en dyb indånding, finder min telefon frem og finder Mikkel i mine kontakter. Da tastaturet hopper frem, ved jeg at det bliver besværligt, med den promille jeg har opnået.

Jeg savner dig <3

Mere er der ikke at fortælle ham.

Da der få sekunder efter, lyder et *pling* i min lomme, må jeg sige at jeg bliver overrasket. Det føles som en lettelse at han rent faktisk svarer. Min motivation for at få ham tilbage, kan jeg mærke er vokset siden sidst.

Da jeg ser beskeden, er det som om alting lyser op. Skyerne fjerner sig fra himmelen.

Jeg savner også dig <3