MIKKEL DAMSGAARD

22. VOKS DOG OP

Det er torsdag. Danmark tabte semifinalen i går, og det betyder at hele holdet kommer hjem i dag. Derfor skal jeg ud til lufthavnen og hente Mikkel. Jeg savner virkelig at have ham hos mig hele tiden, så jeg glæder mig som et lille barn til at se ham igen.

Jeg gør mig lidt klar inden jeg kører afsted. Jeg bemærker min mave. Den ser i grove træk ud som den plejer, men fordi jeg kender min krop så godt som jeg gør, spotter jeg at den er blevet en smule større. Men meget lidt.

Jeg smiler, og begynder at køre mod lufthavnen. På vej derud ringer Mikkel.

"Hej skat," starter han.

"Drengene og jeg tager lige ud og får et par øl, så du behøver ikke at hente mig." Fortæller Mikkel.

Jeg sukker irriteret, mens jeg kan fornemmer at vreden bygger sig op i kroppen. Jeg havde lige glæder mig sådan til at se ham.

"Er du der?" Spørger han efter et stykke tid, hvor jeg har siddet og tænkte.

"Ja," sukker jeg. Jeg lægger ikke skjul på hvor irriteret jeg er.

"Du er ikke sur, vel?"

"Jeg synes måske bare det er lidt træls. Jeg er allerede kørt, og jeg havde glædet mig sådan til at få dig hjem igen. Så ja, jeg er da lidt skuffet."

"Ej men nu må du lige, altså. Jeg er jo hjemme om et par timer igen. Det kan du vel overleve."

"Fint, gør som du vil! Jeg er sgu ligeglad. Du finder bare selv hjem," vrisser jeg og lægger på. Kort tid efter, prøver han at ringe igen, men jeg vælger at ignorere det.

Irriteret kører jeg hjem. Jeg har en voldsom træng til at græde. Han må sgu da kunne se hvor meget jeg har savnet ham. Især nu hvor jeg har hans barn i maven, har jeg virkelig brug for at vide han er her!

Da jeg kommer hjem, sætter jeg Greys Hvide Verden på, og stener bare til en masse afsnit, indtil Mikkel ringer igen. Jeg får et helt chok, da jeg ser at klokken allerede er ved at være 23.

Uden at sige noget, tager jeg telefonen.

"Jeg skal hentes," siger Mikkel og lyder død-fucking-drukken!

"Hvor er du?" Spørger jeg med en opgivende stemme.

"... du skal hente mig skat." Amen han fatter seriøst hat. Han er helt væk. Det kan jeg høre.

"Jeg er på Arch."... Arch... ARCH?! Er han på natklub?! Han er håbløs.

Jeg lægger irriteret på og kører med det samme. Det tager mig ikke længe før jeg er der. Så vidt jeg kan se, står han ikke og venter udenfor.

Derfor må jeg gøre, hvad jeg burde - gå ind og hente ham. Skridtene derind er høje og hurtige. Jeg kan ikke komme hurtigt nok derind.

Der er en masse mennesker derinde, men hvis jeg kender den fulde Mikkel og de andre ret, står de henne i noget v.i.p-fis.

Derfor bevæger jeg mig derhen. Der står en vagt og spærrer for indgangen. Men med det blik jeg sender ham, tror jeg ikke han tør andet, end at lukke mig ind.

Jeg får øje på Mikkel. Han står med mange af de andre fra landsholdet. Med raske skridt, går jeg hen mod ham.

Jeg river fat i hans krave, og går generelt bare helt op i fjæset på ham. "Mikkel!" Råber jeg af mine lungers fulde kraft.

Han kigger først forskrækket på mig, men begynder bagefter bare at blive mega monster flabet.

"Du skal ikke gribe fat i mig," svarer han med et flabet smil. Folk holder op med at snakke, og fokus er nu kun på Mikkel og jeg.

Jeg er rødglødende. "Nu skal du bare høre her!" Begynder jeg. Derefter, hæver jeg stemmen til noget, ingen vil høre.

"Jeg har undværet dig i en hel fucking måned! Jeg har båret dit barn i snart en hel fucking måned. Og takken for det er at pisse på mig ved at drikke dig i hegnet, og så forvente at jeg står klar med åbne arme?! Du er kraftedme så pisse uansvarlig og egoistisk. Du har hovedet så fucking langt oppe i røven på dig selv... fuck dig!" Råber jeg og kaster forlovelsesringen i hovedet på ham.

Nu er der fuldstændig stille.

"Hold da kæft!" Siger Kasper Schmeichel overrasket. Man kan høre at han er mindst lige så fuld som Mikkel... og som alle andre.

Jeg sender ham dræberblikket.

"Skulle du køres hjem eller hvad?" Vrisser jeg. Jeg fik lukket munden på Mikkel, og derfor gør han heller ikke andet end bare at følge med.

I bilen på vej hjem er der utroligt stille. Når det gælder Mikkel og jeg, er vi lige stædige.

Også da vi kommer hjem, er der ikke sagt et ord. Det er først da Mikkel brækker sig på gulvet, at jeg fortæller ham hvor stor en klovn han er.

"Undskyld," siger han træt. Jeg svarer ikke, men koncentrerer mig bare om at få rengjort gulvet. Da det er gjort, går vi i seng.

Han rykker sig tættere på mig og rører ved mit hår. "Undskyld," hvisker han og kysser mig på panden. "Virkelig virkelig undskyld."

"Det er okay," sukker jeg. "Jeg synes måske bare godt du kunne begynde at opføre dig som en på 21... i stedet for at opføre dig som en på 16."

"Det lover jeg." Han kysser mig endnu engang, og først her vender jeg mig om. Vi kysser hinanden på munden.

Langsomt bevæger Mikkel sin hånd ned mellem mine ben. Hurtigt griber jeg hans hånd, og kigger ham i øjnene.

"Jeg er gravid, og du er fuld."

"I know. Undskyld... så vil jeg glæde mig til i morgen. Jeg har savnet dig," hvisker han i mit øre. Jeg synes på en måde det er frækt.

Så jeg smiler, og kysser ham godnat. Jeg er stadig lidt muggen over det med Mikkel, men det skal nok gå over. Jeg ved at han er der, når det virkelig gælder. Det gør jeg virkelig. Jeg elsker ham. Og selvfølgelig skal han være min for altid.