MIKKEL DAMSGAARD

10. HVAD SKER DER?

Næste morgen er helt normal. Alt er som det plejer, og det er skønt. Vi spiser morgenmad sammen i ro og mag ude på den lille terrasse, hvor det er dejlig lunt. Solen skinner, og det føles præcis som at være på ferie.

"Jeg tager til træning nu, vi ses senere," siger Mikkel og kysser mig farvel. Jeg sidder og betragter udsigten ned på den stille gade, som dog er ved at vågne op.

Jeg sidder og researcher lidt på computeren - om mulige uddannelser osv. Sådan sidder jeg i lang tid, indtil Mikkel kommer hjem igen.

Overraskende nok, virker han totalt overskudsagtig da han kommer hjem. "Hva så, smukke," råber han nærmest muntert da han kommer ind ad døren.

Det virker nærmest uvirkeligt så glad han er. Jeg tænker over det, men slipper tanken igen. Måske han bare er glad?

Han krammer mig i lang tid - måske endda lidt for lang tid. "Vil du ikke snart med på ferie?" Spørger han med et kæmpe smil på læben. Jeg rynker brynene. "Jamen, vi er jo lige flyttet," prøver jeg at forklare.

"Hold nu op. Vi trænger til at komme lidt væk," svarer han, som om intet i verden skulle stå i vejen for det.

Jeg svarer ham ikke, men finder i stedet på noget andet at snakke om. "Var det en god træning?" Spørger jeg. "Den var fremragende," svarer han. Jeg smiler af at se ham være glad. Når han er glad, er jeg glad.

"Vil du så med ud at spise her i aften?" Spørger han mens han krammer mig bagfra. "Det kan du måske nemmere overtale mig til," svarer jeg. Han smiler, imens han står og betragter mig.

"Så vil jeg have dig til dessert," siger han. Jeg skærer ansigt af ham; "nej hvor er det også klamt sagt,". Vi griner begge.

Da det er ved at være aftensmad-tid, gør vi os begge bare en smule værd at se på. Mikkel huskede mig på at det var en "fin restaurant", så jeg skulle have fint tøj på... men man ved aldrig om han mener det. Det er sket et par gange, at han har sagt vi skulle på fon restaurant, men bare har bragt mig til Maccen.

"Skal vi daffe?" Spørger jeg, da jeg er færdig med at gøre mig klar. "Det tog fandme da sin tid," siger han med store øjne. Jeg slår ham kærligt, og bagefter går vi derned af.

Da jeg ser restauranten vi skal ind på, tror jeg det er en joke. Den ser lowkey nice ud. Det er sgu ny stil.

"Her ser da hyggeligt ud,"

"Jaja... det fortjener du," smiler han.

Vi bliver betjent af en tjener, som viser os ud til et bord udenfor. Her er mega hyggeligt! Vi får bestilt vores mad, og sidder bare og snakker i mellemtiden.

Efter en halv time, sidder vi stadig og venter. "De er ikke specielt hurtige,". Jeg trækker på skuldrene. "Vi kunne jo godt lige nå en hurtig tur ude på toilettet inden maden kommer," siger Mikkel pludselig. Ved ikke hvorfor, men det tænder mig en smule.

Jeg smiler og rejser mig fra bordet, Mikkel følger med. Det er nogle meget små toiletter, og derfor ender vi også med at stå i en meget mærkelig stilling. Vi knalder, og det kan tydeligt høres i de andre båse. Jeg banker konstant ind mod væggen. En italiener råber ad os - men vi forstår intet af det. Vi griner bare.

Vi snaver imens vi knalder, og det gør mig glad. Mikkels læber er det blødeste i hele verden, og følelsen af dem mod mine, er bedre end noget andet i hele verden. Da vi har knaldet, går vi ud til bordet igen. Ikke lang tid efter kommer vores mad.

"Hvad synes du om at være flyttet til Italien?" Spørger Mikkel ud af det blå. "Overordnet set har det været dejligt. Jeg er glad for beslutningen. Hvad med dig? Synes du at du er faldet til i klubben?"

"Ja, det synes jeg vel. Det er sådan lidt-"

"Mikkel," halvråber en fremmed stemme, og afbryder Mikkel. Vi kigger rundt for at se hvem det er.

En mand kommer gående hen mod os, og jeg aner ikke hvem det er. Men måden han udtalte Mikkels navn på, tror jeg ikke han er dansker - nok mere italiener.

"Mikkel my friend," siger manden, da han kommer tættere på os. Han er latino, og stort bygget. Han ser ikke specielt behagelig ud, hvis jeg sådan skal være helt ærlig.

"Can we talk?... just me and you?" Spørger han og nikker over mod mig.

"Not now," svarer Mikkel koldt. Hvad sker der? Det virker alt for mærkeligt.

Manden tager fat i Mikkels krave, og det giver mig nærmest hjertestop af rent chok. "You owe me money!" Råber manden.

"Hvad sker der Mikkel?!" Råber jeg. "Jeg-" han når ikke at svare, før manden trækker ham endnu længere op i ansigtet på ham.

"You have a week!" Siger manden. Jeg sidder og er i totalt chok. Hvad går alt det her ud på? Et par tjenere river manden væk, og derefter er der ellers helt fuldkommen stille.

"Hvem var det?" Spørger jeg seriøst.

"Bare en fra klubben.... Nogle penge for nogle øl," svarer han. Jeg løfter brynene, fordi jeg kan se han lyver. Han lyver så det står ud af ørene på ham!

"Jeg er jo ikke idiot Mikkel. Man skylder fandme kun penge på den måde hvis... hvis...". Mere kan jeg ikke få mig selv til at sige.

"... det har bare været en lidt hård start i klubben-"

"Hård start?! Og derfor føler du at dét der er nødvendigt??..." jeg er fuldstændig mundlam.

Han sukker. Skuffet over ham selv.

"Ej ved du hvad Mikkel, det klarer du bare selv det der. Det får jeg dig ikke ud af," siger jeg og løber min vej. Op i lejligheden, hvor jeg låser mig inde på toilettet. Her bliver jeg siddende til jeg har bestilt en flybillet, så jeg kan komme hjem.

"Kom nu ud," råber Mikkel.

"Nej! Jeg skal hjem. Og det kan kun gå for langsomt!"

"... du skal ikke hjem!" Siger han.

Jeg åbner døren og kigger på ham med mit ondeste blik. Jeg er pissed på ham, og tør slet ikke kigge ham i øjnene.

"Flyt dig," snøfter jeg. Han tager med et sæt hårdt fat i min arm, mens han nærmest dræber mig med øjnene.

Her går det op for mig, at jeg ikke kommer hjem lige foreløbig. Det er umuligt. Jeg må blive her. Med Mikkel. Og hans problemer. Og hans rus. Kæmpe høj på stoffer. Jeg kan ikke kende ham mere.