Jeg er lige akkurat nået at blive udskrevet, så jeg kan være klar til at se Mikkel og resten af landsholdet spille mod Belgien. Jeg er blevet inviteret af nogle af de andre "landsholds-kærester" til at sidde med dem - så det bliver vel hyggeligt nok.
Det er ikke meget Mikkel og jeg har set hinanden siden jeg kom til skade, men vi har facetimet hver eneste dag, og det har været virkelig rart.
Med hensyn til Mikkel, er han stadig meget berørt af alt det der er sket. Det kan jeg virkelig mærke på ham - men jeg tror han er på vej i den rigtige retning. Jeg så ham da smile i dag, da vi facetimede i morges.
Min telefon ringer. "Hej", svarer jeg sukkersødt.
"Hej skat, jeg ville bare lige ringe inden vi skal ind og træne."
"Det var da hyggeligt," siger jeg og rødmer.
"... Hvordan går det med maven? Er den stadig helt gal?" Spørger han nervøst.
Min mave gør stadig monster naller! Men jeg vil ikke bekymre Mikkel inden han skal spille, for så ved jeg at det umuligt kan gå godt.
"Jeg har det fint. Og jeg er også snart på vej ind til Parken. Kan du have det godt?"
"Ja, og i lige måde. Hej hej," siger han.
Nå, nu vil jeg ringe efter en taxa, og så vil jeg daffe ind til Parken, som heldigvis ikke er så forfærdelig langt væk.
Jeg har aftalt med de andre piger dér, at vi mødes ved en eller anden speciel indgang. Jeg struggler meget med at finde den, og derfor bliver Yussuf Poulsens kæreste, Maria også min store redning, da hun hjælper mig med at finde den.
"Maria," præsenterer hun sig selv med et kæmpe smil. "Jeg hedder Clara," smiler jeg. Jeg har set Maria før, dengang der kørte "Kærester med landsholdet" på TV2, men hun kender 100% ikke mig.
"Jeg tror de andre venter på os derhenne. Jeg kunne heller ikke finde vej de første par gange," forklarer hun. Vi griner.
Kort tid efter, står vi ved de andre piger. Indgangen ser en smule mere eksklusiv ud end de andre, hvilket jo sådan set er meget nice.
"Jeg hørte du kom galt afsted her forleden," siger Katrine, Andreas Christensens kæreste.
"Ja... jeg kørte galt på cykel. Det var ikke så godt - men jeg har det fint nu. Jeg tror det tog hårdere på Mikkel end mig," forklarer jeg. De andre kigger trist på mig.
"Det var da forfærdeligt. Men der skete ikke mere end med armen?"
"Armen har det fint. Det er mere min mave, som ikke er helt god... men jeg tror bare det er fordi de har rodet så meget med den," smiler jeg.
Da vi har stået og snakket i et stykke tid, ordner vi billetter osv, og finder vores pladser. Jeg sidder i midten af Maria og Katrine, som jeg egentlig snakker fint med.
Det er som om alle pigerne bare forstår mig! Alle de struggles en fodboldkæreste medfører - de kender det.
Da spillerne løber på banen for at varme op, klapper vi af dem og råber også en lille smule. Der er en hel sindssyg stemning i Parken. Det gør nærmest ondt i ørene.
Efter det der skete med Christian Eriksen, er det helt rørende. Jeg tager mig selv i at fælde en enkelt tåre, fordi jeg bliver helt emotionel.
"Nuurgh," siger Maria og krammer mig. "Ej undskyld," svarer jeg pinligt.
Da spillerne går ind igen, begynder min mavepine at tage til igen. Det er virkelig voldsomt! Eller, det er ikke selve smerterne som er det værste, det er mere tanken om at noget ikke er som det skal være.
Jeg tror jeg prøver at bestille en tid ved lægen efter kampen. For det her er virkelig ikke normalt.
Jeg tager mig til maven, hvilket Katrine bemærker. "Er det helt slemt?" Spørger hun medfølende. Jeg nikker nervøst.
"Jeg synes du skal få det undersøgt," siger hun og kigger alvorligt på mig.
Jeg kigger også hende i øjnene, indtil jeg kan mærke at noget er på vej op. Jeg løber alt hvad jeg kan med Katrine i hælene ud på toilettet, hvor jeg kaster op.
Jeg bliver bange. Virkelig virkelig bange! Jeg burde ikke kaste op sådan her... hvad hvis min krop er ved at fucke helt op?... hvad hvis jeg er ved at dø?
"Kom her. Jeg kører dig på sygehuset," siger hun og hjælper mig med at gå. Jeg føler mig sløj som aldrig før.
Vi kommer ud i hendes bil, hvor hun ellers derefter træder speederen i bund. Rigshospitalet ligger ikke langt fra Parken, og derfor går der ikke lang tid før vi er der.
Vi melder vores ankomst, og bliver med det samme rykket frem i køen. Vi bliver ført ind på en stue, hvor jeg får besked på at lægge mig i en seng, mens de tager en masse tests.
En læge står og trykker mig på maven, mens en anden tager blodprøver af mig. Det er skræmmende så mange mennesker der er, og jeg får knap nok af vide hvad der sker.
Efter noget tid, kommer en sygeplejerske ind med nogle papirer. Svar på testene. "Jeg skal lige snakke med dig," siger hun til lægen, som med det samme går ud til hende.
Jeg har en fornemmelse af, at det ikke er godt, siden jeg ikke må høre det. Katrine kan uden tivl mærke min nervøsitet, og tager derfor min hånd. "Det skal nok gå... det lover jeg dig." Hun smiler nervøst.
Minutterne føles uendeligt lange, men da døren bliver åbnet igen, går mit hjerte nærmest i stå. Jeg forbereder mig mentalt på at få noget forfærdeligt af vide.
Der må jo være et eller andet galt... det er jeg sikker på.
"Ser du Clara..." begynder lægen.
"Du er gravid."
YOU ARE READING
MIKKEL DAMSGAARD
Fanfiction*ADVARSEL: INDEHOLDER SEX, VOLD OG STOFFER* Mikkel og Clara er bedste venner - det har de været lide siden de mødte hinanden, første dag på gymnasiet. Et helt specielt venskab, man ikke bare lige kan slå i stykker - og dog. Da Kasper Dolberg pludsel...
