Så er det i dag Danmark / Mikkel skal spille kvartfinale. Jeg er ved at komme mig over min ubehagelige oplevelse - fik en ordentlig forskrækkelse. Nu ser vi fremad!
Katrine og jeg har rimelig spontant besluttet at tage til Baku for at se kampen. Vi tænkte der ville være god stemning osv.
Eller, det var faktisk Katrine som var meget opsat på det. Så når nu hun insisterede, tænkte jeg bare "fair nok".
Har det lidt mærkeligt med at jeg ikke må drikke på grund af graviditeten, men det skal nok gå. Plejer jo at give den gas med alkoholen. Lol.
Katrine har lovet mig at prøve at holde sig ædru - så må vi jo så se hvordan det går. Tror ikke hun kan holde det, hvis jeg skal være helt ærlig.
Klokken meget tidligt om morgenen, mødes vi i lufthavnen, tjekker ind, og skynder os ind i flyveren, da vi ikke er i specielt god tid.
Vi skal jo til Baku... og så vidt jeg ved, er det ikke det mest sikre land på denne jord. Derudover flyver vi med et flyselskab jeg aldrig nogensinde har hørt om før. Så en smule skræk, er der da i mig.
Det går dog hurtigt væk, da vi har fløjet i et stykke tid. Så da Katrine og jeg begynder med at se 6. sæson af Greys Hvide Verden, er det allerede glemt igen.
De 10 timer i flyet går hurtigt - sådan virkelig hurtigt! Så da vi får besked om at vi snart lander, forstår jeg det slet ikke.
Vi finder en taxa og bliver kørt ud til det hotel vi har lejet os ind på. Det er ikke specielt luksus... det er faktisk et røv klamt hotel, men vi klarer det da. Hvad man ikke gør for at se Danmark spille kvartfinale.
Da vi så bliver sat af ved adressen, kigger vi begge på hinanden med et spørgende blik. Det her ligner ikke det hotel vi har booket! Det her ligner en ubehagelig kind of ghetto!
"Hotel?" Spørger Katrine. "Yes!" Svarer taxachaufføren surt og rækker hånden ud efter nogle penge fra os. Vi stikker ham et par sedler og går ud af bilen.
"Det med at finde godt tilbud - det ka' du altså!" Siger jeg ironisk. Hun fniser og ruller øjne af mig.
Nå, så står vi jo her med alt vores bagage. Der er ikke andet at gøre, end bare at tjekke ind. Hvis man altså kan.
Vi går ind ad den lille dør, som er stegende varm, da den er lavet af en form for metal. Inde i receptionen lugter der af gammel sprut og støv, og der er ingen mennesker til at tage imod os.
Vi prøver at ringe på en klokke. Efter et par minutter, kommer en gammel mand endelig. "One room, Two persons?" Spørger han.
Manden er forfærdelig til engelsk, og man skal virkelig lytte efter for at forstå hvad han siger. "Yes" svarer jeg med min danske accent.
Han følger os ud af døren, og ind i den anden store bygning, hvor værelserne til "hotellet" skulle være. Han giver os nøglerne og skrider så snart de er ude af hænderne på ham.
Med besvær får vi den rustne nøgle ind i nøglehullet, og åbner døren til noget der ligner et bunket lokum.
"... jeg synes også det virkede meget billigt," pointerer Katrine. Jeg flækker af grin over det.
"Det er godt vi ikke skal være her i længere tid. Så tror jeg vi ville dø... sådan helt seriøst."
Hun griner. "Vi tager ud og drikker en kaffe," insisterer Katrine. Jeg kigger på hende uden nogen form for udtryk i fjæsen.
"... søde søde Katrine. Vi bor i en ghetto, midt ude på en mark. Du kan ikke få kaffe," forklarer jeg. Hun kigger opgivende på mig.
Jeg tjekker min telefon. Klokken er heldigvis ikke lidt mere. "Det er da i det mindste snart fodbold," opmuntrer jeg.
Vi tager derind i god tid, bare for at undgå for mange mennesker. Pladserne vi har bestilt er rimelig lort, i og med det var nogle af de sidste DBU kunne skaffe til os.. men det er fint. Det tager vi med.
Der er en virkelig fed stemning inde på stadion - noget andet end ude i ghettoen hvor vi bor. Katrine og jeg lader os også rive lidt med, så vi råber og hujer som aldrig før.
Da spillerne kommer ind på banen og skal til at synge nationalsang, bliver jeg helt rørt. Jeg kan tydeligt se Mikkel fra hvor vi sidder, og det går bare op for mig hvor meget jeg elsker ham. Hold kæft jeg elsker ham højt!
Kampen går i gang. Først scorer Delaney, og dernæst Kasper, som er kølig som altid. Til sidst scorer Tjekkiet også, men Danmark ender alligevel med at vinde kampen. Det er fuldstændig surrealistisk.
Vi fejrer og vi fejrer, og bare det at kunne se Mikkel være så glad, varmer hele mit hjerte.
Spillerne er lige gået ud i omklædningsrummet, og Katrine og jeg skal derfor til at gå ud af stadion, indtil han kalder på mit navn. Mikkel.
"Clara?" Man kan hære hvordan der er ekko, fordi der er så stille. Der er næsten ikke flere mennesker på stadion.
Jeg vender mig om og løber ned til enden af tribunen hvor Mikkel kommer gående, med hænderne omme bag ryggen.
"Jeg havde regnet med at vi ville være ude af turneringen på det her tidspunkt. Men siden vi ikke er det, må jeg gøre det i Baku," fortæller han.
Jeg rynker brynene, for jeg fatter hat af hvad der sker. Det hele går først op for mig, da han går ned på knæ.
Katrine der insisterede på at vi skulle til Baku osv... det hele giver meget mere mening nu. Mine øjne er store som tekopper.
"Jeg elsker dig mere end noget andet. Det er helt vildt. Jeg har aldrig elsket nogen, som jeg elsker dig. Du er mit et og alt. Clara... vil du gifte dig med mig?" Spørger han og hiver en mega monster psyko flot ring frem.
Jeg holder mig for munden, fordi den bare står helt åben i ren og sker forbavselse.
"Mikkel da!" Siger jeg overrasket.
"... det skal jeg altså lige tænke over."
Han kigger trist på mig.
"Selvfølglig vil jeg det," siger jeg med et kæmpe smil.
Nu er det os to for evigt og altid. Mikkel og jeg skal være sammen til den dag vi dør. Sådan er det - og jeg er glad for det!
YOU ARE READING
MIKKEL DAMSGAARD
Fanfiction*ADVARSEL: INDEHOLDER SEX, VOLD OG STOFFER* Mikkel og Clara er bedste venner - det har de været lide siden de mødte hinanden, første dag på gymnasiet. Et helt specielt venskab, man ikke bare lige kan slå i stykker - og dog. Da Kasper Dolberg pludsel...
