Tough Love (1D) (Larry)

Kapitel 38

Kap 38

Louis pov

"Ud?" Liam kiggede undrende på mig.

"Bar, klub, fest? Jeg er ligeglad. Men vi skal ud." Slog jeg fast. Efter at have siddet et øjeblik i stilhed, mens drengene udvekslede blikke, fornemmede jeg at de skulle overtales. Vi plejede ikke være typerne der tog til andet end gymnasiefester og privatfester, og ingen af de andre havde været på bar. Det havde jeg sådan set heller ikke før London.. Glem det Louis. Skub de minder fra London så langt væk som overhoved muligt!

"I tør måske ikke?" spurgte jeg. Jeg vidste præcis hvad jeg skulle gøre for at overbevise dem.

"Det gør vi da i hvert fald! Men vi kommer aldrig ind. De vil jo tjekke vores ID" Det var ligemeget. Jeg skulle bare ud. Jeg skulle drikke det hele væk. Alle minderne, hans smil, hans øjne, hans duft, alle de ting jeg savner ved ham.

"Stol på mig. Vi tager afsted kl 10. Er I på?" Drengene tøvede, nikkede, og så spillede vi lidt igen.

22:00

"Hvorfor skulle vi også afsted så tidligt? Der er jo ingen barer åbne nu.. det er ikke smart. Jeg ved ikke rigtigt."

Det var så typisk Niall at få kolde fødder, men i dag var jeg klar. Jeg blev nødt til det Niall. Det var det eneste jeg kunne gøre. Jeg havde kigget huset igennem og havde fundet en kasse øl. Jeg havde overtalt min mor til at tage over til David. Da hun var gået havde jeg ledt hendes alkohol igennem og fundet en vodka. De var altid helvedes dyre på barer.

Vi satte os i min sofa, og jeg rakte dem en øl hver. Lottie og Féliciti havde taget tvillingerne med ud for at se en film, så vi havde huset for os selv. Jeg åbnede min øl og skålede med de andre.
"Rolig nu, vi starter i de små Niall, du skal ikke være nervøs." Niall var ikke den store drikker, men det skulle han nok lære. Jeg havde skrevet til et par af pigerne og en 5 stykker andre helvedes lækre piger fra skolen. Jeg havde siddet længe og overvejet om jeg skulle skrive til Eleanor, men Zayn havde sagt at Perrie og hende holde sleepover hos Perrie. De kom først om en halv time og planen var, at de andre skulle drikke lidt før. En lille forfest never hurt nobody..

Vi sad lidt og snakkede indtil vi havde drukket øllen.

"Hvem er med på shotgun?" spurgte jeg.

"Huh?" sagde Zayn spørgende.

"Altså man stikker hul i dåsen og den der bunder først vinder"

Drengene nikkede og vi gik ud på terrassen med hver vores dåse.

"3 - 2 - 1 - START!

Vi tog alle dåsen op til hullet. Jeg slugte igen og igen. Det føltes bare som en uendelig strøm. Liam tømte sin med det samme, forfulgt af mig på anden, mens Niall og Zayn var lidt langsommere.
"Det er snyd! I startede før. En gang til" Klagede Niall. De andre tog en ny øl mens jeg gik ind for at blande en drink med vodkaen.

Kort efter bankede det på, og udenfor stod Sophia med to piger jeg ikke mindes at have inviteret. Men de var glade og de havde en flaske med, så jeg lukkede dem bare ind.

Drengene havde sat sig i sofaen igen. Zayn tændte min højtaler og satte noget musik på. Jeg rakte Niall en Vodka Juice. Han bundede den og jeg nikkede over mod køkkenet.

"Vent lige fem minutter med at drikke mer.." Men inden jeg blev færdig var han strøget mod køkkenet. Hans valg..  Det bankede på igen og Sophia åbnede. Mindst 5 nye mennesker kom ind. 10 min efter, 7 personer mere. De andre drenges kærester var også kommet. Der kom flere og flere flasker på mit køkkenbord, og jeg var også begyndt at føle mig lidt svimmel.

Jeg kiggede på uret 23.46. Folk var begyndt at danse rundt. Hele stuen var en som en kæmpe svedende masse. Der var kopper og alkohol over det hele. Det var lang tid siden, at jeg sidst havde holdt en fest. Jeg havde altid elsket fester. Sidste år havde drengene og jeg kørt rundt hver fredag til forskellige fester. Når vi kom til en fest, så var det tegn på at det var en god fest. Jeg plejede at elske stemningen. Være en del af massen. Jeg var den person folk opsøgte, den de gerne ville være venner med. Men nu føles det hele bare lidt off. Det føles som en facade jeg ikke kan slippe ud af. Jeg ved ikke om det er alkoholden der snakker eller om min sygdom stadig har fat i mig. En ting var sikkert: jeg havde brug for at sidde ned.

At komme igennem folkemassen var sværere end det så ud. Det var som om, at de bevægede sig som bølger. Hele tiden flyttede de sig som en. Til sidst kom jeg så hen til sofaen. Der lå nogle tomme flasker som jeg blev nødt til at skubbe væk, før jeg kunne sætte mig. Men da jeg først sad ned, blev verden lidt mere rolig. Jeg ved ikke hvor længe jeg sad der, men lige pludselig var der en der satte sig ved siden af mig. Personen havde åbenbart snakket til mig uden jeg havde hørt det, og havde nu hånden på min skulder. Jeg vendte hovedet for at se hvem det var. Det var en pige. Jeg kendte hende ikke. Det må være en af Sophias veninder.

"Ej Sorry. Jeg lagde slet ikke mærke til at du sagde noget." Jeg smilede undskyldende til hende. Hun lænede sig frem for at overdøve musikken. "Jeg spurgte bare om hvorfor du sidder her helt alene." Hun tog en kop og til munden, mens hun kiggede på mig.

"Jeg blev bare lidt svimmel. Havde lige brug for at sidde ned. Der er ret varmt med alle de mennesker" Hun nikkede. Jeg kiggede ned på hendes trøje. Den havde sådan en lys rød farve der mindede mig om farven på Harrys læber. Jeg tænkte tilbage på den dag alting gik galt, før Eleanor havde set os i vinduet. Jeg kunne se at pigens læber bevægede sig, men jeg hørte ikke hvad hun sagde. Helt væk i mine tanker om Harrys fyldige læber opdagede jeg ikke, at hun havde taget fat i min hånd, og trak mig med ud af stuen. Lige før vi gik ud, kiggede jeg tilbage på Niall som sende mig en thumps up, og et blink med det ene øje.

Køkkenet var helt tomt. Der lå tomme flasker i vasken, og på køkkenbordet. Pigen stilte sig op af køkkenbordet. Hun tog koppen med alkohol op til læberne og tømte den for indhold. Jeg stillede mig op af vores køkken island, så vi stod overfor hinanden. Hun kiggede på mig. Jeg kunne ikke tyde hendes blik, og det forvirrede mig, at jeg aldrig havde set hende før. Hun skubbede sig væk fra bordet og gik hen til mig. Hendes hånd lagde sig på min mave. Panikken skød op i mig. Hvad fanden havde hun gang i? Det her skulle bare ikke ske. "Vent, nej. Jeg er ik.." Min stammen stoppe da hun trak en flaske vodka frem omme bag ved mig. Hun grinede hjerteligt. "Du skulle havde set dit ansigt" Pigen, der af en eller anden grund lige havde givet mig et hjerteanfald, satte sig op på køkkenbordet overfor mig igen, og begyndte at hælde den klare væske op i sin kop. Det havde været lige før hun havde kysset mig. Tanken fik min hals til at trække sig sammen. Jeg forstod ikke hvorfor. Det var først nu, at jeg lagde mærke til hendes ansigt.  Hun var en smuk pige. Mørkt hår der gik til lige over skuldrene, og med grønne øjne, dog ikke nær så forårsgrønne som Harrys. Hvem var den her pige overhovedet? Kommer til en fest hos en hun ikke kender og prøver at kysse ham...men så alligevel ikke. Hun havde jo ikke kysset mig. Hun havde fået mig til at tro at hun ville, men så alligevel taget flasken bag mig. Næsten som om det ikke var hendes mening at kysse mig. Hun forvirrede mig. Jeg kiggede på hende. Prøvede at finde ud af hvad der var med hende. Hun opdagede at jeg stirrede. Jeg gad ikke engang kigge væk. Hun rystede på hovedet, og grinte. "Lad være med at kigge sådan på mig. Jeg prøvede bare at drille lidt. Trust me du er ikke min type" Hun holdte hænderne op foran sig, og kiggede skævt på mig. Et næsten misbilligende blik fyldte hendes ansigtstræk. "Og hvad skal det så betyde?" Et smørret grin fandt vej til mine læber. Hvordan kunne nogen frivilligt sige nej til mig? Hun grinte og så ned. "For det første er jeg ikke 'rebound typen." Hun tog en dyb vejrtrækning "For det andet er drenge heller ikke rigtig mit område." Jeg kiggede undrende på hende. "Hvad mener du med 'rebound typen'?" Hun lagde hovedet på skrå og kiggede intenst på mig. "Du skal ikke komme og sige at dig og Eleanor stadig er sammen. Du holder en fest, og alle er her, undtagen hende. Når man så får øje på dig, sidder du alene, og ligner en der hellere ville lægge sig i et hul og dø." Jeg var mundlam. Helt seriøst, hvem var den her pige? Og hvordan vidste hun alt det? Var det bare ved at kigge på mig? Hun skræmte mig, men fascinerede mig stadig helt vildt. "Hvem er du?" Var alt jeg kunne sige. Hun grinede. Det var en sød latter. Det var så lang tid siden, at jeg sidst havde fået nogen til at grine. Hun tog et skridt frem og gav mig hånden. "Jeg hedder Elli"