Tough Love (1D) (Larry)

Kapitel 33

Kapitel 33

Louis pov

Dagen var gået meget stille. Mig og Eleanor havde ikke snakket mere end nødvendigt. Mark havde skrevet om morgenen og spurgt om vi ikke ville komme for at sige farvel. Min far ville dog gerne have lidt tid sammen med mig, så vi aftalte at vi ville køre Eleanor over til Mark og Alice så hun kunne være der mens min far og jeg ville tage ud og have lidt far søn tid, hvor han så efter det ville kører mig over til dem. Der kom nok til at gå nogle måneder før jeg ville få lov at se ham, så vi havde taget en bold med, for er der en ting vi begge holder meget af så er det fodbold. Det var ham der havde taget mig med til min første fodboldkamp, og ham der efterfølgende havde overtalt mig til at starte. Han var altid til mine kampe, og var der for mig når vi tabte eller når jeg slog mig... Altså lige indtil mine forældre blev skilt og han flyttede til London. Men det er noget jeg altid vil dele med ham. Og kun ham. Vi havde været i den lille park før. I de dage hvor jeg ikke havde været i kontakt med Harry, havde mig og min far været herude i mange timer og spillet. Det var en lille park ikke så langt fra der hvor vi boede. Der var nogle mål og lidt træer, og ikke særlig mange mennesker. Derfor var det rart at være her. Man blev ikke forstyrret. Vi havde parkeret bilen, og var gået stille og roligt ind i parken. Min far stod på mål, og jeg begyndte at skyde. Min far var målmand da han spillede og han var så god at det var træls. Også selvom han var lidt "rusten" som han selv siger det. Jeg lavede utallige missere så jeg forsøgte at lede hans opmærksomhed væk fra bolden og ind i en snak. Samtalen startede med fodbold. Jeg havde opdateret min far om hvad der skete i dansk fodbold, da han har for travlt til selv at holde styr på det. Nu var min far dog begyndt at nærme sig det emne jeg helst ikke ville snakke om.

"Louis du fortalte mig aldrig hvordan det var gået hos Harry" Jeg stoppede det skud jeg skulle til at tage, og kiggede på ham.

"Jeg vil helst ikke snakke om det far, det gik ikke som jeg havde forventet" Men fordi jeg ingen held har med noget, forstod han ikke et hint.

"Ej søn, du kan fortælle mig det. Skyd nu bolden" Jeg rystede på hoved over hvor åndssvag en far jeg har, Tog et par skridt tilbage og skød bolden. Den ramte stolpen.

"Prøv igen, men fortæl mig først hvad der skete hos Harry. Jeg kan se det ringer din evne til fodbold" Selvom jeg godt vidste det var en joke, og han sagde det med et glimt i øjet, gjorde det stadig ondt, fordi jeg vidste han havde ret. Harry er grunden til at jeg har det så skidt og ikke kan finde ud af noget. Alt føles bare meningsløst. Men lige meget hvad der er sket de sidste uger har jeg ikke fortrudt et eneste øjeblik jeg har været sammen med ham. Den måde rum lyste op på, når han trådte ind i det. Eller den evne han har til altid at være rar mod andre selvom han ikke burde. Han er alt for perfekt til sådan en som mig. Jeg kan ikke engang kan forpligte mig til en person og være der 100%. Det fortjener Harry ikke. Han skal have en der elsker ham og vil være der for ham, og kun ham, lige meget hvad. Og selvom jeg ville ønske af hele mit hjerte at det var mig, ved jeg at det ikke går. Det går ikke fordi det er mig der har alle fejlene. Jeg er minus, Harry er plus. Jeg ville ønske han kunne trække mig over på den positive side men faktum er at plus gange minus giver altid minus.

"Louis?... Louis er du okay?" min fars stemme fik mig tilbage til virkeligheden, og jeg opdagede at jeg havde stået med bolden og stirret på et par der var gået forbi os. Min far stod ikke længere i målet, men var kommet hen til mig. Han stod og viftede sine hænder foran mig, for at få mig ud af den trance jeg havde puttet mig selv i.

"hømf ja.. sorry. Røg lige lidt ind i mine egne tanker." Jeg gav ham et undskyldende blik, og satte bolden ned på jorden igen.

"ja det kunne jeg se. Vil du ikke godt fortælle mig hvad der skete, måske kan det hjælpe. Kom lad os sætte os over på bænken" Han lagde en arm om mig, og førte os over til bænken.