Tough Love (1D) (Larry)

Kapitel 36

Kapitel 36
Louis pov

Hvad var det hun ikke ville fortælle mig? Min mor var begyndt at gå ned af gangen, så hendes stemme blev mere utydelig. Det eneste jeg fik fat på var, at jeg var for syg til at hun kunne fortælle mig noget, og at, "så snart jeg fik det bedre" ville hun fortælle det. Jeg bliver nødt til at tage mig sammen. Min mor havde noget vigtigt hun ville sige, men fordi jeg var sådan en pjevs, kunne hun ikke være ærlig overfor mig. Sommerferien var også slut om en uge, og jeg skulle tilbage til skolen. Til et nyt år. Jeg vidste, at det her år ville blive anderledes end sidste år. Eleanor og jeg var ikke sammen mere, og jeg var sikker på, at det ville påvirke vores gruppe. Hele skolelivet lå bare så langt fra mig. Den her ferie havde været så lang, og jeg var slet ikke klar til at komme tilbage til hverdagen. Både fordi jeg havde været syg de sidste to uger, men en del af det var også fordi jeg stadig ikke var ovre Harry. Faktisk var jeg overhovedet ikke ovre ham. Selvom jeg inderligt ønskede at komme videre, vidste jeg inderst inde godt at det ikke kunne lade sig at gøre. Det fyr var kommet så langt ind under huden på mig, at uden ham var jeg ingenting. Jeg var et nul uden Harry Styles. Jeg kom til at tænke på et citat fra en bog, vi engang læste i skolen, "You have bewitched my body and soul," og endelig forstod jeg, hvad han mente. Ligesom mig var Mr. Darcy faldet for en, vi aldrig havde troet skulle betyde noget for os. Forskellen mellem os var dog, at han fik Elizabeth til sidst, men der var ingen lykkelig slutning for mig og Harry. Harry var et godt menneske, og selvom han var sammen med en anden, ville han aldrig såre mig med vilje. Han ville have ønsket, jeg skulle komme ud fra min seng og komme videre. Jeg bliver nødt til at indse mit liv ikke bliver bedre af at ligge i min seng og have ondt af mig selv. Selvom jeg stadig havde hovedpine og kvalme, kæmpede jeg mig ud af sengen og nedenunder. I køkkenet stod min mor og min søster Lottie. De så begge overrasket ud, da jeg kom ned af trappen. Jeg satte mig på barstolen ved den lille køkken island og kiggede op på dem. Lottie satte sig ved siden af mig.
"Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil være syg mere." Min mor gav mig et blik, jeg ikke rigtig kunne tyde.
"Skolen starter om en uge, og jeg har nogle ting jeg skal, før den starter" De nikkede begge to af min beslutsomhed.
"Må vi så hører dine planer" smilte Lottie og gav mig et puf i siden. Jeg fortalte dem, at jeg havde tænkt mig at mødes med drengene og tage ind til byen for at købe nogle af de ting jeg skulle bruge til skolestart. De så begge meget underligt på mig da jeg sagde det til dem. Skolen havde aldrig været noget jeg gik forfærdelig meget op i, men jeg havde brug for en forandring i mit liv, og så er skolen da den bedste mulighed jeg har. Nogle bedre karakter skader da aldrig. Resten af dagen gik stille og roligt. For en gangs skyld spiste jeg aftensmad med familien. Jeg kunne dog ikke spise så meget, men det var hyggeligt. Små skridt. Efter aftensmad blev jeg træt og gik i seng. Min mor virkede mere glad og nærmest stolt over, at jeg havde holdt ud så længe. Jeg gik i seng med et smil på læben, og en tilfredshed jeg ikke havde haft i alt for længe.

Johannes pov (Louis mor)
"HARRY NEJ!" Jeg vågnede ved Louis skrig. Det havde været sådan lige siden han kom hjem. Jeg var bekymret for ham. På et tidspunkt var jeg lige ved at ringe til Tom og spørge om, hvad der var sket i London, siden han havde mareridt om "Harry." hvem var Harry overhovedet? Og hvorfor hjemsøgte han min søns drømme? Jeg havde aldrig ringet til Tom, for hvis Louis ville have jeg skulle vide det, ville han have sagt det. Sådan havde det altid været. Men jeg var stadig bekymret for ham. "NEJ. Stop please-" de sidste ord var så lave jeg ikke kunne høre dem. Jeg vidste ikke hvor lang tid jeg kunne holde det ud. Hver eneste nat. Hver eneste nat havde han de forbandede mareridt, og hver eneste nat måtte jeg vække ham, badet i sved og med skræmte øjne. Det her var ikke min Louis. Min dreng. Han var altid glad, og udadvendt. En solstråle. Men ikke efter den tur. Jeg smed benene over sengen og gik ind til Louis. Som jeg havde forventet lå ham med dyne og pude viklet om sig. Hans pande og hår var vådt af sved. Han havde et alvorligt udtryk i ansigtet, men det var også blandet med frygt. Jeg hadede det udtryk. Louis burde ikke have det når han lå og sov. Hvem end denne Harry var gjorde han ting ved min søn jeg ikke brød mig om, og jeg hadede ham allerede. Jeg satte mig på sengen og prøvede stille og roligt at vække ham.
"Louis, rolig. Ssh der sker ikke noget." Langsomt fik jeg ham tilbage til virkeligheden. Han klamrede sig til mig.
"Jeg så ham mor. Hvorfor er det ikke stoppet? Han er der endnu" min stakkels Louis.
"Jeg ved det ikke skat. Jeg ved det ikke" jeg aede ham over håret og kyssede ham. Det havde ellers været så hyggeligt i aftes. Vi havde grinet og for første gang siden han kom hjem virkede han glad. Ubekymret og afslappet næsten.

Efter at jeg havde siddet hos ham lidt, faldt han endelig i søvn. Jeg gik ud på badeværelset, for at få lidt vand i hovedet. Klokken var 5 så jeg skulle alligevel op om lidt. Arbejdet kalder.  Damen i spejlet var næsten ikke til at kende. Renderne under øjnene havde overtaget mit ansigt og fedtet, uglet hår. Jeg gik, sukkende, ud i køkkenet for at få lidt at spise.