Tough Love (1D) (Larry)

Kapitel 35

Kapitel 35:

Louis pov

Jeg havde ligget i sengen hele ugen. Mareridtene var blevet, og jeg havde haft dem hver nat. Det ene værre end det andet. Det virkede slet ikke som om jeg ville blive rask nogensinde. Den kvalmende fornemmelse var også blevet værre. Den havde hængt over mig lige siden jeg satte mig ind i flyveren på vej hjem. Jeg savnede det lidt. Jeg savnede Mark, og jeg savnede Alice, men jeg savnede Harry allermest. Det var umuligt for mig ikke at tænke på ham især fordi han var det eneste jeg så når jeg prøvede at lukke øjnene. Hver en drøm....eller mareridt var om ham. Men han var sikker glad. Han havde ham fyren. Jeg havde skrevet lidt med Alice. Hun er faktisk den eneste jeg snakker med, som ikke er min mor. Da jeg spurgte hende om Harry svarede hun bare, at de ikke så ham så meget. Han virkede fraværende sagde hun. Hun havde spurgt om vi havde snakket sammen, og om der var noget hun skulle sige til ham fra mig, men jeg havde sagt til hende at vi ikke havde hørt det mindste til hinanden og at hun ikke skulle sige noget. Selvom jeg brændende gerne ville vide hvordan han havde det. Bare hører han stemme. Bare en enkelt SMS, så jeg vidste at det var bedst at lade det ligge. Min mor havde også prøvet at få mig til at fortælle hende hvem Harry var og hvorfor det var ham jeg råbte efter. Hun havde fortalt mig at jeg havde ligget og skreget efter ham og at det havde vækket hende. Jeg havde været tæt på at fortælle hende det hele men havde stoppet mig selv i det, fordi jeg ikke syntes hun skulle vide det. Jeg var ikke klar til at føre Harry til Danmark. Jeg var ikke klar til at se det hele i øjnene og fortælle det. Alt det der skete hørte England til og sådan ville jeg gerne have det forblev, i hvert fald lidt endnu. Niall havde også skrevet og spurgt om jeg kom over til den drengeaften han havde arrangeret. Jeg havde fortalt ham at jeg var virkelig syg. Han havde foreslået at komme over, men jeg havde sagt nej tak og vi havde aftalt at snakkes ved når jeg fik det bedre. Lige nu var jeg ret sikker på det aldrig ville ske. Jeg havde altid haft det så nemt. Klaret mig godt i skolen, haft massere af venner, og ikke værdsat den dejligste kæreste man kunne forestille sig. Eleanor var fantastisk. Hun havde slet ikke fortjent at det her. Godt nok var min far i England, men jeg havde jo min mor. Hun var der altid. Også nu. Men jeg skubbede hende længere og længere væk. Jeg havde ikke snakket med hende i flere døgn. Eller jeg ved jo egentlig ikke hvad tid det er. Mine gardiner var rullet ned og jeg havde ingen ide om hvad klokken var. Hun kom med mad og te og prøvede at få mig til at tale. Jeg var nok jordens værste søn. Jeg lukkede øjnene og håbede på at få lidt søvn uden mareridt og uden Harry..

Døren blev åbnet på klem og jeg missede med øjnene. Det var længe siden jeg havde set ægte dagslys. Jeg kunne se en skygge stå i døren. Mor. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre så jeg lod bare som om jeg stadig sov. Efter et minuts tid hvor hun bare stod i døren, satte hun sig hen på sengen. I starten tænkte jeg at jeg havde råbt igen, men så kunne jeg høre hun begyndte at snøfte. Efter lidt tid udviklede det sig til at hun hulkede. Meget. Jeg fik også selv tårer i øjnene. Jeg ville rejse mig op, fortælle hende jeg var okay og så gå en tur og snakke med Niall og sige undskyld til Eleanor og få det hele til at falde på plads. Jeg ville så gerne, men alt jeg kunne var at ligge her. Efter noget der føltes som en evighed tørrede hun tårerne væk fra hendes kinder og rejste sig. Hun rettede på kjolen og forsvandt ud af døren.

"Undskyld" Hviskede jeg så højt jeg kunne men min stemme var næsten væk og hun hørte mig ikke. Døren stod stadig på klem. Der var stilhed lidt og så kunne jeg høre hun tastede på telefonen.

"Hallo" sagde mors stemme. Jeg kunne høre hvor meget hun prøvede at lyde som om hun havde det fint.

"Jeg kan ikke fortælle ham det endnu. Han er stadig helt væk."

Fortælle mig hvad, ville jeg råbe. HVAD? Men der kom kun luft ud.