Bedste venner - eller?

Kapitel 56

Kapitel 56

Thors synsvinkel

Jeg har siddet i et venteværelse på Roskilde hospital i 3 timer nu, min mobil er løbet tør for strøm og ingen kan fortælle mig noget omkring Carolina. Jeg er nervøs. Klokken er 2, jeg er vold træt, men jeg sover ikke og jeg tager ikke hjem, jeg skal passe på Caro! Jeg har fortalt dem om hendes stunt igår så det er de klar over, men nu må vi se hvad lægerne siger.

Jeg sidder her nu på 5. time og før var der en læge og sige at Caro lige nu var til udpumpning da hun havde fået for meget alkohol. Jeg kunne gætte mig til det, de sidste to dage har hun drukket det vi drenge drak tilsammen på førstedagen, hvor vi alle var helt væk. Dog sagde lægen også der var andre ting i vejen, men ikke noget han kunne fortælle om da vi ikke var i familie. Selvom jeg prøvede at overbevise lægen om vi er kærester, var det ikke nok til jeg måtte vide det. Det eneste positive lige nu er jeg har lånt en oplader så min mobil kan lade op, dog hjælper det ik for alle sover da klokken jo er 4. Lægen kommer hen til mig og spørger så "Carolina er stadig ikke vågnet op, men hun er blevet færdig med udpumpning nu så vi er igang med at lave flere undersøgelser" jeg nikker og lægen spørger så "Eftersom du er den eneste vi kan få informationer ud af, da vi heller intet sygesikringskort har, kan du så få fat i forældrene og få dem her til" Jeg tænker kort, men svarer så "Jeg kan godt ringe men, den ene er på forretningsrejse i New York og den anden er i Holland" "Men vi har brug for noget tilknytter familie" svarer lægen let irriteret "Der er ikke andet familie, jeg er det nærmeste du kommer" svare jeg lægen. Lægen ryster på hovedet og siger "Kom med" Jeg følger med lægen ind i et rum hvor jeg kan se Carolina ligger fredfyldt i en seng. Jeg kan mærke jeg har tårer i øjnene, det ligner hun er død, hun ligger i sengen og er helt hvid i hovedet. Jeg går mod sengen og kigger ned mod Carolina, jeg kan ikke finde ud af om hun er død eller om hun sover, jeg kan ikke se hun trækker vejret og hun har en masse slanger gennem næse og mund. Jeg tager Caros hånd og holder den, den er helt kold og der fælder jeg en tåre. Jeg tørre hurtigt tåren væk og kigger om mod lægen og spørg så "Hvad er der med hende" lægen kigger ned på Caro og op på mig og svare så tøvende "Hun falder om pga. for meget alkohol på for kort tid og var derfor til udpumpning, hvilket også gør hun er så bleg lige nu" lægen holder en pause og siger så "Men det var ikke alt, som i ved har hun forstuet håndledet og en svagt forstuvet ryg, men igen er der flere ting vi kan se på de undersøgelserne osv. vi foretog os. Carolina har en slem spiseforstyrrelse og vil derfor forblive indlagt indtil hun er stabil igen" Jeg stirre bare tomt ud i luften, jeg er så sur på mig selv, hvorfor spurgte jeg ikke ind til hun havde tabt sig så meget så hurtigt, hvorfor hun ikke spiste noget. Jeg skulle have spurgt ind til det, hvorfor er jeg så dum. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare lægen, jeg har sat mig på en stol ved siden af Carolinas seng og stirre nu tomt i luften. Efter noget tids tænken spørg jeg så "Hvor slem er spiseforstyrrelsen" lægen kigger alvorligt på mig og svare så "Meget slem, hvis ikke vi kan nå at få mad i hende indenfor de nærmeste dage, vil jeg tro hun dsv. vil forlade os" og der begynder jeg at bryde sammen, hvordan kan jeg ikke have lagt mærke til noget, jeg hader mig selv hvor er jeg dum. "Men jeg tænker at du ved noget om alle hendes cutte ar, det ser ret slemt ud så vi tager en snak med hende om alt sammen når hun vågner, da vi lige vil lade hende sove ud nu" mine tanker er forvirrende, har hun cuttet. Jeg nikker bare til lægen, selvom jeg intet ved, hvorfor har jeg ikke lagt mærke til noget, hvorfor har hun ikke sagt noget jeg ville kunne hjælpe og hvorfor har hun gjort det. Jeg er forvirret, ked af det, skuffet og sur. Forvirret fordi jeg ikke rigtig forstår noget af alt det her. Ked af det fordi hun er min kæreste som betyder alt også har hun gjort det mod sig selv og der nok er noget galt med hende. Skuffet fordi hun ikke har sagt noget, jeg kan ikke værer bekendt at værer skuffet, men lidt er jeg nok, jeg vil jo bare hjælpe hende. Sur, kan jeg kun værer på mig selv, hvis bare jeg havde sagt noget, hjulpet hende eller et eller andet. Jeg er nok også lidt sur på Carolina hun kan jo sige alt til mig, hvorfor har hun ikke gjort det, men jeg kan ikke værer bekendt at værer sur, men jeg må indrømme jeg er. Lige meget hvad, nu bliver jeg her til hun vågner, også hjælper jeg hende alt hvad jeg kan, jeg gør alt for hende nu!