Men lige så stille som natten skrider hen, græder jeg mig selv i søvn. Jeg opdager hverken de andre komme tilbage, eller noget som helst andet. Jeg føler mig bare dum, og uværdig til at være her. Jeg vil gerne snakke med Thor og Cilie, men kan ikke få mig selv til det. Jeg føler mig skyldig, og ulækker. Det er en forfærdelig følelse, og mest af alt har jeg bare lyst til at grave mig ned i jorden, og aldrig komme op igen. Men jeg falder mærkeligt nok i søvn, og vågner mærkeligt nok også før de andre.
Jeg skynder mig at pakke mine ting, og så forsvinder jeg ellers ned mod stationen. Jeg gider ikke at snakke med de andre, og det fortjener jeg heller ikke. Jeg sidder bare og stirrer ud i luften, mens jeg venter på mit tog der skulle komme om 20 minutter. Jeg fryser, men jeg tænker ikke rigtigt over det. Jeg sidder og kigger på en dreng og en pige, som sidder ovre på den anden perron/side ting. Pigen sidder helt ind til drengen, mens drengen holder om hende, og holder hende varm. Jeg kan mærke tårerne presse sig på, jeg har lyst til at græde, jeg har lyst til at smide mig ned på jorden og bare græde. Græde alle mine tårer ud af min usle, uduelige krop.
Jeg sidder bare i min egne tanker, da der pludselig tikker en besked mere ind på min mobil "nånå, tuder du nu igen, lille tudefjæs. Bare fordi du fucker alting op, så sidder du og tuder igen. Det ender bare med at Anthon finder en anden -C" personen har nok ret, Anthon finder nok en anden, en som har samme interesser som ham.
Jeg kan ikke klare mere, og lige i det jeg tænker det, triller mit tog ind på stationen. Jeg skynder mig ind i det, og så skal jeg eller bare HJEM.
Så er min fanfiktion snart slut, vil i have en ny på et tidspunkt?
YOU ARE READING
Lad mig se om du tør det - Anthon Edwards
FanfictionAnthon Edwards? Thor Farlov? Amalie Skovshoved? Cilie Kolding? 4 venner, C kommer på spil. Druk? stoffer? Hvad ender det hele med? Læs med for at få svarene.
