Lad mig se om du tør det - Anthon Edwards

Kapitel 9

Anthons synsvinkel

Jeg bliver ført ind i et halvmørkt rum, hvor der kun er et bord, og 3 stole. Jeg bliver bedt om at sætte mig ned på den ene side af bordet, hvor den ene stol står. Lidt efter træder der 2 betjente ind, de har begge jakkesæt og slips på. Den ene har en blok, og en blyant. Mens den anden holder nogle papirer. De sætter sig overfor mig, og ser meget alvorlige ud.

"Anthon Edwards, der er fundet noget af dit DNA, på liget af den 17-årige Alfred Goll. Hvad har du at sige til dit forsvar?" jeg kigger bare forvirret på ham "hvad mener du? Jeg har ikke haft noget med ham at gøre, i 3 måneder. Jeg ved ikke engang hvad han har foretaget sig" de ser strengt på mig "hvordan er det så muligt at finde dit DNA på ham?" jeg aner ikke hvad jeg skal sige, andet end at jeg ikke har gjort det. Men det vil de jo nok ikke tro på "hør her, jeg ved at i har tænkt jer at sigte mig uanset hvad. Så jeg kan ikke se meningen med, at vi sidder her. Alfred var en af mine gode venner, så hvorfor skulle jeg gøre ham fortræd" de kigger hinanden i øjnene, og nikker stille "Anthon Edwards Knudtzon, du er nu hermed anholdt for drabet, på den 17-årige Alfred Goll. Du vil få en retssag, og du skal nok få ad vide når datoen er lagt" der kom en stor vagt ind, og trak mig med ud. Og i det næste øjeblik, sidder jeg i en fængselscelle.

Amalies synsvinkel

Jeg løber,og løber. Anthons hus bliver mindre, og mindre. Til sidst falder jeg, jeg falder ud i grøften ved vejen. Jeg føler mig klam, og ulækker. Jeg føler en stor træng til bare skrige, som om ingen kunne hører det. Pludselig hører jeg nogle skridt, lidt længere nede af vejen. Jeg gemmer mig bag en busk, men det er for sent. Personen har allerede set mig, og er på vej herover. Personen er klædt i sort, så jeg kan ikke se hvem det er. Personen står nu overfor mig, og jeg kan se hvem det er.    

Nu kapitel 9, håber i kunne lide det. I må meget gerne skrive hvad i syntes, og hvad jeg kunne gøre bedre.

Kys-Cilie